lørdag den 2. april 2016

Jfr. hestekræfterne i alle de mandfolk, pigen er

Scarykost er anmeldt i Weekendavisen i går af ikke mig, rimeligt nok, men Linea Maja Ernst. Det er en god anmeldelse i den forstand, at den gør sig stilistisk og refleksivt umage med at karakterisere og tage stilling, og knap så god i den (anden) forstand, at den starter med at beundre ivrigt og slutter med en opbremsende, både æstetisk og moralsk skepsis, og pænt træls i den tredje forstand, at den for vilde og polyfone og kompromisløse bog, jeg har læst (ikke så få gange), pacificeres og reduceres og patroniseres kriminelt. Jeg citerer det sidste af beundringen og det hele af skepsissen:

"Jeg er fan af Cecilie Lind, af hendes antiminimalisme (her er vi kry og energiske og pyntesyge, også i vores selvhad), hendes forelskede måde at tage det pigede inventar alvorligt, at fantasere monstrøst eventyrlige verdener frem. Det minder mig om net-pigebladet Rookie, hvor helt unge piger skriver til andre helt unge piger, en blanding af gode råd, empowerment og nuttede kollager. Eller hjemmesiden Tumblr, hvor man kan søge sammen i fællesskaber baseret på hysterisk fandyrkelse af dette eller hint, dele en storm af billeder.
Men når det er sagt, er Scarykost ikke Linds bedste bog. Stilen minder om tidligere udgivelser: Her er igen en fornemmelse af væg til væg-automatskrift i teksterne, som om de er halvt abstrakte blomstertapeter, hvis mønstre kunne fortsætte for evigt. Og glæden ved kløgtige ordspil: »følgeskader er stalkerfugle« - fik De den? Men i modsætning til tidligere tekster - som i Strunk (2015) - synes jeg hverken, Lind viser tænder eller kløer i Scarykost. Der er ikke rigtigt nogen vrede, kritik, kontrast til det sødt svagelige pige-plirrende. Digtene gør sig ærgerligt dumme i forhold til spiseforstyrrelsen. Jeg mener: Jeget insisterer på at være lillepiget og storøjet offer, det bliver et meget ensidigt perspektiv, og villet naivt. Jeg har sådan lyst til, at der også skal komme et oprør, at digtene siger fuck til finheden og opviser noget mere nuanceret indsigt i sygdomssituationen (som virker bevidst fravalgt). Det er ikke, fordi jeg tror, at teksterne er et forsvar for den anoretiske pigekrop (som de på overfladen kan ligne), men de får heller ikke rigtigt sagt noget andet. Det er nok, fordi jeg synes, Linds litteratur er mest interessant, når den er trodsig på trods (af det lillepigede), men her bliver stemningen for ensfarvet svagelig, jegets psykologi går i ét med sine dukkede omgivelser, der mangler vilje og vrede, og jeg venter forgæves på et modspil, en overraskende vinkel, der aldrig kommer."

Jeg forstår ikke denne figur af passiviseret, nysseligt muddermæle, som dannes af ord og udtryk som "væg til væg-automatskrift, "halvt abstrakte blomstertapeter", "sødt svagelige pige-plirrende", "dumme", "lillepiget og storøjet offer", "finheden", "det lillepigede, "ensfarvet svagelig", "gå i ét med sine dukkede omgivelser" og resulterer i mangel på ikke mindre end "tænder og kløer", "vrede, kritik, kontrast", "oprør", at sige "fuck", "nuanceret indsigt", at være "trodsig", "vilje og vrede", "modspil" "overraskende vinkel."

Jeg læser tekster, der i en rig flerhed af formater og tonarter både fræser og vitser (onkelagtigt snarere end pigeligt: følgeskader = stalkerfugle er rent At tænke sig), vrøvler og ævler, vrænger og vrider sig, raser og beruser sig (i ikke mindst vrede) og - helt bogstaveligt! - siger ingen ende på fuck til alt og alle, inkl. digterjeget selv. Jeg læser tekster, der af alle kræfter slår sig i det nådesløse tøjr, der er spiseforstyrrelsen, og udstiller det tøjr (hvilket direkte modarbejder sygdommens hemmelighedsfulde, private natur), som rå og udspekuleret grusomhed. Teksterne er ikke loyale mod sygdommen, men de er loyale mod oplevelsen af (og de splidagtige reaktioner på) sygdommen og det bånd, den taler som, og som de, teksterne, både klipper til hvirvlende båndsalat og kører kakafoniske støjsendinger ind over.

Hvis bogen med dens ubændige fart og forskelle minder om noget - og den minder sgu ikke om særlig meget - så er det Dan Turèlls og Peter Laugesens totalskrifter fra 70'erne, bøger som Hamr & Hak og Manjana, der med deres beat-inspiration vanligvis betragtes som meget maskuline skriptualiteter, og som ganske naturligt - digterne var unge mænd! - er lige så meget fulde af ung mand-inventar og -univers som Scarykost - digteren er en ung kvinde! - er fuld af ung kvinde-inventar og -univers.

Kig igen på det stykke fra side 31, jeg citerede ovenfor, det er med 1000 km. i timen en krigserklæring til den borgerkrig, der hærger i digterjegets indre. Og læs denne hårdt, hårdt koncentrerede tekst hen mod slutningen, der er lutter tænder, kløer, vrede, kritik, kontrast, oprør, fuckfinger, indsigt, trods, vilje, vrede, modspil, overraskelsesangreb - i fugleham:

"Retningslinier for afvikling. Det er en slags fremgang, en nedbrydning jeg værdsætter, det er mit jeg der ikke vil mig mere. Det er så det det er så det det er det er ikke acceptabelt at turde tie om utidig hjertefrekvens. Kvalt i egen tunge savler jeg selvet ud, det driver ad hagen ad helvede til med mine granskninger af krop af kød af skød og indre skælv, irrelevante egotrip trappes ned. Nu nytter afsmag for smiger, diverse komplekser bør ikke svække spejling. Refleksion: hvornår mon klarhed udklækkes. Æg udruges utålmodigt af morderiske fugle, for eksempel ravne. Hæse skræp og nysselige næb pirrer min ornitologiske interesse. Højt at flyve dybt at fable om fjers fordærvede tilstand. Rådne lykkelige redelig, dunet død. Lille skrøbelige skelet. Vingesvage svæklinge lades tilbage mens andre på træk tripper sol, cool flugt fra frossent hjem realiseres letsindigt. Åh at leve i favne og luske skade, gul er farve for fordækte impulser og jeg får pip af vingeskudte skamløsheder. Det duer ikke ikke at tage den helt ud til ingenting. Smelte og tø og dø. Brænde brænde op på bål og flamme flamme samme selv. Asket askese og spontan genopstandelse og så er man endnu engang grumt fugl Fønix-fucked. Fint fint. Opløst, afløst, indløst"

18 kommentarer:

  1. Det er sgu et flot stykke, mange alliterationer og biller og musik. Hun er også virkelig syg med sproget som, fx Laugesen... ( Den gamle krukke.)

    SvarSlet
  2. PS. biller, borebiller og den slags, der går ind under huden og gnaver ondt...

    SvarSlet
  3. Når jeg går, ikke bare ud, men længere ud, så langt ud, at gud ikke kan se mig, da går jeg sådan som en der kan få kongeblomsten at falme hurtigere end en bog i antikvariatets støvede udstillingsvindue. Ingen forstår hvem jeg er og hvad jeg vil her på skriftens afrokrøllede sti. Jeg køber en is og tæller kalorier i takt med flagspættens hakken. Denne musik er ikke bare øjne på linje men en menu af ordener til de ordløse som jeg søber i mig mens mostrenes sovsekander kalder minder frem i forkrøblede servietter. Murens fald var også et kald til arkaiske sovjetter af pollen i en næse der kun kan dufte de døende men ikke de døde. Filosoffernes sodavandsskrifter falder for stavelseskontrollen og bedstemødre åbner alle grave hvor ingen røgelse eller myrha før har været. Jeg fortsætter ind i sæbens tidstromme og jagter takten sammen med vinstuens allersidste gæst. Her er intet at hente indtil morgenens grød er sat til at boble og jeg lægger det sidste håb på den pensionerede affaldskontainer låg.

    SvarSlet
  4. OK, lad os tage en tur til:

    Fata Morgane,
    eneste toilet optaget
    af ulden blomst.

    SvarSlet
  5. uskarpe
    flaskehalse
    hilser mine
    klæbrige
    bukser

    jeg skal
    kun ane
    at jeg
    støtter
    altanens
    afbrændte
    festsange

    jeg savner
    et frølår
    af høje
    himle

    og den
    frugt som
    kan rumme
    poesiens
    migration
    og løfte
    til luften

    SvarSlet
  6. Smukt! "Løfte til luften!" Sådan noget kan jeg personligt godt lide.

    Små hænder af støv,
    vi holder bryllup sammen
    med de andre på jorden.

    SvarSlet
  7. de vindskæve
    pust rører
    mig mindre
    end de
    puttekristnes
    åg af eksem
    på min ryg
    i en helt anden
    drøm

    en sød fløjten
    i søgelyset
    af den
    politiske
    gødning
    får mig til
    at modsprede
    en indre tavshed
    i bibelselens
    gasarter
    hvor jeg ikke orker
    at holde min måne mere
    og kæler hellere saksen
    og papirets sylte
    af i morgen

    SvarSlet
  8. Hold for gudernes
    skyld de helliges kæft el
    lers er Fanden løs.

    SvarSlet
  9. Tøffende
    droner
    i denne
    hårløse
    verdens
    navlepynt
    som ikke
    brænder for
    noget men
    forfølger
    mit
    potentiale
    som sparker
    mig ind
    i en taxi
    og så står
    den på
    et røgslør
    lige indtil
    jeg sidder
    fast i
    Hvidovre
    hospitals
    svingdør
    hvor en rød
    rød rose
    fortæller
    mig at
    dette ikke
    er indgangen
    til Diamanten

    SvarSlet
  10. Mest misforstået
    er uden tvivl skeletter
    og engles hud og...

    Mest sårbar er sne,
    gadens skælvende stjerner,
    og vor kærlighed.

    Jeg tygger ellers
    godt med præstens gips gebis ,
    når det prædiker.

    Det er ikke for
    sent, sagde den døde og
    roterede lidt.

    Blev endelig så rig,
    at jeg kunne få en stakkel
    til at dø for mig.

    Alle disse sprog,
    der driver ordene herfra
    som vilde hunde.

    Nyt ord i mørket,
    trods månens selvlysende
    protester: daggry!.

    SvarSlet
  11. KAPITALISTENS KÆRLIGHEDSDIGT

    Snart sender
    jeg dig
    en
    regning
    for min
    længsel
    efter dig

    alle disse
    våde drømme
    tømte flasker
    af dyre vine
    og ikke mindst
    vask af sengetøj
    og køb
    af nye sportsvogne
    og racerbåde
    kan også snart
    koste mig en tur
    på den private
    tosseanstalt
    og den er IKKE billig
    min elskede!

    SvarSlet
  12. Det bliver stadig bedre...

    DET REGNEDE ET ØJEBLIK

    Til Inger
    (Inger Christensen sagde engang, hvor vi drak myntete og røg en joint i sidst 60erne... :"Du skriver nu et godt nu...")

    Det regnede et øjeblik,
    men kun på den ene side af træet.
    På den anden side
    rejste skoven forbi
    med sine uforklarede drømme.

    I det samme døde nogen
    i regnpyttens spejl.

    Stilheden,
    den mest almindelige lyd i universet,
    levede derefter videre... Etc. ...

    Og lyden af utilsigtet smerte.

    Virkeligheden holder aldrig en pause.

    Men kaster sine skygger after dig.

    Efter dig.
    Jeg er ingen igen.
    Igen - ingen,
    igen, ingen etc. .

    Nu,
    hvor nogen går forbi,
    og du tæller det
    på hjertet
    og fingrene.


    SvarSlet
  13. Forskergrøn
    fotosyntese
    trompeterer
    i nye kys

    Der er
    ikke så lidt
    energi
    i dine læber

    Jeg slider
    endnu
    en urt
    op for
    den er
    ingens
    bukser

    Brillebetjening
    beder jeg ikke om
    men maniske
    æbler er ikke
    utysker

    Jeg hører
    din fløjten
    og flytter mig
    væk fra
    den visne sol

    Feberringende
    telefoner
    ønsker mig
    en god
    recept
    så min
    blodtrykkende
    glæde bøje
    mine stråler
    ud i hegnet
    hvor drømme
    sendes retur
    og glemmes
    på de renes
    bål

    skabt af
    vores ukolde
    væder

    SvarSlet
  14. Sejrmeldingens
    nys er en arm
    over skulderen
    på skummerens
    blå øjne mens
    kagen bliver
    formet

    Jeg er
    tidens
    cement

    et mønster
    af vandets
    ændrede
    veje lige dér
    hvor
    uglen sidder
    hånfuld
    og sikrer
    sig at han
    er ikke en del
    af dette
    cirkus som
    er en hån
    mod cirkus

    SvarSlet
  15. Husker
    alle somre
    på Stevns

    lige bortset
    fra den

    hvor jeg
    ikke
    var dér

    SvarSlet
  16. Blæreblomstens
    højt dannede
    ikkeblomst
    er en rødskærm
    med falske farver
    og flødekåde
    aamunder med
    misdannede
    millioner som
    han end ikke
    kan styre

    Hvis jeg
    var Arthur
    startede
    jeg forfra
    med den
    smeltede
    chokolade

    og sparkede
    min ørnemor
    ud på
    den gule
    mark

    .

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anonym - dine mange indlæg, går ud fra det er den samme anonym der har underholdt i denne og i en anden tråd - er der tale om karikaturer på poesi, eller det ment som poesi? Eller er det meningsløst at skelne mellem karikatur og forlæg, den ægte vare, POESI, hvis en sådan findes?

      En anden anonym

      Slet
  17. Personligt er jeg ikke meget for det anonyme -i det hele taget - eller at man ikke gør sig stor umage. Det er jo ikke hip som hap, hvad der står, hvis der ikke er en idé med det, om ikke nødvendigvis en "mening".

    SvarSlet