En Andy Warhol-komposition
&
Monsterroman
- som begge er lige rammende, og som læseren, denne læser, med en vis sandsynlighed sådan cirka selv ville have foreslået
Bogen er denne sæsons rigeste hybrid ved siden af Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, som den også ligner ved sin pænt systematiske, typografisk markerede organisation af stemmeflerheden (der er så ikke billeder hos Naja, der ER billeder hos Hans Otto).
de 2 gode, glade anmeldelser bogen har fået, Mikkel Frantzens i Politiken (5 hjerter - NEMLIG (mindst!)) og Solveig Daugaards i Information, er begge opmærksomme på og peger insisterende, men flaksende, på, hvor meget bogen henviser til og Warholsk genbruger/citerer og simpelthen KANNIBALISERER tidligere Jørgensens-værker.
De væsentligst, ivrigst udpegede/udnyttede/familiære værker er:
FLUEBOGEN under insekternes fordi 1972-1976
- udgivet 2007 (og præmieret med Bukdahls Bet - den Smalle Litteraturpris), udvalg af ungdomstekster/-tegning-tekst-hybrider, den lille flok af uroligt poly-typografisk opsatte sider i Revolutinær viser tilbage til FLUEBOGEN, flere småtekster fra FLUEBOGEN optræder verbatim i Revolutionær, blandt andre denne poetologiske formel/aforisme:
"atomisme/ = ET HELHEDSSYN/ utilregnelighed/ = STIL"
Tårnet, 1989, Indianeren, 1991
- debutroman og roman nr. 2, introducerer persongalleriet omkring 70'er-kollektivet Tårnet, Indianeren (noget af et alter ego), (Miss)Molly (som Indianeren er kæreste med/ forelsket i), Jimjim, Onkel Dyrenam, Lonny m.fl., der går igen i to af de faste, gennemgående serier i Revolutionær (som de andre faste serier opkaldte efter Warhol-værker/serier/film (i FLUEBOGEN lyder en tekst bare (med navnet kunstigt håndskrevet): "TOTAL/ ANDY"), "Velvets banan", hvor de bare ter sig, stener og elsker og driver omgang med diverse, særligt litterære helte og heltinder, Edgar Allan Poe, Emily Dickinson, J.P. Jacobsen med mange flere, og også, som citeret i blogpost nedenfor, selve Andy (meget ligesom i novellen "Venner for livet" i Hids jer ned derhenne og lad dværgen komme forbi, 2014, hvor det er forskudt selvbiografi, der helte-befolkes) og "Flesh", der er længselsfulde, anekdotiske breve fra Indianeren i Tårnet til den fraværende MissMolly - plus "Brillo", en sen, mindre serie, der placerer Indianeren og co. vistnok cirka nu, med hårde glimt af breaking news
Molly, 2000
- roman, der genbesøger Indianeren, (Miss)Molly og co., indledningskapitlet "Jens Thorstensens andet liv" om Tårnet-naboen, landmanden Jens T, der pludselig og pinligt nok pludselig bliver gravid, gentages verbatim under samme titel i Revolutionær,, hvilket er den 3, gentagelse i forfatterskabet af det stykke tekst, som nemlig også optræder som selvstændig novelle, under samme titel, i Mænd fra samme år, 2000
Hestenes øjne, 2008, The Factory (Warhol-titel, hans legendariske hovedkvarter i NY, forbillede for Tårnet), 2010, Sæt Asta fri,, 2010, Strange days indeed, 2012
- erindringsroman-kvartet (bag den, med fiktions-slør, fremfor l alt Nåden, 1996, og Ida og Axel-trilogien, 2001-2007), den forholdsvis sene serie "Campbell's Soup" i Revolutionær taler direkte om alle (velkendte) centrale traumer og familiemedlemmer, mest hjerteskærende forsøger HOJ-jeget at erindre faren omsorgsfuld, men det vil bare ikke lykkes, bedstefaren til gengæld besynges smukt og søsteren, alt for tidlig død af kræft, hjemsøger stærkt
Den bronzefarvede kalkun, 1993, Æsel her, 2001, Hjort eller hare, 2002, Ålen har englelyd, 2006, delvist Hjernens egen store hund, 2009, delvist Springer, 2013
- den såkaldte Kalkun-serie (lutter dyretitler) med kortprosa, til tider ultrakortprosa, lynfortællende, lyrisk-hermetisk, i senere bind også konceptuelt-satirisk, serien "Den elektriske stol" i Revolutionær, hvis småtekster nummereres løbende frem til 116 (lige præcis ikke 117), er skrevet i forlængelse af kalkun-serien, der kontamination fra de øvrige serier: hele første afsnit er indianer & co.-befolket, og søsterens historie (især hendes dumme eks) kommer også flere gange ind over, mindst én intern føljeton etableres, om en vis Jeff, masser af portrætskitser og sentenser, den her er blandt bogens (både livsfilosofiske og poetologiske) refræner:
"vær aggressiv. kridt støvlerne elsk"
- en sen serie i Revolutionær uden umiddelbar forfatterskabs-forgænger er "Beautiful flowers", et landsby-kor á la Dylan Thomas' Under Milkwood bestående af naboer til Tårnet, inkl. Jens Thorstensen, taler i munden på hinanden om deres døde og levende (bogen kalder det en "stafet"), en skarpt mumlende, formel nyskabelse i forfatterskabet -
- så er der i Revolutionær teksterne/afsnittene udenfor serienummer, med elementer, både formelle og indholdsmæssige, fra alle de ovenstående (den første serie, "Den elektriske stol", sættes i gang på side 51), klarest og tydeligst skiller nogle lyriske afsnit sig ud, langdigts-flimrende og kortdigte-strenge, men også et stort, udskridende poetik-afsnit, "Bloddryppende skrift - poetikker", et citat derfra, der underfundigt nok opfordrer til at læse forbi de mønstre, jeg her optegner:
"ATLAS
Man kan med fordel anskue teksten skulpturelt (fordybelse) er overvurderet, Man kan kravle op i toppen, man kan gå hele vejen rundt om den. Kroppen er vigtig.
Men der er også flade skulpturer, som ikke gider være skulpturer, som næsten ikke er til at få øje på (fx Ib Braase), som mere ligner spor. Jeg er optaget af at kunne skrive som Braase.
Man kan med fordel anskue teksten som et net, vi hæfter os ved skæringspunkterne, her er en koordinat, her og her. Man begejstres for hver enkelt af dem, men nettet er også et fængsel. Forudsigeligheden er triviel, man har fornemmelsen af at blive kvalt. - Jeg interesserer mig for det, der ligger uden for net, væk fra familien, som der ikke kan nyttes an til på anden måde end ved denne horrible kendsgerning, at det findes. Som krimskrams, behåring."
- således celebrerer og praktiserer Revolutinær både forfatterskabets tvangsmæssige gentagelser af miljøet, scener, personer (faktiske og fiktive) i en insisterende samtidighed (synkron polyfoni, polyfon synkronicitet)) OG digressiviteten, overfloden af overflødige fabuleringer, refleksioner, iagttagelser, fikse ideér, écriturens doodles - en central dobbelthed, som helt fysisk opleves i læsningen, er netop genfærd vs. nærvær, nogle gange er genfærdene de mest nærværende gæster, sorgen ikke mindst livlig, der er ingen ende på den forbandet skønne bog, men lad mig slutte blogposten med dette deciderede DIGT signeret prosamesteren:
"DE DØDE
Min søster kryber sammen
den indsprøjtede kontrastvæske har afsløret end dø fugl bag det venstre øre.
Hver gang jeg kommer tilbage er der nyt.
De døde møder troligt nok
til sølvbryllup eller rundt fødselsdag i hallen,
de ler uhæmmet af en bemærkning fra sidemanden,
trækker kammen gennem håret
og vasker pligtskyldigt hænder på toilettet
De spiser de obligatoriske tre retter mad,
der er ingen levninger på tallerkenen,
men indimellem - i rygepauserne
under talerne eller afsyngelse af de omdelte sange -
rejser de sig og slingrer pludselig ud.
Træerne glimter af regn,
vejen er rød af blade i bilernes lygter,
min søster i døren, stum og frysende som en engel."
- Braase-værk, ligner Revolutionær meget godt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar