For Forfatterskolen, ikke for eftertiden

Jeg har heller ikke læst alle tekster i Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis titel vistnok er FS 25, men mine favoritter i sofabbladrelæsningen er ikke-elev Thomas Bobergs "Den grimme ælling" (kan læses på Promenaden HER, uden kildeangivelse):

Jeg læste bl.a. digtet ”Landskab” op, et abstrakt suggestivt tableau uden tid og sted, Poul Borum sagde:
- Det er vist et andet landskab end dit, Peter (Laugesen).
- Ja, det må man sige, sagde Peter Laugesen bestemt.
Jeg opfattede det straks som en kritik, og følte jeg havde blottet mig på en ubehagelig måde. Efter seancen kom Højholt hen til mig, bøjede sig ned  mig, og hviskede mig i øret:
- Det er mig, der har slået Sarvig ihjel.
Så vidste jeg jo, hvor det her bar hen. Jeg var altså symbolist, senmodernist, abstrakt og patetisk etc., og jeg hadede det hele.
og 1. årselev Solvej Balles Forfatterskolens appalusfri zone", der faktisk handler om hvad tekstlæsning er:

Jeg ved ikke, hvordan en sådan "applausfri zone" opstår, men når jeg husker tilbage til skolens begyndelse, er det klart, at det som regel var noget, der skete i kraft af Per Aage Brandt og Poul Borumsevne til at åbne for en tekst på en måde, så man kunne tage den ind. Måske fordi de kunne se noget vidt forskelligt i teksterne - og så naturligvis i kraft af deres ekstreme nærvær over for teksten både helt ned på detaljeplanet og i de store linjer. Men jeg tror også, at det handler  om, at når frem til en "urscene" (eller urzone) i arbejdet med teksten - et sted, hvor forskellige stemmer og muligheder går i dialog, men hvor der reelt ikke er nogen, der bestemmer, eller ved noget afgørende. Man er ganske enkelt nødt til at lytte til teksten og befinde sig i det rum af muligheder og begrænsninger, den giver - en situation, man kommer til at stå i igen og igen, hvis man faktisk ender med at bruge sit liv på at skrive (i modsætning til at få sig en karriere som forfatter eller blive "professionel", for så skal man jo netop lytte efter applausens brusende toner og agere derefter)

og eleverne og veninderne Helle Helle og Kirsten Hammanns "Billedserie", med klip fra deres skoletids-korrespondance (med pjæk-specifikationer), der bare er alt for hårdt klippet, vi vil have mere, dette ligner en surrealistisk udsøgt lig-leg (på en serviet), hvor HH og KH (blindt?) fortsætter hinandens linjer:

Bræk er lorts fætter
Og hvor er alle piger?
væk under kapslerne på fælleden
væk som
servietten suger blækket perfekt
og væk som når man skriver
med en pen,
som i virkeligheden er en
dryppende (overstreget)
kold hane lige ned i hjerneskallen
HVOR ALTING FLÆKKER OG JEG KAN NÆSTEN SE
DIG I SPRÆKKERNE LØBE FORVILDET I SLAGETS NU
SKRIDER VILDT FORSIGTIGT FRA SPRÆKKENS KANT TIL DYB I VOKS
OG HAN AFFRYRER FIRE SKUD I FISKENS GAT OG SI'R: MAN KAN DANSE
MENS MAN GØR DET; RYTMEN GÅR LIGE I NYRERNE. SANGEN ER
SYDHAVNEN PÅ EN SØNDAG AFTEN

og elev Ursula Andkjær Olsens "Før og efter", hvor hun beder tre udgaver af sig selv besvare det samme spørgeskema, her 3. omgang:

Spørgsmål til efter, anno 2012 (du behøver ikke at besvare alle spørgsmål lige grundigt):

21 Hvad forstår du ved skønhed? Det forstår jeg ikke.

22 Hvilke fem ord på dit modersmål kan du bedst lide? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

23 Hvad synes du om dialog? Ja, ja, det er da klart.

24 Hvad får ordet "økonomi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

25 Hvad får ordet "økologi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.

26 Havde du et hemmeligt sted, da du var barn? Hvor lå det? Hvad brugte du det til? Jeg tegnede det, sagde jeg. Tegnede. Magnolier og alfer. Slemt. Heldigvis tegnede jeg også Simon Spies' morgenbolledamer, som jeg synes lød ret spændende (mere spændende end Simon Spies selv, tilsyneladende). Jeg fandt også en med en pige med et dødningehoved på en pind. Det hjalp lidt.

27. Hvis UAO12 var et dyr, hvilket? Female. Pattedyr.

28. Hvis UAO12 var en plante, hvilken? Kødædende. Håber jeg.

29. Hvad synes du om bogen Havet er en scene? Havet er en penis. Penis er en scene. For lang og alligevel for blød. Bogen, mener jeg.

30. Hvordan var det dengang? Hovedet ned og benene op, for det meste. Jeg var meget optaget af det patetiske. det er jeg blevet igen her for et par måneder siden.

31 Hvad skete der med dig undervejs? Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes der skete det helt store. Men både før og undervejs og et godt stykke tid efter var jeg jo nok i gang med et eller andet emancipatorisk projekt, nicht wahr, det stod bare på lidt endnu, altså, også efter skafotterskolen.

og eks-rektor Niels Franks dybt sukkende krønike om ikke så meget skolen som ham selv i selvtredjde og hans ulykkelige, ufrivilligt forløsende polemiker-karriere, "Glade dage?" (delvist optrykt som Politikens kronik i dag):

Hvem der underviste hvem, stod snart uklart, jeg sugede lige så meget til mig, som eleverne gjorde, og følte ofte, at jeg skulle tage mig fandens godt sammen, hvis jeg ville følge med, når de rullede deres talenter ud. Den fornemmelse delte jeg langt hen med de andre undervisere, er jeg sikker på, men efter et par år gik det pludselig op for os, at skolen måske nok sydede og kogte i det indvortes, men der kom ingen bøger ud af det. Vores talenter udkom ganske enkelt ikke. I tilbageblik var det her, jeg endte med at kaste mig gennem den flammende ring. Undskyld det noget dramatiske billede, men sådan føltes det. Sådan føles det.  Det begyndte med, at Harald Voetmann en dag kom og viste os et afslag fra Gyldendal, der havde bedt Harald om at indsende et manuskript, efter at forlaget havde læst nogle af hans tekster i antologier og aviser. Opfordringen var jo glimrende i sig selv og et flot udtryk for, at forlaget holdt øjne og ører åbne over for nye talenter. Men nu stod Harald og viftede med sit afslag, forbløffet, vred, for i brevet fra forlaget hed det, at han var for litterær (med dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget«, forudsat han altså troede, en sådan fandtes. Jeg tror, alle på skolen uden undtagelse læste det afslag, og blandt underviserne gik der i det samme noget op for os, for nu forstod vi jo, hvorfor den indvortes intensitet ikke var slået igennem i det udvortes. Jeg mindes svagt, at vi blev enige om, at jeg skulle skrive en artikel om miseren, og jeg skrev en vældig ophidset smøre til Berlingske Tidende, hvor Søren Kassebeer længe havde tryglet mig om at skrive et eller andet polemisk. Det kom så nu. Oktober 1999.