Nu har jeg også hørt pladen!

 

sammen med dig, der er nystøbt fan. Altså Bowies Blackstar, der er kommet i dag på hans 69 års fødselsdag, tillykke til ham og tillykke til os med den plade, der ved først aflytning lyder så inspireret frisk og så pågående kompleks - og læses, i de mere eller mindre kvalificeret gættende tekstafskrivninger, der i mangel af officielle tekster, er poppet op på nettet, som meget herligt (måske endda her og dér godt gammeldags cut-up)hermetisk med glimt af nonchalant ligefremhed, blandt de kun tre ALDRIG FØR I NOGEN VERSION hørte sange blev jeg gladest for "Girl Loves Me" og mest berørt af afslutteren "I Can't Give Anything Away", en sentens, der for mig kommer til at ekkoe af Højholts apokryfe dictum "Tag ikke af hovedstolen":

I know something is very wrong
The post returns for prodigal sons
With blackout harks with flowered muse
With skull designs upon my shoes

I can't give everything
I can't give everything
Away
I can't give everything
Away

Seeing more and feeling less
Saying no but meaning yes
This is all I ever meant
That's the message that I sent

I can't give everything
I can't give everything
Away
I can't give everything
Away

I can't give everything
I can't give everything
Away
I can't give everything
Away

I know something is very wrong
The post returns for prodigal sons
The blackout harks with flowered muse
With skull designs upon my shoes

I can't give everything
I can't give everything
Away
I can't give everything
Away

I can't give everything
I can't give everything
Away
I can't give everything
Away

Jeg kan ikke give det hele
Jeg kan ikke give det hele
Bort
Jeg kan ikke give det hele
Bort

Ser mere og føler mindre
Siger ja men mener nej


Det er alt jeg nogensinde har ment
Det er budskabet jeg sendte

Jeg vælger at være lige så hysterisk glad som jeg er

over Kristian Bang Foss' Døden kører Audi i den anmeldelse af samme, jeg begynder på, lige så snart denne korte blogpost er afsluttet efter færdiglæsningen her for en halv time siden, der var blevet løjer-groft forsinket af UDLÅN AF BOGEN og læsning og anmeldelse af Thomas Bobergs I den næste by, som er den skramlede samling rejseminder, den er, lynlæste jeg anmeldelserne, og blev selvfølgelig irriteret på forbeholdene, delsvis spejlvendte i forhold til hinanden (Tue skuffes over sidste del, Gunder over første del) i Tue Nexøs og Nils Gunders anmeldelser i Inf og KD, fordi de forekommer forbandet fornærede, når man sidder her med strålende øjne i sin bag-fryd og planlægger en overbevisende og præcis begejstrings-notation og på trods af flere ret suveræne læseoplevelser på det seneste, Smærup, Jørgensen, Grønfeldt, Aymo-Boot, er betydeligt bjergtaget af, hvor hallucineret klart og rasende prægtigt, Bang Foss skriver som bedst, men hold nu kæft her, Lars, og skriv til avisen i stedet for! Jamen, jeg ville gerne lige demonstrations-citere; Lars!Det kan du gøre senere, Lars! Okay, Lars!

Blindes Juul

Åh, men hvorfor skulle Af sted, til stede være SÅ god? Når jeg nu ikke skal WA-anmelde! Jeg håber, hvem der end skal WA-anmelde er fucking taknemlig! Ja, havde jo nok gennemskuet, på de tekster jeg havde hørt læst op, at det ikke udelukkende var en novellesamling (genrebetegnelsen er på titelbladet "noveller, episoder"), men det er sgu da primært en kortprosasamling, ligesom notesbog-afsnittet i Helt i skoven, selv mange af de tekster, der på overfladen og volumenmæssigt ligner noveller, er i virkeligheden kortprosaer, og ikke fordi kortprosaer uden videre er bedre end noveller, jo, hvis de er skrevet af en fremragende forfatter er de, fordi noveller, der er noveller, bliver nødt til at forholde sig positivt dynamisk til en eller anden novelleskabelon, mens kortprosaer hver gang frigjort, frisat skaber deres egen anti-skabelon, den fremragende forfatters kortprosa er et stykke tekst på oprømt jagt efter sit eget radikalt unikke, individuelle udtryk, kvintessens af juulhed (ja, Elisabeth, det ved jeg godt, jeg ikke må operere med, juulsk og juulskhed, jeg gør det alligevel, fordi det findes hinsides alle de forgæves formelforsøg, også jeg gerne arbejder videre på, sådan her fx), vittig-desperat, excentrisk-henrevet, pjanket-grum, og ligesom i Hans Otto Jørgensens fremragende kortprosaer er grænsen flydende, men ofte grelt og pludselig tydelig, mellem lyrisk digterjegbekendelse og prosaisk fiktionsfabuleren, og hvad skal jeg sige, inden jeg citerer jer lige så forelskede, jo, jeg vil sige, at der er noget meget smukt og retfærdigt i, at Pia Juuls (fremragende, fuck de middelmådige og dilettantiske) digterkolleger og -VENINDER også (i forhold til Facebook-lunheden) helt ærligt synes, hun er den BEDSTE i flokken, og jeg vil sige, at, da jeg læste bogen sen eftermiddag, sen nat og tidlig morgen, forsonede den mig SÅ GODT SOM med den skrækkelige fejl allerallerførst i det nye Hvedekornsnummer ("SIGNE GJESSING født 1993, i Hvedekorn siden 1993", hvis hun bare var født i 1993, men hun er født i 1992, idiot, Lars!), jeg også fik i hånden i går:

DEN LATTER

Jeg forestillede mig tidligt hvordan jeg en dag ville komme ind i et rum og se dig stå nede bagved og hvordan det ville være. Det blev som jeg havde tænkt og alligevel ikke, virkeligheden overgår  heldigvis fantasien, jeg havde, selv med min livlige fantasi ikke drømt om at sådan noget kunne ske, at man kunne føle noget så stærkt og træffe en så dramatisk beslutning på et øjeblik og ikke komme til at fortryde det. For eksempel havde jeg heller ikke fantasi til at forestille mig den latter jeg kan høre i det fjerne, nu hvor jeg er på vej ned ad gaden i mørket, alting fryser og ophedes i mig ved lyden af den og fordi jeg genkender den og bliver utålmodig efter at nå frem og lægge armen om den.