Leonora kan ikke læse (PARENTESER)

Min kære kollega Leonora Christian Skov var mange timer i gårs aftes helt oppe i det skorøde felt på sin Facebook-profil over den blogpost om Politikens nedskæring af smalle titler, jeg skrev for et par dage siden, og som måske lige manglede det 'alt'  foran og det 't'' i enden på 'uambitiøs', som jeg nu har tilføjet, i at være komplet tydelig, men det er nu alligevel imponerende, som Leonora indigneret misforstår min pointe - der er at Mette Pryds Helle (som alle (mine faste læsere) ved, jeg primært, også forklædt som Liv Mørk, går ind for) og Leonora, ud i egen formening, skriver litterært ambitiøs krimi/genrelitteratur og derfor rent logisk (fordi hvem ellers?) er i fare for at blive fyret af deres forlag:

Hvilke smalle titler? Udover titler af Grøndahl, Pryds Helle, Leonora CS (der vel ikke betragter sig selv som smalle)? Bare alt ukriminalistisk (men Skov og Pryds vil også være kriminalistiske, så bare alt litterært uambitøst) og ikke-kändis-signeret børnelitterært (...)

Men her er Leonoras opdatering på FB, plus tre af hendes opfølgende kommentarer, mellem 54! andre (imens var jeg ude at spise i vietnamesisk gadekøkken og se den perfekt 70'er-retro-spændende Argo sammen med min søn, et langt fornuftigere spild af tid): 

Hold da kæft, hvor er jeg træt af at have så ukollegial en kollega som Lars Bukdahl. Jeg er med på, at vi har forskelligt litteratursyn, og jeg er også med på, at Lars Bukdahl ikke kan lide mine romaner, selv om han ikke har læst dem. Men når man skriver for samme avis, er det mindste man kan gøre, da at tage sine uenigheder i spalterne, frem for, som Lars Bukdahl ynder, at sidde og fedte med sine perfiditeter om mig på sin blog. Hvad fanden ligner det her?!

(...) Jeg bliver bare så forbandet over det her, fordi Lars Bukdahl bliver ved at forsøge at underminere mig på sin blog, både som forfatter og som anmelder. Jeg læser ikke selv bloggen. Det er min kæreste, der læser den, og jeg ville ønske, at hun ville holde op. Jeg er totalt mystificeret over hans skriverier.

Jeg ville synes, at det tjente Lars Bukdahl til langt større ære, hvis han f.eks. skrev, hvad han mente om mig, i avisen, eller sørgede for at tagge mig, så det ikke ligner perfid bagtalelse. Det er kujonadfærd, i mine øjne, og jeg har ikke et gram respekt for det

Ja, jeg synes egentlig, at det er perfidt at kalde min litteratur for uambitiøs, og ja, jeg synes, det gør en forskel, at vi er kolleger. Bemærk f.eks. at jeg ikke udtaler mig offentligt om Lars Bukdahls evner som hverken forfatter eller anmelder, selv om man må sige, at jeg har haft alle muligheder for det. Jeg mener sagtens, at man kan have offentlige meningsudvekslinger med sine kolleger, men det forekommer mig at være katastrofal mangel på stil at gå halvoffentligt ud og underminere hinandens arbejde.

Altså en gang til for Prinsesse Elisabeth: JEG HAR IKKE KALDT LEONORAS LITTERATUR FOR UAMBITIØS (sjov nok har den første kommentator forstået mig rigtigt, men bliver korrekset af Leonora, hvorefter hun, kommentatoren, ikke kan holde op med at nedgøre mig). Og hvor ved hun fra, hvor mange af hendes bøger, jeg har læst? Jeg har anmeldt hendes første bog og læst de to følgende, men ikke den seneste, og jeg bryder mig rigtignok ikke om de tre, jeg har læst, og det kan jeg virkelig ikke se er ukollegialt eller stilløst at udtale mig om, selvom jeg altså ikke gør det i blogposten, men jeg gør det vistnok i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsbog (lad mig lige undersøge, jo sørme: "Leonora Christina Skov (en forfatter og kritiker, jeg ikke beundrer særlig meget, som forfatter)"). Og Leonora har da masser gange, i HELE kommentarer, udtalt sig om mine evner som kritiker, og godt for det, fordi så har jeg hver gang kunnet svare, og selvom hun sjældent (eller aldrig) har svaret igen, har det da lignet en kritisk debat (og det ville helt ærligt glæde mig at høre, hvad hun mener om min poesi, også fordi hun da vistnok ALDRIG har anmeldt en digtsamling, sig endelig frem, søde!), og selvfølgelig udtaler jeg mig gerne her, i bloggen, og dér, i avisen, om hendes evner som kritiker, for kritik er ligegyldig, hvis den ikke er diskutabel og diskuteres (hendes bøger er jeg mindre interesseret i og optaget af, fordi de hverken på godt og ondt spiller en central eller tydelig rolle i dansk litteratur (JC Grøndahls bøger spiller på ondt en central og tydelig rolle, derfor disser jeg ivrigt dem)) - men det er sgu da utroligt, at en kritiker, der (med rette) gør en ære i at være bramfri og fandenivoldsk, bliver sådan en bly viol af en kritikkens Emma Gad, når det er hende selv, der står for skud (selvom hun i dette tilfælde faktisk IKKE gjorde det), en skallesmækkende mimose kalder man sådan en personage. Endelig er en blog i mine øjne og min praksis (med i snit 700 læsere hver dag) ikke en disse mindre offentlig eller mere bagtalende end en aviskommentar, men i hvert fald er FB-opdateringer langt mindre end halvoffentlige og et underligt semi-privat (og ukvalificeret - jf. de ret mange ret uartikulerede kommentarer) rum at hidse sig op i. Hvorfor, Leonora, kan vi i alle kritiske og litterære offentligheder ikke diskutere alt, vi foretager os litterært og kritisk? Hvorfor klynke, når vi kan og skal klonke? Og her klinker jeg gerne skårene fra den vase, jeg IKKE smadrede i hovedet på dig.