3-4 tårne (2 Jørgensener)

1893-94 (og - billede 2 - til stadighed på Frederiksberg)






1989 (ved Per Kramer)




2017 (ved Maria Wandel)

Malstrøm i en suppedåse

Om Hans Otto Jørgensens rast- og nådesløse pragtværk Revolutionær, der bærer hele to genrebetegnelser

En Andy Warhol-komposition

&

Monsterroman

- som begge er lige rammende, og som læseren, denne læser, med en vis sandsynlighed sådan cirka selv ville have foreslået

Bogen er denne sæsons rigeste hybrid ved siden af Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som den også ligner ved sin pænt systematiske, typografisk markerede organisation af stemmeflerheden (der er så ikke billeder hos Naja, der ER billeder hos Hans Otto).

de 2 gode, glade anmeldelser bogen har fået, Mikkel Frantzens i Politiken (5 hjerter - NEMLIG (mindst!)) og Solveig Daugaards i Information, er begge opmærksomme på og peger insisterende, men flaksende, på, hvor meget bogen henviser til og Warholsk genbruger/citerer og simpelthen KANNIBALISERER tidligere Jørgensens-værker.

De væsentligst, ivrigst udpegede/udnyttede/familiære værker er:

FLUEBOGEN under insekternes fordi 1972-1976
 - udgivet 2007 (og præmieret med Bukdahls Bet - den Smalle Litteraturpris), udvalg af ungdomstekster/-tegning-tekst-hybrider, den lille flok af uroligt poly-typografisk opsatte sider i Revolutinær viser tilbage til FLUEBOGEN, flere småtekster fra FLUEBOGEN optræder verbatim i Revolutionær, blandt andre denne poetologiske formel/aforisme:

"atomisme/ = ET HELHEDSSYN/ utilregnelighed/ = STIL"

Tårnet, 1989, Indianeren, 1991
- debutroman og roman nr. 2, introducerer persongalleriet omkring 70'er-kollektivet Tårnet, Indianeren (noget af et alter ego), (Miss)Molly (som Indianeren er kæreste med/ forelsket i), Jimjim, Onkel Dyrenam, Lonny m.fl., der går igen i to af de faste, gennemgående serier i Revolutionær (som de andre faste serier opkaldte efter Warhol-værker/serier/film (i FLUEBOGEN lyder en tekst bare (med navnet kunstigt håndskrevet): "TOTAL/ ANDY"), "Velvets banan", hvor de bare ter sig, stener og elsker og driver omgang med diverse, særligt litterære helte og heltinder, Edgar Allan Poe, Emily Dickinson, J.P. Jacobsen med mange flere, og også, som citeret i blogpost nedenfor, selve Andy (meget ligesom i novellen "Venner for livet" i Hids jer ned derhenne og lad dværgen komme forbi, 2014, hvor det er forskudt selvbiografi, der helte-befolkes) og "Flesh", der er længselsfulde, anekdotiske breve fra Indianeren i Tårnet til den fraværende MissMolly - plus "Brillo", en sen, mindre serie, der placerer Indianeren og co. vistnok cirka nu, med hårde glimt af breaking news

Molly, 2000
- roman, der genbesøger Indianeren, (Miss)Molly og co., indledningskapitlet "Jens Thorstensens andet liv" om Tårnet-naboen, landmanden Jens T, der pludselig og pinligt nok pludselig bliver gravid, gentages verbatim under samme titel i Revolutionær,, hvilket er den 3, gentagelse i forfatterskabet af det stykke tekst, som nemlig også optræder som selvstændig novelle, under samme titel, i Mænd fra samme år, 2000

Hestenes øjne, 2008, The Factory (Warhol-titel, hans legendariske hovedkvarter i NY, forbillede for Tårnet), 2010, Sæt Asta fri,, 2010, Strange days indeed, 2012
- erindringsroman-kvartet  (bag den, med fiktions-slør, fremfor l alt Nåden, 1996, og Ida og Axel-trilogien, 2001-2007), den forholdsvis sene serie "Campbell's Soup" i Revolutionær taler direkte om alle (velkendte) centrale traumer og familiemedlemmer, mest hjerteskærende forsøger HOJ-jeget at erindre faren omsorgsfuld, men det vil bare ikke lykkes, bedstefaren til gengæld besynges smukt og søsteren, alt for tidlig død af kræft, hjemsøger stærkt

Den bronzefarvede kalkun, 1993, Æsel her, 2001, Hjort eller hare, 2002, Ålen har englelyd, 2006, delvist Hjernens egen store hund, 2009, delvist Springer, 2013
- den såkaldte Kalkun-serie (lutter dyretitler) med kortprosa, til tider ultrakortprosa, lynfortællende, lyrisk-hermetisk, i senere bind også konceptuelt-satirisk, serien "Den elektriske stol" i Revolutionær, hvis småtekster nummereres løbende frem til 116 (lige præcis ikke 117), er skrevet i forlængelse af kalkun-serien, der kontamination fra de øvrige serier: hele første afsnit er indianer & co.-befolket, og søsterens historie (især hendes dumme eks) kommer også flere gange ind over, mindst én intern føljeton etableres, om en vis Jeff, masser af portrætskitser og sentenser, den her er blandt bogens (både livsfilosofiske og poetologiske) refræner:

"vær aggressiv.       kridt støvlerne        elsk"

- en sen serie i Revolutionær uden umiddelbar forfatterskabs-forgænger er "Beautiful flowers", et landsby-kor  á la Dylan Thomas' Under Milkwood bestående af naboer til Tårnet, inkl. Jens Thorstensen, taler i munden på hinanden om deres døde og levende (bogen kalder det en "stafet"), en skarpt mumlende, formel nyskabelse i forfatterskabet -

- så er der i Revolutionær teksterne/afsnittene udenfor serienummer, med elementer, både formelle og indholdsmæssige, fra alle de ovenstående (den første serie, "Den elektriske stol", sættes i gang på side 51), klarest og tydeligst skiller nogle lyriske afsnit sig ud, langdigts-flimrende og kortdigte-strenge, men også et stort, udskridende poetik-afsnit, "Bloddryppende skrift - poetikker", et citat derfra, der underfundigt nok opfordrer til at læse forbi de mønstre, jeg her optegner:

"ATLAS
Man kan med fordel anskue teksten skulpturelt (fordybelse) er overvurderet, Man kan kravle op i toppen, man kan gå hele vejen rundt om den. Kroppen er vigtig.

Men der er også flade skulpturer, som ikke gider være skulpturer, som næsten ikke er til at få øje på (fx Ib Braase), som mere ligner spor. Jeg er optaget af at kunne skrive som Braase.

Man kan med fordel anskue teksten som et net, vi hæfter os ved skæringspunkterne, her er en koordinat, her og her. Man begejstres for hver enkelt af dem, men nettet er også et fængsel. Forudsigeligheden er triviel, man har fornemmelsen af at blive kvalt. - Jeg interesserer mig for det, der ligger uden for net, væk fra familien, som der ikke kan nyttes an til på anden måde end ved denne horrible kendsgerning, at det findes. Som krimskrams, behåring."

- således celebrerer og praktiserer Revolutinær både forfatterskabets tvangsmæssige gentagelser af miljøet, scener, personer (faktiske og fiktive) i en insisterende samtidighed (synkron polyfoni, polyfon synkronicitet)) OG digressiviteten, overfloden af overflødige fabuleringer, refleksioner, iagttagelser, fikse ideér, écriturens doodles - en central dobbelthed, som helt fysisk opleves i læsningen, er netop genfærd vs. nærvær, nogle gange er genfærdene de mest nærværende gæster, sorgen ikke mindst livlig, der er ingen ende på den forbandet skønne bog, men lad mig slutte blogposten med dette deciderede DIGT signeret prosamesteren:

"DE DØDE

Min søster kryber sammen
den indsprøjtede kontrastvæske har afsløret end dø fugl bag det venstre øre.
Hver gang jeg kommer tilbage er der nyt.

De døde møder troligt nok
til sølvbryllup eller rundt fødselsdag i hallen,
de ler uhæmmet af en bemærkning fra sidemanden,
trækker kammen gennem håret
og vasker pligtskyldigt hænder på toilettet

De spiser de obligatoriske tre retter mad,
der er ingen levninger på tallerkenen,
men indimellem - i rygepauserne
under talerne eller afsyngelse af de omdelte sange -
rejser de sig og slingrer pludselig ud.

Træerne glimter af regn,
vejen er rød af blade i bilernes lygter,
min søster i døren, stum og frysende som en engel."



- Braase-værk, ligner Revolutionær meget godt

Kristian blond (Beundrer mig hæmningsløst!)

(jeg anmeldte kritisk i WA Bøger fredag den nye portrætbog om Jørgen Leth, Andreas Fugl Thøgersens Jeg har lyst til at vende tilbage til alting, men fremhævede citaterne fra Leths notesbøger - dette er nok det skønneste, et hvirvlende cv dernedad; ved siden af notesbogsnotat er genren vel (igen og igen) liste:)

Optegnelser i i sort notesbog fra Moleskine (uden dato):

"Skifte sted. Frygt!
Stor dreng nu. Engang rynket og lille
Ann i blomstret kjole. Stine med tindrende smil
Spanien, klapvogn, frigiliana
Schlegels Allé
Solsortevej
Galgebakken - nyt liv, ny glæde, ny smerte!
Bevægeligt sind
Trods
Næste levende billede
Amerika
Kigger på eventyr
Hotel Oloffson - pool - brødre
Smoking - Oloffson. Beleque med butterfly
Kristian blond
Flere hummere på stranden
Vodou, madame Nerva
Istedgade, Karoline
Møbelsnedker på stranden (brudeseng?)
Valgte det øjeblik!
De fem benspænd
Venedig skar mig i hjertet
Du har jo alle scenerne!
Inspiration, holde mig til ilden, få skældud
Beundrer mig hæmningsløst!
Helikopter!"



- terrasse på Hotel Oloffson

Portræt af Kenneth Goldsmith-eleven Naser Khader signeret mig LB

• Hjertet bløder (af Naser Khader og Stig Matthiesen), 2015-2017
  • Bogen blev trukket tilbage af forlaget (People's Press) i maj mdr. 2017 pga. plagiering. Kreativ Direktør hos People's Press Jakob Kvist sagde: "Det er en ren tilståelsessag. Vi er skyldige i uagtsomt intellektuelt tyveri, og det er vi meget kede af. Jeg bøjer mig i støvet for dokumentationen. Vi trækker bogen tilbage med det samme og brænder, hvad der er tilbage af den".^[52]
  • Ifølge Weekendavisen indeholdt mindst 11 af bogens 75 kapitler "længere passager, som efter alt at dømme er skrevet af efter bøger, artikler og opslagsværker som Wikipedia, som på intet tidspunkt nævnes i bogen."^[52]

Den anden Pablos underlige gafler

Jeg anmeldte forbumlet passioneret og positivt Pablo Llambìas' nye roman, Natteskær, i WA Bøger i går - og som sagt uden skeer! - og henviser til hans "tidlige konceptuelle værker" (med deres fredsommelige, intime (Facebook-løse!) autofiktivitet), nr. 3 var den virkelig mærkelige Den dag vi blev frie, 1998, hvor der er akut weirdness på færde med ikke skeer, men knive - og her gafler, med skævt sideblik til skeer:

"Det var Amalie, der havde grebet ned i skuffen for at fiske tre skeer til havregrød op. da så hun med det samme, at gaflerne, der lå i en bunke ved siden af skeerne havde forandret udseende. det var ikke teksturen. Den var som det plejede. . det rustfrie ståls skin var helt autentisk. Og de tarvelige udformninger i metallet, der bestod af simple render, krydsende linjer eller en enkelt, banal og sørgelig blomst, var der også. Nej, det var meget værre: hver gaffel havde pludselig kun to grene og ikke længere tr eller fire. Måbende havde hun løftet først den ene gaffel op foran sig for at studere den nærmere, så den næste, og den næste igen. Og det mærkelig træk gik igen fra gaffel til gaffel efterhånden som hun nåede ned gennem bunken og til sidst skrabede bakkens plastbund. Hver og en, alle gaflerne, var ikke tre- og fireforke, men kun toforke. Hun havde stille kaldt på mig. Og jeg havde sagt til drengen at han lige skulle vente lidt og kysset ham på panden som han sad og så sød ud på den høje stol. Og jeg var gået ud til hende, og hun havde kigget uforstående på mig og samtidig holdt en gaffel op ved siden af sig. Jeg havde set på hende, der var noget særligt på færde, og koncentrerede straks min opmærksomhed på den genstand hun holdt i sin venstre hånd. Så var jeg også løbet gennem alle gaflerne. Det var korrekt. Alle som en havde de kun to grene. Ikke tre eller fire. Tre eller fire som de havde haft aftenen forinden og al den tid, jeg overhovedet kunne huske vi havde haft disse gafler. Og det var ydermere mærkeligt at helt sikkert var de samme gafler vi havde haft tidligere, der var tale om. Vi kunne genkende dem alle sammen som den forfrosne og hjemløse flok af arvestykker blandet med marskandiserjunk og gafler som vi ikke vidste, hvor stammede fra og som sikkert stammede fra nogle af de mennesker, vi tidligere havde boet sammen med, kollegiekøkkener og bofællesskaber. Men det var vores. det var der ikke tvivl om.
(...)
Vi kunne ikke forklare det. der var intet at gøre. Der var sket noget her, som vi ikke var i stand til at få på plads. Barnet kaldte på os inde fra stuen. Så gik vi ind til det. Og medbragte de tre skeer og en enkelt af de mystiske gafler. Vi satte os ved bordet og øste mad op til barnet. Gaflen lå imellem os og tiltrak sig al vore koncentration. Men lidt efter lidt slappedes vor anspændthed, og gaflen kunne bare ligge og være gaffel uden at vi kunne gøre noget ved det. Blot kiggede vi undende på vore skeer i hånden. det var som en del af hekseriet havde forplantet sig til vore skeer også, således at de nu, selv i den form vi til enhver tid ville have taget for givet, virkede en smule kunstige og ikke mindst ustabile i deres væsen. Ville de på samme måde ændre form natten over?"

Krogsbølsavn

Når man pludselig savner en særlig digterstemme stærkt, fordi den alt for kort strejfer med nyt - som nu fx Thomas Krogbøl, der sidst udgav en bog i 2011 og heller ikke har blogget i en evighed, men har en fin, sær tekst med Uudgrundeligt-bogen (som han også læste op til receptionen - med hat på) og nu vil jeg have mere - et klip:

"Væsener som ændrer retning. Som er retning. Lige akkurat med nok forskel. Fra en anden retning. Til at være individer / eksempler.

Armen gør ting. Den er en flask ting som gør ting. Roder med ting. Laver ting. Fanger ting. Støder ind i ting. Altid. Alting. Måske får den en hånd. Det levende er snyd."

Ceciliana

-->

Jeg er også bare ubændig fan og vil gerne stærkt anbefale tre nye, skriftlige optrædener signeret Cecilie Lind, mens vi utålmodigt venter på hendes roman (inde på hendes blog og Facebookprofil dukker nye tekster jævnligt op, hold øje!)

1. Bidrag til bogen Uuudgrundeligt med streg-fabuleringer af Maya Peitersen og ledsagende/illustrerende tekster ved en kraftfuldt kvalificeret hold bestående af Vagn E. Olsson, Naja Vucina, Jonas Okholm, Ulla Eriksen, Thomas Krogsbøll, Cecilie Lind, René Jean Jensen, Marianne Larsen, Maya selv og Cecilie, hvis bidrag begynder sådan her:

”Hjerter er så smukke som din tunge når den ligger i solen og savler gylden mælk, mælk til alle de trængende, hvem? Hvem? De der skal ammes og de der er er de trængende, de trængende er tjenerne og de må få af havet og af dets skum og af dit savl, se jeg siger jer: i bølger kommer angst, strengt taget: helikopteren kigger i vand, og hvad der ledes til. Men der er også pelsdyret! Og også disse splintrede dråber, dråberne i pelsen og dyret på afveje: jeg mener: knægtet af sit arme sind og sine instinkter. . Sine instinkter itu. Tilværelsen: nede ved stranden for at flette tæer, jeg mener: hybenplukkeren nyder ikke verden, men er vred, ser de monstre der nynner til mørket falder på”

 

2 .Kronik i Information, ”Det er det tredje forår jeg kæntrer”, der begynder sådan her:

” Før har jeg sat min lid til, at når tiden går, så går jeg med, og så går det nok, og bedre, men det har vist sig usandt. Dette er det tredje forår, hvori jeg kæntrer, og behandlingen, jeg nyligst er indtrådt i, er en behandling, der bringer mig i yderligere afmagt. En behandling, der leder frem mod, at iveren, apatien er uvelkomne størrelser. Man skal lære at tøjle sig, sådan at en samtale ikke tager karakter af trosbekendelse. Sådan at andre mennesker ikke ængstes unødigt over, hvorvidt man er lidt gal, lidt afvigende. Og det er man. Man kommer for skade at fortælle om sine selvmordstanker, naboer der vil smide én ud, fordi man indimellem bliver et bæst, der skriger, hulker og banker hovedet ind i væggen, sit usle hjerte, symptomerne, drømmene, selvskaden, for hurtigt, til fremmede mennesker. Man hyperventilerer i den offentlige transport, fordi en mand vipper hektisk med sin fod. Det er et problem. Påpeger terapeuterne. At være så neurotisk, så sart som en prinsesse på en ært. Helst skal man være lunken, som en god bruser. Man skal ikke være som feriernes brusere på de billige hoteller: hysterisk varme, hysterisk kolde, i pludselige skift. Det går ikke. Det går ikke an, at turisten, der er medmennesket, ikke kan vide sig sikker på bruseren, på mig. Alt det liflige billedsprog, der findes i psykiatrien! Alle de illustrationer af blå blomster i pamfletterne! Poesiens blå blomst og sygdommens og dødens pølse: den offentlige psykiatri.”

3. Bidrag til Texas Longhorn nr. 7, der er lig med romanens begyndelse, der begynder sådan her:

”Som dug, som lys, som løv og sne, som sne falder eng-len, englen falder som skud, som en hjerteskudt soldat, og regnen, som regnen falder englen, denne regn, som hagl og kastanjer og perler, englen falder som en piges lange hår falder hende ned ad ryggen, en engel falder som du falder i søvn, som en feber, som en feber falder falder englen, som natten falder på falder englen, og mørket, som mørket falder på, som en danser, som en myg, som et mælkebøttefnug falder englen, englen falder som en frist falder, som en far falder fra piedestalen falder englen, som en datter, en søn, som en datter der dratter ned fra et træ falder englen, englen falder som det falder dig ind at kysse din elskedes pande, ja som sveddryp, som vandfald, som, som piskeslag, som en lussing falder englen, som en tåre, som en tånegl, som et ondt ord, som ballerinaen i færd med at piruettere d. 33. piruet, som honningmaden, æblet, englen falder som du falder ind i sangen, den falske klang, som du falder af på den, som du falder tilbage i gamle vaner, en engel falder som kvinden falder, som roen falder over et spædbarn der har ammet sig mæt falder englen, som tåben, fyrsten, tiøren, som perler der kastes for svin falder i svinestien falder englen, som bryster falder ud
af kjolen, som granater, konger, som kongen selvfølgelig, i unåde, som du falder på knæ, som han falder, falder
 for hendes smil, yndigt" 

VINGEBRUS

Der er omsider (smuk) forside (ved Clara Birgesson) og (smuk) udgivelsesdato, 1. juni, på Cecilie Linds roman:

- og her er pressemeddelelsen:

-->

ROMAN OM EN ENGEL OG EN PIGE

Cecilie Lind romandebuterer med Til en engels forsvar, hendes femte bog.

Hver sætning hos Cecilie Lind har attitude og temperament: skriften vrænger, er sødladen, indigneret, næsten hallucinatorisk, den opløser tid og rum og bliver svimmel og udarter med meta-kommentarer og synske hvirvler.

En engel går i krig. En engel forfalder. En engel forløber sig. Hun skulle tage sig af en pige, som skytsengel, men forelsker sig i pigen. Hun bliver lidenskabelig, det går ikke, hun forvises. Pigen kommer til orde. Englen stilles for retten. Det ser sort ud, og Gud træder til.

Jeg er en gud. Jeg er svag, men jeg er mægtig, men jeg trænger til et kælent hjerte, en engels tålmodighed – Og sandelig siger jeg jer: Jeg er en herre, en pige, en hykler, liderlig efter Satan og Englen, begærer: selskab og flammer og lyshav og ondskab og hellighed og tilgivelse – åh tilgivelse. Hvilket lifligt fænomen. At kunne befris for sig selv og sin almagt, og sin altoverskyggende angst, og sin altopslugende kærlighed. Jeg elsker alt itu, og jeg græder mine guddommelige tårer hver eneste aften, og min gråd er regnen der falder og befrier ørkenen for sin tørst i den kolde kolde stjernenat.

Cecilie Lind, født 1991, uddannet fra Forfatterskolen (2011–2013) debuterede i 2010 med Ulven åd min eyeliner, siden har hun udgivet Dughærget pupil accelererer tusmørke, 2012, Strunk, 2015 og Scarykost, 2016.

Genre: roman
Udgivelse: 1. juni 2017
Pris: 250,-
ISBN: 9788793128644

Fordi Geolo G hilste på mig i dag

VAGTLER!!??
VAGT LER!
DER HÆKLER!!??
HÆK LER!

Sketema sker

2 af mine (forhåbentlig) i alt 3 bidrag til WA Bøger i morgen nævner, som noget særdeles centralt,

SKEER

FIND DEM!

- her en klassisk én ved en anden Pablo end ham jeg anmelder i morgen UDEN at nævne skeer:




GRO,
TESKE! 

Et eller andet nyt sker for Måvens og Peder

OG HVAD DET END ER LAD DET SKE SNART (OG MED MANGE VERSALER - OG OGSÅ GERNE MED TEGNINGER!)!

Lines opdatering i dag:

Line Knutzon

Tak for go response på 1 maj tale- jeg lusker videre i selskab med de uadskellige venner Måvens og Peder. ( Peder gider ikke gå selv) (Mia Steensgaard tegner)

Anders Brønserud Nyt Måvens & Peder?! Åh fryd!

Lars Bukdahl Men hey Line, hvad er det for en slags ny M&P-omgang, med illustrationer!? hvis det, som det vildt forhåbentlig er, virkelig er en ny omgang!!!???

Line Knutzon der arbejdes på sagen:)

Lars Bukdahl HEP!

Dagens eneste talelicens

er udstedt til LINE KNUTZON, der holder tale i VERSALER (som hun fik licens til mange år før Yahya Hassan kom på BANEN) i POLITIKEN i dag - sådan begynder TALEN, og hold kæft, den brænder SANDT:

"JEG ER SAMLET HER I DAG I MIN STUE FOR AT FEJRE ARBEJDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG.

MEN JEG ER OGSÅ SAMLET HER I DAG FOR AT SIGE, REND MIG I RØVEN, OG JEG HAR DESUDEN OGSÅ BRUG FOR AT SIGE HOV HOV.

MEN FØRST SKAL DER TAKKES BAGUD I TIDEN: TAK, GAMLE OG FOR LÆNGST AFDØDE KAMMERAT! TAK FOR FOLKESKOLEN, SUNDHEDSSYSTEMET, BIBLIOTEKSVÆSNET, DANSK SKOLETANDPLEJE, VEJVÆSNET - JA, SÅGAR SKATTEVÆSNET, FOR HVEM DET ANDET IKKE EKSISTEREDE.

TAK TIL ARBEJDSLØSHEDSKASSER, SYGEKASSER OG ANDRE KASSER OG VÆSNER, BRUGSFORENINGER OG ANDELSFORENINGER, SOM ENGANG BLEV VARETAGET AF MENNESKER, DER KENDTE TIL LIVSENS ONDSKAB PÅ ET PLAN, DER ER UDEN FOR NUTIDSDANSKERENS FATTEEVNE. TAK FOR JERES KAMP FOR GODE ARBEJDSFORHOLD, ANSTÆNDIG LØN, TAK TIL ALLE DE KVINDER OG MÆND, DER HAR BANET VEJEN, SÅLEDES AT JEG IKKE ENDTE MINE DAGE ENTEN UNDER EN SVEDENDE OVERVÆGTIG GROSSERER ELLER SOM ENLIG MOR PÅ FATTIGGÅRDEN MED TO TÆNDER OG TRÆBEN OG FIRE BØRN MED LUNGESOT. TAK FOR INDSATSEN.

TAK TIL DE FORHADTE 68' ERE FOR, AT I PRØVEDE AT UDVIKLE VIDERE OVEN PÅ DET, JERES FORÆLDRE SKABTE FOR JER. I ER BLEVET HÆNGT TIL TØRRE, LATTERLIGGJORT, HÅNET OG MISTÆNKELIGGJORT, OG JERES FEJLTRIN BLIVER STADIG OG IVRIGT FREMHÆVET, SÅLEDES AT ANDRE KAN FØLE SIG BEDRE OG DYGTIGERE END JER. MEN KAMMERATER - I GJORDE FORSØGET OG SATSEDE! MEN EN ULYKKELIG KOMBINATION AF FATTIGFIRSERNE OG EKSISTENSIELLE KRISER SATTE EN STOPPER FOR EN ELLERS SPÆNDENDE UDVIKLING.

OG UDVIKLING MÅ OG SKAL DER TIL! FOR DANMARK ER, HVIS NOGEN SKULLE VÆRE I TVIVL, OMGIVET AF RESTEN AF EN VERDEN, DER UDVIKLER SIG FRA TIME TIL TIME, SELV OM VI IKKE KAN LIDE DET. MEN HVEM STÅR FOR UDVIKLINGEN I DANMARK I DAG? KAN VI UDVIKLE VIDERE PÅ DET, VI ALLEREDE HAR, NÅR VI HVER ISÆR ER BLEVET ENKELTMANDSINDIVIDER I ET ENKELTMANDSSAMFUND, DER LEVER INDIVIDUELLE ENKELTMANDSLIV, HVOR FOLK GÅR TIL ENKELTMANDSGYMNASTIK OG SPISER ENKELTMANDSKOST, REJSER PÅ ENKELTMANDSREJSER, STEMMER PÅ ENKELTMANDSPARTIER, DER HOLDER ENKELTMANDSLIVET OPPE, OG DE PARTIER, DER ENGANG HOLDT FÆLLESSKABET OPPE, HAR SÅ STÆRKT INDIVIDUALISEREDE MEDLEMMER, AT DE IKKE KAN SE FÆLLESSKABET FOR EGEN BLÆNDENDE INDIVIDUALITET, SÅ DET HELE ER BLEVET HIP SOM HAP."