torsdag den 14. november 2013

Hvedekornsaction en masse

både på hjemmesiden, bl.a. om den historiske vingesusen på Hovedbiblitoeket i går
og det splinternye nummer, 3, 2013, der udkommer på onsdag, i anledning af hvilket, der er
oplæsning klokken 20 hos Rosinante&Co i Købmagergade med dette frydindgydende line-up:

Christoffer Thunbo Pedersen

Tamara Nyvang Bredevang Andersen

Anne Mari Borchert

Morten Espersen

Thomas Boberg

Jens Blendstrup'


- og her er gratis en af 1987-debutant Jens B's tekster fra nummeret: 

(Pubertet)
Det forår spirede pigerne bryster
Jeg var rystet
De kom frem som små hårde knopper under trøjerne. Jeg turde ikke nærstudere fænomenet. For jeg synes de lignede knopperne på rabarbere der ikke er blevet passet. Helt vildt hårde, som modermærker der har fået lov at gro for meget
og er blevet grønne. Jeg så på mine egne bryster i spejlet. Der var ikke nogen forandring. Det var de sædvanlige små dutter der blev hårde når jeg puttede kolde teskeer på dem. Måske reagerer piger bare hurtigere på forår, tænkte jeg. Jeg vidste det ikke. Jeg var milevidt fra pigers forår. Jeg havde kun en mor der var pige. Og hun var ikke engang en rigtig pige. Hun var en mor. Og mødre er ikke piger. De er en slags komfurer med lyse stemmer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar