For en gangs skyld vandt den ANDEN bestseller, endnu en god grund til ikke at læse DEN (virkelig en en (jo tyk, tyk) bog, jeg vil have siddende i mig):
Forfatteren Christian Jungersen fik onsdag aften den prestigefyldte Læsernes bogpris 2013.
Han fik han prisen, som er på 100.000 kroner, overrakt ved en
festmiddag på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Bella Center i
København. Omgivet af flere hundrede bibliotekarer, lokale
kulturpolitikere og repræsentanter for Berlingske. Det var tiende gang, at prisen blev uddelt. Det er Danmarks
Biblioteksforening og Berlingske, der med saxo.com som medsponsor, står
bag prisen, men det er læserne - både Berlingskes og bibliotekernes
brugere, der stemmer og afgør, hvem der skal have prisen. Ti bøger og forfattere var indstillet til årets pris. 11.000 har
stemt, og læserne gav klart Christian Jungersen flest stemmer med Kim
Leine, Jens Henrik Jensen, Jakob Martin Strid og Naja Marie Aidt (NAJA! kh LB) på de
følgende pladser. Det var Berlingskes litteraturredaktør Jens Andersen, der holdt
talen for årets prismodtager, som han kaldte »en af de mest originale,
nytænkende og ambitiøse samtidsforfattere, vi har i dagens Danmark. »Du forsvinder« bliver, sagde Jens Andersen, i modsætning til meget andet i tidens skønlitteratur, siddende i læseren »Plottet er originalt, handlingen hele tiden i skred, og monologer og
dialoger er en stilistisk nydelse. Og hele den neurofilosofiske
diskussion, der snor sig gennem den til tider bevidst triviallitterære
fiktion er både dristig og ambitiøs. Ligesom bogens slutning er en
provokation, der sætter en ny standard for, hvordan en dansk
bestsellerroman ifølge de uskrevne regler bør ende,« sagde Jens
Andersen.
Er triviallitterære fiktioner ikke som regel bevidst triviallitterære? Fordi de så frygteligt gerne vil være trivielt effektive og salgbare - bevidstheden om triviallitteraritet er vel ikke i sig selv kvalificerende for brugen af triviallitteraritet, den skal for søren sættes i en eller form for energisk/dynamisk passioneret/ironisk spil, jf. last-boy-in-the-universe-meets-last-girl-in-the-universe-motivet i År 9 efter Loopet (også fantastisk vrøvl til sidst: han mener vist, at slutningen bryder de uskrevne regler for, hvordan en bestsellerroman bør ende, men kommer til at sige, at fra nu af bør bestsellerromaner stræbe efter at ende som Jungersens roman, fordi hans slutning er den nye standard (problematisk ord, standard som i standardproduceret snarere end som i høj standard, læser jeg) for, hvordan de ifølge de hermed omskrevne uskrevne regler bør ende - hvordan den så end ender, den roman, jeg aldrig får læst).
Viser opslag med etiketten Christian Jungersen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Christian Jungersen. Vis alle opslag
torsdag den 14. marts 2013
søndag den 20. maj 2012
Helt ærlig anti-helt
Svar til Christian Jungersens blog-kommentar nedenfor:
Kære CJ
Jeg kan ikke huske, at jeg har skrevet i WA, at selvom jeg ikke havde læst den, var jeg sikker på, at Krat var elendig, men jeg kan alt for godt huske, at jeg brugte et par hårde sommerferiedage i sommerhus på at læse Krat og at jeg som åbenbart forudset ikke brød mig om den. Hvad angår Undtagelsen, skimmede jeg den selvfølgelig ikke, før jeg anmeldte den, jeg læste den, som jeg læser alle bøger, jeg anmelder, så kan jeg afhængigt af bogens incitament læse mere eller mindre grundigt (eller decideret flere gange, som senest Rasmus Nikolajsens stadig trælst underanmeldte Den ulykkelige boghandler) - men jeg kan godt lide at være ærlig omkring læseomstændighederne, og de er som anmeldelses-sådan jo aldrig ideelle, og så kan der i forskellig grad være yderligere kritiske momenter, men i og med jeg rent faktisk expliciterer omstændighedernes forbandethed kan læseren jo netop selv relativere smagsdommen accordingly, sådan som du gør i blogposten; det er lidt absurd at jeg skal være en skurk for, modsat mine anmelderkolleaer, at spilde bønnerne om, hvor kompromitteret af hverdag og deadlines og alskens forces majeures en læsning altid er. Ligesom i den kriminelle blogpost, hvor jeg tillader mig at være ærlig omkring det faktum, at en kritiker (og enhver læser) ikke læser alting (hvilket jeg tidligere faktisk prøvede på; alting = alt, jeg mistænkte for at være godt + alt der var hypet tydeligt; nu har jeg valgt at nøjes med alt, jeg mistænker for at være godt) og kan blive nødt til at bruge sin kvalificerede fordomsfuldhed - baseret på tidligere læsninger af samme forfatter og vagtsom anmeldelses-aflæsning - til at vælge til og fra. Jeg kan godt se, at det er frustrerende, når du af en eller anden grund gerne vil læses og vurderes af mig, at jeg ikke over en dørtærskel stoler på, at din bog er umagen værd at spilde tid på, men selvfølgelig ikke kan afvise, at den faktisk er det, hvilket jeg jo for fanden hele tiden besværger - jeg er meget omhyggelig med ikke at lyve om, hvad jeg kvalificeret kan udtale mig om. Sådan som sagerne står iflg, min fordoms-scanning, vil jeg langt hellere læse Selskabet gør op endnu en tre-fire gange end læse din roman, og det er jeg velsagtens i min gode ret til!?
kh LB
PS: du spørger til mine vurderingskriterier, dem har jeg igen og igen sat på formel de sidste 20 år, enklest lyder de til stadighed: Skønhed og originalitet; man kan også bare, hvilket alle under alle omstændigheder bør gøre, læse Selskabet gør op: Sådan!
Kære CJ
Jeg kan ikke huske, at jeg har skrevet i WA, at selvom jeg ikke havde læst den, var jeg sikker på, at Krat var elendig, men jeg kan alt for godt huske, at jeg brugte et par hårde sommerferiedage i sommerhus på at læse Krat og at jeg som åbenbart forudset ikke brød mig om den. Hvad angår Undtagelsen, skimmede jeg den selvfølgelig ikke, før jeg anmeldte den, jeg læste den, som jeg læser alle bøger, jeg anmelder, så kan jeg afhængigt af bogens incitament læse mere eller mindre grundigt (eller decideret flere gange, som senest Rasmus Nikolajsens stadig trælst underanmeldte Den ulykkelige boghandler) - men jeg kan godt lide at være ærlig omkring læseomstændighederne, og de er som anmeldelses-sådan jo aldrig ideelle, og så kan der i forskellig grad være yderligere kritiske momenter, men i og med jeg rent faktisk expliciterer omstændighedernes forbandethed kan læseren jo netop selv relativere smagsdommen accordingly, sådan som du gør i blogposten; det er lidt absurd at jeg skal være en skurk for, modsat mine anmelderkolleaer, at spilde bønnerne om, hvor kompromitteret af hverdag og deadlines og alskens forces majeures en læsning altid er. Ligesom i den kriminelle blogpost, hvor jeg tillader mig at være ærlig omkring det faktum, at en kritiker (og enhver læser) ikke læser alting (hvilket jeg tidligere faktisk prøvede på; alting = alt, jeg mistænkte for at være godt + alt der var hypet tydeligt; nu har jeg valgt at nøjes med alt, jeg mistænker for at være godt) og kan blive nødt til at bruge sin kvalificerede fordomsfuldhed - baseret på tidligere læsninger af samme forfatter og vagtsom anmeldelses-aflæsning - til at vælge til og fra. Jeg kan godt se, at det er frustrerende, når du af en eller anden grund gerne vil læses og vurderes af mig, at jeg ikke over en dørtærskel stoler på, at din bog er umagen værd at spilde tid på, men selvfølgelig ikke kan afvise, at den faktisk er det, hvilket jeg jo for fanden hele tiden besværger - jeg er meget omhyggelig med ikke at lyve om, hvad jeg kvalificeret kan udtale mig om. Sådan som sagerne står iflg, min fordoms-scanning, vil jeg langt hellere læse Selskabet gør op endnu en tre-fire gange end læse din roman, og det er jeg velsagtens i min gode ret til!?
kh LB
PS: du spørger til mine vurderingskriterier, dem har jeg igen og igen sat på formel de sidste 20 år, enklest lyder de til stadighed: Skønhed og originalitet; man kan også bare, hvilket alle under alle omstændigheder bør gøre, læse Selskabet gør op: Sådan!
Hvor er de croissaintkrummer der faldt i går?
Atter slog det mig, da jeg støvsugede tæppet under spisebordet, at de mange croissaintkrummer, der burde være det, ikke er der, og hvordan kan det være? Er croissasntkrummer en særlig fin slags krummer, der simpelthen bare pulveriserer og går i opløsning, pif, paf, puf, af sig selv eller lander de et helt andet sted, Eventyrland eller London Bridge anno 1852 eller et af Christian Jungersens mange internationale arbejdsværelser?
torsdag den 29. marts 2012
Selvopfuldfed
Disse to anmeldercitater fra Gyldendalannoncen for Christian Jungersens roman Du forsvinder (Allerede 2. oplag) er jo slet ikke smagsdomme, men bare succesforudsigelser, hvilket imidlertid er det samme i et uhyggeligt möbiusbånd: bogen kommer til at sælge, fordi bogkøberne ved, den kommer til at sælge, og fordi det er til at forudsige, at forudsigelsen er selvopfyldende, er bogen god!`
* * * * * "Årets danske bestseller er er landet." EKSTRA BLADET
"Jungersen har gjort det igen: Skrevet en roman, som læserne vil elske." WEEKENDAVISEN
* * * * * "Årets danske bestseller er er landet." EKSTRA BLADET
"Jungersen har gjort det igen: Skrevet en roman, som læserne vil elske." WEEKENDAVISEN
mandag den 26. marts 2012
Udrenset Jungersen-bashing (og Madsen-ros)
fra anmeldelsen af Milan Kunderas essay- og notatsamling Et møde, der udkommer på Gyldendal denne uge, hvor det vel strengt taget heller ikke hørte hjemme - og til hver en tid dog:
Kunderas romanideal er det stik modsatte af det, Christian Jungersen giver udtryk for i interviewene om sin nye roman, Du forsvinder der ifølge WA’s anmelder overhovedet ikke er velskrevet og ifølge ham selv ”overhovedet ikke i strukturen” er anderledes og fx kaotisk: ”Sådan har man hidtil gjort det, når man har forsøgt at lave avantgarde. Man har opbrudt sammenhænge og kronologi, men jeg prøver jo at lave en page turner, altså en fremadskridende fortælling.”
Jungersen propper pædagogisk populærvidenskab ned i en populærlitterær skabelon, for Kundera, om nogen en avantgardeskeptiker, er processen lige omvendt: Ved at forny sig formelt og radikalt når romanen frem til at sige noget nyt om menneskene.
Første afsnit i essaykapitlet om Malapartes angiveligt alt andet end fremadskridende Huden, ”På sporet af en form”, nævner de store franske romanforfattere fra Malapartes generation, Sarte, Malraux, Camus, ”som blænder os med deres kraftfulde åndrighed, men som lader til at være ramt af en forbandelse: Til alt det de havde at sige, fandt de aldrig en original form der var forbundet med deres personlighed på en lige så uadskillelig måde som deres tanker.”
Forskellen i forhold til Jungersen, bortset fra at han ikke blænder mig med sin kraftfulde åndrighed, er, at han og mange danske prosaister med ham slet ikke har nogen ambition om at nå frem til en original form, skammeligt nok.
Ærkeroman kalder Kundera Huden, en hædersbetegnelse, som han definerer således i en lille tekst om og til Carlos Fuentes: ”Ærkeromanen er for det første kendetegnet ved at koncentrere sig om det som kun en roman kan sige; for det andet ved at genopvække alle de forsømte og glemte muligheder som romanen har akkumuleret.” Ærkeromanen er for meget af det særligt romangode og alligevel og derfor et helt nyt monster. Gid andre end Svend Åge Madsen ville prøve at skrive danske ærkeromaner!
Ærkeroman kalder Kundera Huden, en hædersbetegnelse, som han definerer således i en lille tekst om og til Carlos Fuentes: ”Ærkeromanen er for det første kendetegnet ved at koncentrere sig om det som kun en roman kan sige; for det andet ved at genopvække alle de forsømte og glemte muligheder som romanen har akkumuleret.” Ærkeromanen er for meget af det særligt romangode og alligevel og derfor et helt nyt monster. Gid andre end Svend Åge Madsen ville prøve at skrive danske ærkeromaner!
Etiketter:
Christian Jungersen,
Critic's Cut,
Milan Kundera
Abonner på:
Opslag (Atom)
