Fedt nok konkret

I min anmeldelse af Katrine Grünfelds roman Stormskader i WA Bøger i fredags klager jeg (via et sjovt billede i et interview (storm med ravkæder)) over, at symbolikken overtrumfer og går forud for konkretionen (både primært-realistisk og sekundært-metaforisk), og den klagesang fastholder jeg, men Lilia Munks Rösings 4 hjerter-anmeldelse i Politiken citerer et billede (parallelt med mit interview-eksempel), der sgu er fedt nok konkret, og som jeg for skams skyld vil re-citere her:

De dage, hun er med (familien  ude i verden LB), indtræder en døsighed, som når man går ind i en bank og bare må sætte sig ned i en af stolene beregnet til gangbesværede

Mens jeg venter på Radioteateret,

som jeg sandelig håber (for mig selv!) ankommer med posten i dag, har jeg læst 1968-fødte Katrine Grünfelds roman Sommerferie - hvis titel og anmeldelsescitater (altså citater fra den i anmeldelser) jeg har anmeldt i blogposter nedenfor - og genlæst Pia Juuls første og netop genudgivne roman Skaden (i originaludgaven) fra 1990, da digteren var 28 år.

Og Skaden er lige så meget en i henrevet/henrivende forstand ung roman, som Sommerferie er en i deprimeret/deprimerende forstand en midaldrende roman.

Den sidste først: Det er svært at finde ud hvor meget af den vissent velformulerede vrængen af alt og alle, der er jegfortællerens vrængen af hendes håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære på en sommerferie på Fanø, og hvor meget der er forfatterens vrængen af hendes håbløst forudsigelige roman om en jegfortællers håbløst forudsigelige midaldrende familieliv, med træsk husbond og petit affære, på en sommerferie på Fanø. Og principielt har jeg intet imod vrængen som litterær modus, men det skal for syv søren være en energisk vrængen, som i x antal digte af Peter Laugesen og i Pablo Llambás' vandalisering af Suzanne Brøggers Kærlighedens veje & vildveje og i de anti-nationale svar i Niels Franks Spørgespil (og i hans svar til Skyum i Inf. i dag); dette er en træt, sur vrængen, og sådan en bliver læseren bare træt og sur af.

Og sådan som Pia Juuls unge roman paradoksalt nok er en energisk fordrømt roman, en viljestærk besvimelse: Frem(over!) hvirvler digteren sammen med sin jegfortæller, en ung soldat lost mellem kvinde(skæbne)r i en ubestemt krig, med sin og hans på samme tid frimodige og betændte følsomhed - og der er sørme også et plot, eller et plottwist i det mindste, det havde jeg helt glemt, explicit knipsende i hovedet på læseren modsat den implosive mordgåde i sidste år Mordet på Halland, der nemlig er en energisk forfjamsket midaldrende roman - med fordrømte støjsignaler fra ungdommen(s roman) (til gengæld imploderer jo så den nedtællende apokalyptik i Skaden, og det har den rigtig godt af).

Nå, nu kan jeg ikke vente længere. Jeg går ned og kigger efter i postkassen.

Referatanmeldelse

Tænk hvis man en gang imellem kunne få lov til bare at anmelde forlagets referat af en roman; det ville spare os allesammen, nej okay vel kun anmelderen en masse tid; det ville indrømmet gå galt 1 ud af 25 gange, men 24 ud af 25 gange ville det ikke gå galt, i hvert fald ikke hvad angår fantasiambitionen - som var noget jeg talte med Sjón om i et sent kinesisk tog forrige mandag - ikke engang en præ-2000-Helle Helle-novelle ville gide nøjes med (og i hendes tilfælde, det ene ud af de 25, få noget godt ud af) den handling, der ifølge Gyldendal er handlingen i Katrine Grünfelds nye roman nr. 2 (jeg har læst nr. 1), Sommerferie (man kunne også nøjes med at anmelde titlers fantasiløshed/fantasifuldhed, og igen: 1 ud 25 vs. 24 ud af 25):

Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv.

- og hvis nu bare sankhansfesten er våd, fordi Vadehavet er ved at gå over sine bredder som led i en verdensomspændende syndflod, men det er den ikke nikke nej. Hvorfor dog skal den almindelige danske skønlitterære fantasipraksis være så utroligt indskrænket, at et referat som dette kan forekomme forlag og forfatter ikke bare fyldestgørende, men også tillokkende. Jeg ved virkelig ikke, om bogen er god, men referatet er godt nok ringe!