Ond anmeldelse omsider aflyst

(fordi den var blevet for forsinket ond og desuden var for distræt multi-ond) - og vel hører den ikke til på hverken den kritiske top 10 eller top 100, men jeg synes selv, den er OK ond:

AMOUR FUGEMASSE Niels Peter Juel Larsen vil gerne skrive mandigt hårdkogt om stor, blødkogt kærlighed, og ender ergo med at tromme på et koldt spejlæg

Skægstubbe gennem tårer

Niels Peter Juel Larsen: Alicia. 187 sider, ? kr. Herreværelset

Af Lars Bukdahl

Kunne det ikke være skønt med en roman, der begyndte: ”Telefonen ringede ikke.” Sådan her begynder Niels Peter Juel Larsens nye, uoplagt selvvrængende roman Alicia:
 ”Telefonen afbrød mig. Det var en af disse tidlige januardage med et skarpt, hudløst lys, alting var som renset i syre; Man kunne se (og høre) en flue slå en fjært, hvis det havde været sæson.”
   Så ved vi godt hvem, der ringer til krigskorrespondenten ved navn Jonas. Det gør hårdkogtheden.
   ”Alle dine venner venter på dig, Sandinistkommandanterne, de lokale ludere, dine lyssky forbindelser, enkerne. Og de sultende børn.”/ Det var typisk Thomas. Jeg havde allerede drukket min første guldøl og var i gang med den næste, og det lød, som om Thomas havde nippet kraftigt til den lokale Flor de Caña, sandsynligvis havde han en hel flaske indenbord?
  Taler nogen virkeligt sådan: Dine lyssky forbindelser? Nogen skriver åbenbart sådan. På trods af årlige konkurrencer om Chandler- og Hemingway-parodier. På trods af Jan Stage og Morten Sabroe og letmælksudgaven Leif Davidsen. Jeg ved så ikke, om nogen bliver charmeret af den slags. Jeg gør ikke, og for at det skal underholde mig bare en smule, skal der være helt anderledes barokt drøn på, som Sabroe som værst fx.
  Den rene hårdkogthed, flashbacks fra én Nicaragua-rejse til en anden (igen og igen skal vi belæres om at revolutionen ingen forskel gør, we know!), fylder absolut mindst; absolut mest fylder to kærlighedshistorier, med titlens eneste ene, der hårdt nok har en ægtemand, Alicia, og med hende, han en tid lang er gift med i stedet for, Lisa. Men læseren har alvorligt svært ved at skelne mellem de to, fordi forfatter og fortæller mest interesserer sig for dem som nemt bollelige luder/madonna-fabeldyr, med og uden dyb følelse så bare; og hårdkogt erotik er ikke hardcore erotik, det er bare fad, gumpetung erotik, og alt for meget af det, I får ikke eksempler.
  Hvortil kommer en masse rugen over fortællerens far, som tyskerne henrettede efter at have tortureret ham til at tale; et vistnok autobiografisk motiv, der vistnok udfoldes rigere i romanen Hos de døde, 2000, som Alicia vistnok er en direkte forsættelse af. Og det er selvfølgelig en rimelig spøjst pointe – den ekspliciteres flere gange - at Jonas boller med sin savnede far via Alicia, men for at finde den chokerende interessant skal man være Jonas eller Niels Peter, tror jeg.
   Det er en grynet hårdkogthed at bide teskeer med.