søndag den 12. februar 2017

Mellemfornøjet mellemleder

Jeg skrev i forrige fredags WA Bøger denne mildt drilagtige Bogholderinote.

Turboblankt

Hans Henrik Schwab, Københavns-baseret redaktionschef på Århus-baserede  Turbine, lancerer sit forlags nye smalle udgivelseslinje, kækt kaldt Artur, via et frontalangreb på de øvrige mellemstore forlag for ikke at udgive lyrik. Mikrofonholder er Politiken:
  »I dag er det stort set kun Gyldendal-forlag, der føler en kulturel forpligtelse. De tre forlag, som kommer lige efter i størrelse, har vel højst udgivet 10 digtsamlinger de seneste 10 år. Altså, tilsammen (…) Vi starter også Artur, fordi det ellers bliver overladt til enten Gyldendal eller de helt små, uafhængige forlag. Da Politiken for nylig havde et tema om lyrik, var flere af bøgerne udkommet på forlag, jeg aldrig havde hørt om”.
   Enhver bare nogenlunde nysgerrig læser af ny, dansk poesi kender sagtens de småbitte forlag, der får bøger anmeldt i Politiken og bærer navne som Antipyrine, Basilisk, Gladiator, Korridor, Kronstork, OVBIDAT, OVO, Poetisk Bureau og Virkelig. Vedkendt ukendskab til denne dynamiske underskov skaber ikke ligefrem tillid til Schwabs og Arturs talentspejderevner.
  Og jep, det står skralt til med poesien på L&R, People’s Press og Politikens Forlag, men det virker en smule overilet at prale med egne egernskindhuer, før dyrene faktisk er indfanget. Foreløbig har Artur kun en enkelt bog på bedding, en grafisk roman (anmeldt POSITIVT i denne freddags WA Bøger LB nu) med billeder af Maria Wandel og tekst af Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad, alle med fast tilknytning til andre forlag.
   Bogholderiet gode råd til digterspirer: Et målrettet passioneret mikroforlag er til enhver tid at fortrække frem for et mellemforlag uden mål og med.

lb

- og fik i denne fredags WA Bøger følgende noget længere svar:

Hans Henrik Schwab Redaktionschef, ARTUR/Turbine
"I Weekendavisen Bøger (3/2) hævder Lars Bukdahl, at jeg på vegne af forlaget Turbine skulle have angrebet de »øvrige mellemstore forlag« i et interview om lyrikkens situation (Politiken 26/1). Imidlertid fejlrefererer Bukdahl min udtalelse og misser derved den centrale pointe. Jeg angriber således ikke de »øvrige mellemstore forlag« (hvilke i øvrigt?), men forsøger med lyrikken som eksempel at rejse en principiel debat ved at påpege, at de store forlagshuse i praksis ikke udgiver digte. Pointen er således, at dagens liberaliserede bogmarked er polariseret i en lille gruppe meget store forlagskoncerner på den ene side og heroverfor en myriade af mikroforlag, der efter bedste evne løfter den del af den kulturelle forpligtelse.
Alligevel er disse forlag ikke et reelt alternativ for visse forfattere. Det egentlige problem opstår således, når stadig flere, indimellem sågar statsstøttede, kvalitetsforfattere (også prosaister) falder ned i kløften mellem de helt store og helt små forlag - og forsvinder. Mit bud på en løsning - at et mellemstort forlag som Turbine går ind og tilbyder nogle af disse »hjemløse« forfattere såvel som helt nye navne en udgivelsesmulighed - falder ikke i god jord hos Bukdahl.
»Digterspire, blev ved dit mikroforlag«, lyder hans patroniserende råd. Bukdahl, der selv i mange år udkom på det pænt store og etablerede lyrikforlag Borgen, har alle dage været selvudnævnt bannerfører for de små forlag og smalle udgivelser. Forsvaret for de små er i sig selv sympatisk, men i Bukdahls fundamentalistiske udgave kommer han til at fastholde lyrikken i undergrunden, hvor den ifølge ham trives bedst. En konklusion og arbejdsdeling, de store koncerner helt sikkert vil bifalde. Afslutningsvis forsøger Bukdahl at sætte trumf på ved at påpege, at Turbines nye litterære imprint ARTUR endnu ikke har nogen udgivelser med egne forfattere »på bedding« og dermed ikke noget at »prale af«. Det er decideret ukorrekt. De to første digtsamlinger på ARTUR udkommer allerede i næste måned, hvilket Bukdahl blot ved at gå ind på forlagets hjemmeside kunne have forvisset sig om. For at få sit mikrobudskab igennem må Bukdahl således, bevidst eller ubevidst, indlede med at fejlcitere mig og afslutte med at fordreje fakta. Den store lilleput-elsker Bukdahl er åbenbart nødt til både at hugge en hæl og klippe en tå for at kunne klemme sig ned i så små sko."

Hermed blogreplik:

1. Poetisk point til det afsluttende billedsprog.

2. Undskyld for ikke at have tjekket hjemmesiden. Hvad Schwab undlader at meddele er, at Arturs marts-digtsamlinger er skrevet af halvfemserdigterne Annemette Kure Andersen og Lone Munksgaard Nielsen (Munksgaard er en vigtig helt i Generationsmaskinen og et par gange indstillet til Bukdahls Bet), som debuterede, med Schwab som deres redaktør, på Borgen i henholdsvis 1991 og 1993, og efter Borgens nedtur en tid kort udkom, med Schwab som redaktør, på Lindhardt & Ringhof, og nu har Schwab så meget smukt tilbudt dem husly en 3. gang (Munksgaard har i mellemtiden udgivet billedbøger på Gyldendal (hvor Schwab også helt kort, før L&R, har været redaktør). Jeg glæder mig til begge udgivelser, især Munksgaards Hvis du møder en ensomhed, men det ville sgu være synd at kalde dem et signal om fornyelse. Det manglede bare, at udgivelse nr. 4 er en ny samling af Peter Poulsen.

3. Jeg er ikke bannerfører for noget som helst andet end god poesi, og synes, at alle forlag, små og store og mellemstore (og hvad angår det med store og mellemstore: jeg tænkte bare, at Gyldendal var så meget større ned alle de andre store, at de i sammenligning var mellemstore- og så er Turbine måske mellemlille) burde udgive god poesi, både af idealistiske årsager, fordi det er godt, og af pragmatiske årsager, fordi talent er talent og talent er uforudsigeligt, også kommercielt (lige meget hvad Rosinante&Co's Jacob Søndergaard siger i København Læsers program - smalle der blev brede tæller bare fra 90'er-generationen Helle Helle, Kirsten Hammann, Katrine Marie Guldager, Christian Dorph, Merete Pryds Helle, Ida Jessen). Og jeg synes absolut, der er en farlighed i, at så meget af den vigtige smalhed udgives af skrøbelige små forlag, men når det er sagt, så er de altså temmelig gode til at udgive, både redaktionsmæssigt og synlighedsmæssigt, når forlag, Schwab ikke har hørt om, får deres bøger anmeldt i Politiken (se senest Lilian Munk Rösings store, gode anmeldelse af Jesper Bryggers Kronstork-digtsamling), hvilket ret mange af Turbines bøger nemlig ikke bliver.

4. Min pointe +en gang til for prins Gud: Hvis man endnu ikke har bevist sin kendskab til og flair for og engagement i ung smalhed (men foreløbig bare genindkalder gamle, hårdt plagede yndlinge), så er det lige arrogant nok at pege fingre af andre forlag og alt, alt for tidligt at fortjene en anbefaling fra denne lilleput-elsker.

2 kommentarer:

  1. Apropos smalhed og bredhed, se de nominerende til DR's Romanpris 2017, de er allesammen debuteret rimelig smalt - Thorup, Lyngsø, Stoltz med poesi, Hesselholdt med poesiagtig punktroman, Helle med novellesamling og Vraa med roman på lille forlag - ingen altså brede, tilgængelige bla bla forfattere i udgangspunktet.

    SvarSlet
  2. Kære Lars
    I dit blogindlæg om den ”Mellemfornøjede mellemleder” (mig!) rejser du en række interessante kritikpunkter, der kunne fortjene svar. Jeg vil begrænse mig til det helt centrale, der handler om generationsproblematikken.
    For at anbefale mit ny forlag kræver du flair for ”ung smalhed”. Nu er sagen imidlertid den, at ARTUR ikke kun er tænkt som et forlag for de ”unge smalle”. Den type forlag findes i forvejen og i et omfang, så jeg ifølge Politiken åbenbart ikke kender dem alle (det var nu nok så meget et retorisk statement for at fremme forståelsen, men lad det ligge). Ideen med ARTUR, som vi har forsøgt at formulere på hjemmesiden, er snarere at skabe et litterært og kunstnerisk imprint, hvor der både vil udkomme etablerede forfattere (også gæstestjerner som i forlagets første udgivelse) og helt nye navne. Altså lige så meget Brøndum som Borgen. Det ændrer så ikke ved, at der også skal udkomme nye navne, og jeg medgiver dig hellere end gerne, at talent for og vilje til at spotte nye unge navne kendetegner ethvert anstændigt forlag. I en kommentar til dit indlæg fremhæver Martin Glaz Serup bl.a. forfatterne Niels Lyngsø og Kristina Stoltz som eksempler på smalle lyrikdebutanter, der i dag er indstillet til DRs romanpris. I al beskedenhed var det undertegnede, der med flair for ungt talent fandt og udgav de første digtsamlinger af både Lyngsø, Stoltz og Serup på hhv. Borgen, Gyldendal og L&R. Om ARTUR kan trække lige så skarpe sværd op af stenen, må tiden vise, men det bør være den ideelle fordring. Poetisk point taken.
    Apropos mine gamle forfattere påpeger du, at jeg til de kommende to udgivelser på ARTUR ikke sender uprøvede ynglinge, men ”hårdt prøvede yndlinge” på banen. Sandt nok, men hvis de er ”hårdt prøvede”, skyldes det, at de tilhører det voksende lag af kvalitetsforfattere, der i disse år af kommercielle grunde bliver afvist af de store forlag, hvor de tidligere er udkommet. Et lag af forfattere, der – på trods af statsstøtte og litterær blåstempling – er blevet hjemløse på et liberaliseret bogmarked. At ARTUR tilbyder nogle af disse forfattere en udgivelse, som ellers næppe ville have set dagens lys, må være en meningsfuld mission ud fra et forlagspolitisk perspektiv. Om de så også fortjener poetisk anbefaling, vil jeg overlade til dig og andre kompetente læsere at afgøre ud fra værkernes litterære kvalitet, som i sidste ende er dét – og ikke forfatterens alder eller forlagets størrelse - der tæller. Det er vi ganske enige om.
    God læsning.
    Venlig hilsen
    Hans Henrik
    PS Din ide om, at den fjerde Artur-udgivelse kunne være af Peter Poulsen, er faktisk ganske vittig. Thumbs up. En forfatter – 70+ eller ej – er dog altid velkommen på ARTUR, hvis han kan levere linjer som: ”For at værne om ytringsfriheden/råber jeg røvhul efter naboen ”.

    SvarSlet