Min astronautelev kritiseres for sit lix-tal på nynorsk

- Guri Fjeldberg i Bergens Tidende:

Unge nynorskbrukarar kan like godt lære det først som sist: Du kan ikkje få alt.

«Leseland» frå Samlaget skal sikre ein ny generasjon nynors­kbrukarar retten til lese­trening på si eiga målform. Dessverre kan det aldri bli millionbutikk av å gi ut lettlestbøker for barn i ein liten marknad. Storsatsinga «Lese­land» er derfor berre det smålåtne svaret på dei enormt populære «Leseløvene» til Cappelen Damm. Dei ti titlane som kom i fjor, blir no utvida med 18 til. Forbausande mange av dei er omsett - frå svensk, engelsk og dansk. Det er både billigare og raskare enn å produsere sitt eige.
For at konseptet skal slå igjennom, må kvar lesar kunne finne ei bok av interesse på sitt eige lesenivå. Tanken er god. Men når resultatet i liten grad når opp mot bokmålskonkurrentane, stadfestar det nynorsk som eit alternativ med låg status. Da hjelper det fint lite at omsetjingane er gode og at «Leseland» òg finst som ein stilig app for dei som vil lese digitalt.
Fem av dei nye titlane er signert svenske Moni Nilsson og plassert på nivå tre. Historiene om desse seks-sjuåringane skal passe for barn som allereie har lese ei stund, men som ikkje held ut så lenge.
Kvifor vel Samlaget historier der hovudpersonane er yngre enn lesarane? Denne kvardagsdramatikken er rett nok svært engasjerande. Men der «Leseløvene» har som mål å signalisere at lesing er for tøffingar, satsar altså Samlaget på bøker som høver aller best som høgtlesing for førskulebarn. Også fablane frå England har framsider som appellerer sterkare nedover i alder enn oppover. Ikkje så rart sidan barna der lærer å lese tidlegare enn i Noreg.
Heldigvis veks ein ikkje så fort ifrå morosame historier om dyr, kongelege og sjø­røvarar. Likevel får eg ei kjensle av at konseptet passar langt betre for dei som knek­kjer lesekoden alt i førsteklasse.
Vil ein lese om den verkelege verda, må ein heilt opp på nivå fire. Svenske Jens Hansegård frir uhemma til lesarane med spektakulære fakta av den lettbeinte sorten: tøffe dyr, forsvunne skattar og mystiske stadar. Slike bøker er det i alle fall ikkje flaut å bli sett med, sjølv på mellomtrinnet. Men å påstå at dei to titlane frå Danmark skal nå lesarar heilt opp i tenåra, verkar optimistisk.
«Sprint» av Trine Andersen opnar med at Anna spring sekstimeteren på fantastiske 12 blank. Vi får aldri vite kor gammal ho er, men eg vil tru dette er ei imponerande tid for ein andreklassing. I illustrasjonane til Mads Themberg er ho likevel utstyrt med små bryst. Historia er både dramatisk og gripande, men ikkje særleg lettlese. Enda meir krev «Mars er for taparar» av Lars Bukdahl. Historia frå NASAs hemmelege astronautskule opnar like godt med ei setning som går over fem linjer.
Dei pedagogiske ambi­sjonane overgår tydeleg ønsket om å gi svake lesarar ei god oppleving. Igjen skapar satsinga helst leselyst blant dei flinkaste. 
Berre tre av dei nye titlane er produsert her heime. Problemet er at lesetreningsbøker sjeldan har høg nok kunstnarleg kvalitet til å bli godkjend av den nasjonale innkjøps­ordninga. Sjølv om desse bøkene har aldri så mykje å utrette i biblioteka - ikkje minst her på Vestlandet - hamnar dei altså ikkje automatisk i hyllene.
Forfattarar og illustratørar er følgjeleg ikkje garantert eit minstesal på 1550 eksemplar. Særleg illustratørar vel nok gjerne å bruke tida på meir lukra­tive prosjekt. Det var neppe førsteval å la ein nyutdanna kunststudent få oppgåva med å illustrere «Apropos forelska» av den røynde lettlestforfattaren Linn T. Sunne. Visuelt minner resultatet om ei evakueringsbrosjyre frå eit flyselskap. Rett nok er oppdraget å skulle hjelpe teksten fram, men meir stivt og stereotypt er ei pirrande forelsking sjeldan framstilt.
Slike økonomiske kompromiss er uheldige i ein lesekultur der bileta betyr stadig meir. Heldigvis er det gått langt betre med «Prompebroren» av lettlestekspert Bente Bratlund. Teksten er som ei novelle i små kapittel og handlar om Bea. Ho er ny i klassa og lysten på nye vennar. Kva hender når ho lyg på seg ein bror som er eineståande god til å prompe?
Odd Henning Skyllingstad har fått god plass til å karikere krumspringa. Med verkemiddel frå teikneseriar tilfører han boka både lyd og lukt.
I «Krabbekrise» av biletbokskapar Anna R. Folkestad er det nettopp bileta som syter for at historia blir rik sjølv om orda er få. Når Besta forvekslar rekeosten og solkremen, blir det fart i krabbe­fisket - til stor glede for dei ferskaste lesarane. At ei slik bok ikkje har ein sjølvskriven plass i norske bibliotek, er ei skam for innkjøpsordninga. Sjølv barn i opplæring treng å lese nynorsk for å kose seg meir enn for å strekkje seg.

Den kriminelle begyndelsessætning på dansk (som faktisk er to, rent punktummæssigt ...):

-->

Hvis Billy Bob Malone havde vidst, hvilken umulig planet han ville vågne op på ret præcis 24 timer senere, ville han nok være kommet hurtigere ud af sengen denne mandag morgen. Eller måske helt have holdt sig under dynen. 

Bonushistorie om den hemmelige astronautagent Billy Bob Malone

(hovedpersonen i min UDSOLGTE billedroman Mars er for tabere; skrevet til Børnenes Ænsyklopædi, men valgt fra af redaktionen (sikkert fordi teksten var en slet skjult reklame for min dengang ikke udsolgte bog, det foreslåede opslagsord var ASTRONAUT):

Da Billy Bob Malone var 14 år, havde han allerede i 2 år været hemmelig astronaut-agent. Hemmelige astronaut-agenter er ikke sådan nogen, der tager op på månen eller Mars og planter et flag og bliver filmet til fjernsynet. Hemmelige astronaut-agenter går i aktion, hvis der ude i verdensrummet foregår ting og sager, som simpelthen er for mærkelige at forstå for os almindelige mennesker. 

  En morgen vågnede Billy Bob op med en frygtelig hovedpine. Som altid var det første, han gjorde, at kigge ud af vinduet for at se, om der skete noget mærkeligt oppe på himlen. Men himlen var der slet ikke! Der var ingen sol eller skyer på ingen grå eller blå himmel! Der var ingenting! Ingenting på ingenting!

  Hvis dette ikke er en opgave for en hemmelig astronaut-agent, sagde Billy Bob til sig selv, så hedder jeg ikke Billy Bob, og det gjorde han jo. Men først ville han gøre noget ved sin hovedpine. Den blev værre og værre for hvert minut, det var, som om noget stak hårdt imod hans hoved derinde. Han gik ind i sit lille hjemme-rumskib og fløj direkte fra sit vindue oppe på 411. etage og over til den hemmelige astronaut--klinik, der hang og svævede i luften lige overfor. Han fortsatte ind gennem døren, sprang ud, pegede på sit hoved og råbte: Der er noget galt! Hvad?

  Den hemmelige astronaut-læge lyste ind i Billy Bobs øre med sit laser-hovedundersøgelses-apparat og sagde så ingenting, han bare stirrede og måbede. Hvad, råbte Billy Bob desperat, hvad, hvad, hvad!? Langsomt og stille, som om han ikke selv troede på det, sagde den hemmelige astronaut-læge, at himlen, ja hele verdensrummet var inde i Billy Bobs hoved. Hele molevitten, solen og månen, planeterne og stjernerne, den lange, lange mælkevej, alt var derinde.

  Billy Bob blev slet ikke forskrækket, han blev glad, fordi han nu kunne slå to fluer med ét smæk: Den forsvundne himmel plus hovedpinen (og det var selvfølgelig stjernerne, der sad og stak derinde). Nu skulle han bare finde ud af, hvordan verdensrummet var kommet ind i hans hoved, og hvordan han fik det ud igen.

  Han kom i tanke om, at han om natten altid drømte om verdensrummet, og at det fuldstændig var som at være der i virkeligheden. Måske havde han drømt så godt og grundigt om verdensrummet, at det var kommet til at sidde fast inde i hans hoved. Hvis han skulle gøre noget ved problemet, blev han altså nødt til at falde i søvn med det samme.

  Heldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde lukket døren til rumskibet og sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage i verdensrummet inde i sit hoved. Stjernerne blinkede venligt til ham, og langt borte kunne han se jordkloden som et lille, grønt æble. Men hvad skulle han nu gøre? Jo, han skulle da bare falde i søvn inde i drømmen og drømme om at sidde i rumskibet inde i den hemmelige astronaut-klinik.

  Heldigvis var Billy Bob en ordentlig syvsover, så da han havde sat sig til rette på forsædet, var han væk på et øjeblik. Og tilbage på den hemmelige astronaut-klinik. Det svære var nu, at han skulle vågne to steder på én gang: I verdensrummet fra drømmen om den hemmelige astronaut-klinik, og i den hemmelige astronaut-klinik fra drømmen om verdensrummet. Hvordan gør man det, når man selv ligger og drømmer og oven i købet drømmer dobbelt? Jo, han skulle i drømmen om den hemmelige astronaut-klinik drømme om verdensrummet og, for en sikkerheds skyld, i den nye drøm om verdensrummet drømme en ny drøm om den hemmelige astronaut-klinik. 1,2,3, snork, og 1,2, 3, snork igen.

   Fire drømme oven i hinanden var mere end nok: Zap, zap, zap, zap, sagde det, og Billy Bob vågnede op i verdensrummet og i den hemmelige astronaut-klinik og i verdensrummet igen og i den hemmelige astronaut-klinik igen, hvilket jo var virkeligheden, hvor, kunne han se ud af vinduet, solen strålede fra en skyfri himmel, som sad akkurat, hvor den skulle.

  Sig det ikke til nogen, for det er hemmeligt, men endnu en gang var den hemmelige astronaut-agent Billy Bob Malone dagens helt.

Jeg er for en gangs skyld udsolgt!

Sikke dog en trist og træls måde at fortælle mig en god nyhed på: En bog, jeg har skrevet, er - efter 7 år, men uden at have været på udsalg - udsolgt! Må jeg for fanden og Dansklærerforeningen da have lov til at være glade for det!?

Kære Lars Bukdahl

Jeg skriver til dig for at fortælle dig at Dansklærerforeningens Forlag ikke agter at genoptrykke din billedroman Mars er for tabere, der udkom i 2004. Bogen er p.t. udsolgt.

Såfremt forlaget på et tidspunkt beslutter sig for at lave i-bøger (til brug i undervisningen) eller e-bøger (til det private marked) ud af serien, vil jeg henvende mig til dig igen [men aldrig, aldrig for at genoptrykke bogen, selvom horder af børn vandrer i fakkeltog til Rathsacksvej].

Med venlig hilsen

Xxxxx Xxxxxxx

Dansklærerforeningens Forlag