Peter Laugesen Pladsen

Hvad venter alle disse mennesker på? Det hedder Peterspladsen, så de venter vel på Peter Laugesen, der er på verdensturné i anledning af sin fødselsdag. Men han ligner altså ikke digteren fra Brabrand, den dæmonisk smilende, ældre herre dresset op i hvidt, der på larvefødder kører gennem mængden, mens han vinker vinduesviskeragtigt med sin højre hånd, han ligner en mølædt, forkælet puddel mæt af dage og for træt til at gå og bide, hvis anti-Skt. Peter, der må være taget videre til Pisa, tilgiver mig en ondartet hundemetafor.

Jazzy Pejk

(fra Language-klumme i Herald Tribune (/New York Times)

One hundred years ago, a hard-throwing but erratic minor league pitcher named Ben Henderson was getting ready for his opening day start for the Portland Beavers against the Los Angeles Angels. Henderson had pitched well for the Beavers the previous year, but he began this 1912 season with a wel--earned reputation as an unreliable drunk.
  Henderson gave a Los Angeles Times reporter a preview of what he had plannet for the game. "I got a new curve this year," he explained, " and I'm goin' to pitch one or two of them tomorrow. I call it the jazz ball because it wobbles and you simply can't do anything with it." The headline for the item, from april 12, 1912, was simply "Ben's Jazz Curve".
  Henderson lost that game, and he was soon out of baseball entirely. But we may owe debt of gratitude for his wobbly "jazz ball". In a relatively recent surprise for etymologists, the latest historical research has located this quote as the first known use of the word "jazz" - which in a few short years would bounce from the nightclubs of Chicago and beyond. Ultimately, it would become the name for distinctly American music - and a term som monumental in its impact that The American Dialect Society in 2000 named it the Word of the Century.

(og i samme nummer er der et interview med billede med vores egen New Yorker og jo en fin (ikke kun (som om det ikke var nok) google)digter i sin egen ret PEJK MALINOVSKI om hans East Village Poetry Walk "Passing Stranger", link her):

ON 12th Street between Avenue A and First Avenue in the East Village, there is an empty lot, a dusty, fenced-in patch next to a school playground. On a recent sunny afternoon, some children were tossing around a baseball there, beneath two wildly flowering cherry blossom trees, oblivious to the history around them.

Read more articles in this week's Metropolitan section.

Multimedia

Connect with NYTMetro

Follow us on Twitterand like us on Facebookfor news and conversation.

Enlarge This Image

William Burroughs, via Allen Ginsberg/Corbis

CONNECTION Allen Ginsberg in 1953.

Readers’ Comments

Readers shared their thoughts on this article.

• Read All Comments (18) »

Though the precise location is lost, this was apparently where Lorenzo Da Ponte, the Venetian opera writer, was once buried. Da Ponte wrote the libretti to Mozart’s “Don Giovanni,” “The Marriage of Figaro” and “Cosi Fan Tutte,” among others; he iscredited with helping bring Italian opera and literature to America. He died in 1838, at age 89, after a colorful life that, in its way, prefigured the many striving artists who followed. Not that you’d know that now.

“I love that this has no sign of him — so unsentimental,” said Pejk Malinovski, a Danish writer, translator and poet, standing at the fence with a cigarette. Across the street, Mr. Malinovski pointed out another undesignated landmark, an apartment where Allen Ginsberg lived in the 1970s. It was a rough block then, and Ginsberg had a fourth-floor walk-up with a broken buzzer; when friends came by, he would throw his keys down in a sock. The building, at 437 East 12th Street, has a long history as a home for writers.

“It used to be called the poet’s dorm,” Mr. Malinovski said. “There’s still a lot of poets who live there.” The writer and musician Richard Hell is among them.

Mr. Malinovski, 35, a transplant from Denmark by way of London who has lived in New York since 2003, is behind a project that unites Da Ponte, Ginsberg and Mr. Hell, along with other downtown creative lights.

Billed as an East Village poetry walk, the project, “Passing Stranger,” is a site-specific audio tour that guides listeners through the history of the neighborhood’s interconnected writers and shakers, with interviews, archival recordings and recitations of poems. Narrated by the filmmaker Jim Jarmusch, with music by John Zorn, it is a literary and geographic keepsake, a portrait of a bohemian community that still resounds.

On April 15, it will officially make its debut with a reading at the Bowery Poetry Club, the last stop on the tour, but the guide is already available as a free MP3 ateastvillagepoetrywalk.org. Listeners can download it and stroll through the tour anytime (or just imagine the sights mentioned from their couches).

Hjemsøgt af pardannelser

Dalis par med hovederne i skyerne, det hedder dobbeltbilledet faktisk, på den pludselige og prægtige (en velo med signatur!) retrospektiv i Complesso Monumentale:

Og så da vi skulle tilbage til vores lejlighed i aftes var gaden spærret af et filmhold, der råbte og skreg på filmholds-italiensk, indtil de pludselig blev helt stillle, og et par trådte ud foran kameraerne og kyssede hinanden dybt og inderligt italiensk, indtil de ikke gjorde det længere, og kvinden låste sig ind i en opgang, og manden vendte sig om for at gå, og så råbte og skreg filmholdet igen, og gaden kunne atter passeres.

Veni Vidi Venue

Står højt oppe på Colosseum og tænker bare på hvor fedt og aldeles passende det ville være at udøve Litterær Hypnose her.

Turistattraktivt

Peter Pantheon

Trivifontænen, nej Treofontænen

Bogforum Romanum

Coloenormsseum

Forhistorisk fremtidslejlighed

Vi er installeret i meget sær og avanceret lejlighed i 1300-talshus med originale, stenede buer og to nøjagtigt spejlvendte trapper op til to nøjagtigt spejlvendte, inkl. bad og toilet, soveværelser med højdeskrækkeligt glasgulv - det ligner noget fra en sci-fi-film fra 1967, der handler om 1987, med soundtrack af Air, selv om de knap nok var født endnu i 1967, men i 1987 til gengæld var de unge mænd på vej frem.

Og så af sted til Rom

MOR jer mens far er væk!

Ib Michael er en fiktion!

Aprilsnar! For jeg så ham i går til Laureat-fest og han så kun kun alt for virkelig ud, især da han tog ordet og læste en sexscene (med 1 metafor) op fra Dette burde skrives i nutid, det havde jeg gerne være foruden, modsat resten af den fornemme festivitas (Mikael Bertelsens live-opkald til Helle Helles dansklærer, Inge Lise, Helle takketale med indlagt festsang til boghandlerne, Nikolaj Nørlunds mini-koncert og alting), nej, miseren, indenfor og udenfor bøgerne, er nok snarere, at Ib Michael tror, at hans fiktioner er Ib Michael, den slags ender altid galt.

Farvel til møntvasken - en blues

(skrevet under den sandsynligvis sidste møntvaskvask (af hvidt og lilla/lyserødt/orange/brunt), men før den sidste -tumbling, den bliver alt for vemodig)

Farvel til støjmuseet (rrrrrrrrrrrrrrrh, drrrrrrrrrrrrrrrrh, hviiiiiiiiiiiih)!

Farvel til lyriklæsekammeret (1 digtsamling = 1 vask eller 1 tumbling)

Farvel til medmenneskevarmestuen (men hvor forsvandt bumserne pludselig hen?)!

Farvel til den arm- og benløse tyveknægt (utallige enkroner, tokroner, femkroner, tikroner, tyvekroner nolet)!

Farvel til New York-filialen (alskens folkeslag stressende forbi)!

Farvel til actionkulissen (dengang jeg reddede en vranten bums fra at få tæv af to oppiskede teenagere, som derpå truede med at vende frygteligt tilbage, hvilket politiet nægtede at forholde sig til, da jeg smådesperat ringede, og så vendte de tilbage, teenagerne, med bekymrede forældre på slæb gudhjælpeme, og så hørte bumsen ordet 'politi' og styrtede væk, og den historie bliver jeg aldrig træt af at fortælle)!

Farvel til readymadeskatkammeret (de faste skilte, smukt kalligraferet blåt på hvidt, "Vasken er/ færdig når/ indikator-/ lyset (i drift)/ slukker", men hvorfor blev opslagstavlen fjernet?)!

Farvel til Dan Turèll-mindestuen (det ER møntvasken i hans beat-digt, ER, ER, ER, ER!)!

Farvel til vaskevejledningskontoret (gør det, do that)!

Farvel til dobbeltudsigtspunktet (til Tullinsgade ad det ene vindue, til Gl. Kongevej ad det andet)!

Farvel til det gådefulde rum (hvor leder den blå dør for enden af møntvasken hen, og hvorfor er den placeret 10 cm. over gulvet?)!

Farvel til fjernsynsstuen (rundt og rundtheds nådigt meningsløse hypnose)!

Farvel til det blå rum med de hvide maskiner (rummet er blåt, maskinerne er hvide)!

kærlig hilsen en om et øjeblik forhenværende "vaskende kunde"!

Klip fra en hemmelig HH-bog

(fra Festskrift til Helle Helle, redigeret af Louise Kønigsfeldt og udgivet af Samleren og udleveret til gæsterne ved den festlige Laureat-fest i går og ikke til salg, uretfærdigt nok)

Jeg drømte at jeg drømte
at du drømte om mig.
Men det var mig der så dig:
Dit askeblonde hår slået ud
i en krave af lys

(fra Naja Marie Aidts tekst)

Jeg kunne trygle og bede, jeg kunne aldrig tilgives. Kun, måske, hvis jeg fødte et meget højt barn. Jeg så på damerne og sagde: 'Sidste scanning viste at barnet er ekstremt langt, det må nærmest ligge dobbelt. Jeg er blevet anbefalet at ryge lidt for at holde væksten i skak.'

(fra Christina Hesselholdts tekst)

Hos Helle Helle er sætningen mindste enhed. Der noget urokkeligt i dens konstruktion. Ingen af sætningerne lader til at være skrevet for at bære noget andet frem: Ikke en forelskelse i et løjerligt ord, ikke en idé om en anden sammenhæng end det, der leder frem til den næste sætning,
  En streng af sætninger udgør romanerne

(fra Dennis Gade Kofods tekst "Tre tanker om Helle Helles romaner")

Helle Helles skrivemåde og -stil matcher i sjælden grad hendes fremtræden. Elegant, tjekket frisure, velklædt. En lækker sild, som, vi siger på Falster, men absolut af gourmettypen.

(fra Bent Vinn Nielsens tekst "Elegance og kolbøtteøl")

Kan det være noget jeg har drømt? For Helle husker alt, også nogle af mine drømme. Der er ting fra min barndom, hun husker bedre end mig., selv om hun ikke kendte mig dengang, og hun husker 90 % af alle de pinlige ting, jeg har gjort og lykkeligt fortrængt. Hun kan huske, hvad jeg har fået i bibliotekspenge de forskellige år, og hvordan min stemme lød i telefonen, da jeg havde mødt en mand, men ikke ville sige det endnu. Det er en anden af Helles spidskompetencer, telefonstemmefortolkning, hun ved, hvordan ens humør er, før man selv ved det.

(fra Kirsten Hammanns tekst)

Ned til hundene, står der uden på den bog hun selv kan komme til at skrive dér. Inde i den siger de hele tiden 'ud til hundene'. Kun en enkelt gang siges der 'ned til hundene', og det er af hende med den forsvundne lottokupon. Tilfældigvis, det siger sig selv, og så meget desto mere gådefuldt. Nå, kan man så sige, for ikke at sige for meget. Det vipper alt sammen højst inciterende på kanten af en krummeluret art vulgaritet, og det må det hellere blive ved med. Det er dér forfatteren får fingrene i sin skrift. Det er forfatteren Helle. Hun skriver om, og i og med, en uendelig skrøbelighed i hver af os og i den verden vi med ord og hænder og hjerter stræber efter trods alt at holde lidt sammen på. Og hun dedikerer dette vitale stræb, og en forløsning i al foreløbighed, til læseren,. og det både lyser og bevæger dybt.

(fra Jens Smærup Sørensens tekst "Realistisk magi")

Vi mødtes i Amsterdam,, og jeg så dig gå over en bro. Du var i en smuk, sort kjole med et langt snehvidt tørklæde slynget om halsen, og så svævede du i stiletter. Hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg ikke. Man kan humpe, vralte eller ligefrem snuble. Men du svævede helt ubesværet over en hollandsk bro belagt med små knudrede sten.
  Samme ynde og lethed synes jeg, der er over dine personer. De larmer ikke. Men de bevæger sig. De kan slet ikke bo i en bog. De river sig løs og kommer en i møde i kedeldragt på vej ned til hundene, med en rullekuffert på vej ud af ægteskabet, i et par ægte Levi's fra Bilka eller i et impulskøb af et par støvler, der gnaver, så man også må købe plaster.

(fra Dorrit Willumsens tekst "Kære Helle")

Frikadeller (MMSFPEP s. 22 (med hår), RP s. 11 (fugleflugtsfrikadeller), s. 49-53, s. 90 (med brun sovs), s. 117 (med rugbrød), s. 127, s. 133. NTH s. 141 (forstegte)

(fra min tekst: "HH-KOGEBOGEN: En madpyramide på højkant", en komplet fortegnelse over mad i HH's bøger)

Vi antog, og mon ikke jeg prøvede at at få manuskriptet større? Nej tak. Og mon ikke jeg prøvede at få sat den fordømte genrebetegnelse på omslaget? Nej tak.

(fra Torben Madsen tekst "Begyndelsen")

Hvor kosteligt! Og hvor trist. Og hvor storartet skrevet.

(fra Niels Franks tekst "To mails om Dette burde skrives i nutid)

Min oldemor Hedevigs sølvring (en G-nøgle på et blad, jeg elskede den, Hald)

(fra Pia Juuls tekst "Smykketabsliste")

Og så af sted til Toldboden

For at fejre Helle Helles Laurbær, lad os se, hvor mange gange jeg kan nå at skrive Helle, inden taxaen kommer, det kommer til at ligne, skriver jeg nu taxaen er ankommet, et meget forfinet og lidt galsindigt strikketøj:

helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle helle

Spektakulært formørket Jensbog

Lige om lidt udkommer Jens Blendstrups og Lars Gundersens gavebogsstore og farve- og s/h-strålende Berlin - Øjenvidnevariationer, der har været mange år undervejs, og mon ikke visse læsere forventende 2 værelses med lykkelig udgang II vil blive overrumplet af tekstens neddæmpet hårde og sorte tekster om at leve i Tyskland under Hitler? Igen og igen undlader Jens helt at billedskrue og -finurliggøre blendstrupsk, hvilket virker meget voldsomt på i hvert fald denne ur- og ærkelæser, og når han så faktisk ikke kan lade være og atter forvrider umiskendeligt, virker det på baggrund af ufinnurlighederne endnu stærkere, fordi det virkelig frygtelige åbenbart ikke kan siges klart, men kun i en smedejernsforvridning; jeg er sikker på, at det er en betydelig og vigtig bog i forfatterskabet, netop fordi jeg blev så forskrækket og rådvild og utryg af at læse den, af den tyste gru, den emmer af, her er 5 tekster i sekvens ca. midt i bogen:

Der opstod tendens til at søge kærester med mindst mulig personlighed. jeg var 18 da jeg traf min Hildegard. Og til at begynde med var vi nødt til at gøre det helt klart for hinanden, at vi ikke under nogen omstændigheder ville have nogen træk der stak ud. jeg fladt ikke for Hildegards skønhed, jeg faldt for hendes nærmest ikkeeksisterende ansigtstræk. Hun var som en sten på en strand, helt slidt fri for træk. Glatheden var så beroligende. Nogle gange da forfølgelserne var værst, tog jeg mig selv i bare at sidde og ae min Hildegards glatte, glatte ansigt.

Min farfar lavede en stol af deres plomber. Vi vedblev med at sige De til dem, også da de blev til undermennesker. Der er jo ingen grund til at være uhøflige. 

Det var som om hver eneste vinter bragte nye statuer med sig. Når bladene faldt, kom rædslerne til syne.

Jeg kan lige så godt indrømme det. jeg gennemskuede hele lortet. men da ondskaben bredte sig, blev det for farligt. Jeg valgte at tage brillerne af. Naturligvis var det ikke i orden, det de gjorde mod nogle af vores medborgere. Jeg var mange gange ved at skrive et læserbrev. men da det kom til stykket, lod jeg være. der var jo ikke nogen grund til at blotte sig. Man bliver så let til grin.

Du må forstå at det var frygt for kommunismen der tvang os. Det var også kommunisterne skyld vi angreb dem. de havde nogle kolossale hære der hele tiden stod og pirkede til vores grænser. det var utåleligt. Almindelige mennesker kunne ikke sove om natten, Der var denne enerverende nynnen ved vores hoveddør.

2 barrikader

1.
De kæmpe kasser fulde af byggematerialer (til bryggersskab) der står stablet op i stuen midt mellem tv-sofaen og fjernsynet.

2.
Den mælkekarton (letmælk), jeg stillede på et trappetrin halvvejs oppe, fordi jeg havde glemt at tage avisen med.

Som en flækket Paul Smith-sko

Min hæl skoggerler en sort, vergilsk latter til dem, der har valgt min fritgroende tå fra.