Hassanbattle 1-1

Ingen som helst grund til at sammenligne Hassan Preisler og hans Brun mands byrde med Yahya Hassan og hans Yahya Hassan, bortset fra at bøgerne ca. er de to stærkeste og betydeligste debutbøger i år, og at forfatterne begge to hedder Hassan og er brune i løden (YH har oprindeligt palæstinensiske forældre, HP har en oprindeligt paktistansk (irreligiøs) far og en oprindeligt dansk mor), og at begge skriver om sig selv og deres familie i deres bøger. Så på grund af dit og dat og dut og dot bliver  de sammenlignet hele tiden. Jeg skrev den her tweet, før YH's bog udkom:

For 20 år siden var de stærkeste debutanter Marier. Karen M, Naja M, Katrine M, nu er de Hassaner, Yahya H, H Preisler

I en Kiosk lidt senere sammenstillede jeg dette citat fra YH's jordskælvende Politiken-interview:

  De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på præmieperker-identiteten.

med dette indlæg fra HP  på YH's FB-side:

-->

Kæreste offerperker, tillykke med udgivelsen. Jeg glæder mig til at læse den. Kærligst præmieperker

Hvilket resulterede i dette tweet:

Flot racistisk layout i Kiosken i WA Bøger: Billedet af Y Hassan midt i omtalen af Hassan P, Hip-Hassan som Hap-Hassan

Fast forward til interviewet den anden dag med Pia Kjærsgaard, hvor hun frakender YH's bog status af poesi (se blogpost nedenfor), men roser HP således:

Hassan Preisler er rigtig sjov og dejlig selvironisk. Det er der virkelig behov for. Han tager gas på hele hvordan-har-du-det-mentaliteten. At man helst skal have det dårligt, fordi man har en anden etnisk herkomst. Det er så befriende, siger Pia Kjærsgaard til Berlingske i dag.

Så da YH fredag på Bogforum modtog Den Anden Debutantpris (HP delte Den Første, Munch-Christensens Kulturlegat, med Kristian Byskov) takkede han med disse ord: 

Og tak for prisen, selv om jeg synes, at Hassan Preisler og Pia Kjærsgaard skulle have delt den.

YH og HP optrådte hver for sig og sammen med andre (end hinanden) på forskellige scener fredag og lørdag. Klokken 17 søndag var The Battle ON - selvom det er uklart, om kombattanterne selv var klar over det. I Bogcafeen gik Hassan Preisler på 5 sharp og læste virtuost hvirvlende op til ulav elektronisk leadsagemusik. Jeg stod med ryggen til HP - men vred mig rundt igen og igen - en 50 meter længere fremme mellem de 100'er af publikummer, der stod foran Gyldendals venstre-scene (så vidt jeg kunne se var pladserne fint besat ovre foran HP), hvor først Sissel Bergfjord lavmælt omkringvandrende diverterede med formfuldendte sætningskataloger, sådan nogen havde de fleste vist ikke hørt før, hvorpå Yahya Hassan cool as fuck spankulerede ind på scenen og uden dikkedarer begyndte at recitere digte, både reportage-klare og billed-bombastiske, med tyndslidt, men ubønhørligt manende (snarere end messende) røst, og folk lyttede hyperopmærksomt, som de ellers sjældent gør på Bogmesser. Mens HP Tribini'ede den med en skarp mumlen i baggrunden, der poppede i fokus som en slags reklameindslag for melankolsk-ironisk modenhed i YH's pauser. Og HP's elektro-akkompagnement fungerede lige så fint som troskyldigt robot-skramlet underlægningsmusik for YH.

Så fra min side af den boksering, hvor de 2 Hassaner ordboksede med ryggen mod hinanden, lignede resultatet et smukt og meningsfuldt uafgjort.

 

Udsigt fra Hassan Preislers nakke til min ømme fjernt til højre