Ingen andre autofiktive tekster end denne får lov at findes i 2017

(bortset måske fra Lone Aburas', og Pablo Llambías' kommende bøger? - og i en vis forstand Christina Hagens ...!)

Christina Hesselholdts prosastykke nr. 7 i Maria Wandels ARTUR-billedbog Hemmeligheder alle vegne:

"At have tiden for sig

En udendørscafé før eller efter åbningstid, for der er ingen ved bordene, og parasollerne er ikke slået ud, jeg er sytten år og med mig har jeg The Penguin Book of English Romantic Verse, selv består jeg af lige dele længsel (efter kærlighedsmøder og efter at kunne skrive) og uformåenhed.
  Der står et træ med lyserøde blomster midt i caféen, jeg sætter mig ved et af bordene under det træ, jorden er hård og fejet glat som et gulv, det virker ejendommeligt at træet forsvinder ned i denne gulvagtige overflade, næsten synd, som om man har gjort vold imod det - selvom det ikke er til at sige hvordan: for eftersom træer ikke kan komme ud af stedet, er det skørt at påstå, at træet numere end nogensinde ikke vil komme derfra, at gulvet har fikseret det. Hele tiden er der blomster der giver slip og drysser ned fra kronen, også ned i min bog, det var dengang umuligt ikke at skirve, at de landede i min bog som lette suk - det står på indersiden af paperbackomslaget med min håndskrift, og på flere af siderne er der små brunlige plamager, det erde tidligere lyserøde blomster. Og ved bordet sidder altså den tidlige mig - før (for nu ikke bare at sende Duras som jeg dengang elskede højt en kærlig hilsen, men ligefrem give hende et klem; som om hun var en tube og ud kommer lidt tekst) bøgerne ægteskabet barnet skilsmissen flere bøger et nyt ægteskab min mors død endnu en skilsmisse og stadig bøger."
 

Mellemfornøjet mellemleder

Jeg skrev i forrige fredags WA Bøger denne mildt drilagtige Bogholderinote.

Turboblankt

Hans Henrik Schwab, Københavns-baseret redaktionschef på Århus-baserede  Turbine, lancerer sit forlags nye smalle udgivelseslinje, kækt kaldt Artur, via et frontalangreb på de øvrige mellemstore forlag for ikke at udgive lyrik. Mikrofonholder er Politiken:

  »I dag er det stort set kun Gyldendal-forlag, der føler en kulturel forpligtelse. De tre forlag, som kommer lige efter i størrelse, har vel højst udgivet 10 digtsamlinger de seneste 10 år. Altså, tilsammen (…) Vi starter også Artur, fordi det ellers bliver overladt til enten Gyldendal eller de helt små, uafhængige forlag. Da Politiken for nylig havde et tema om lyrik, var flere af bøgerne udkommet på forlag, jeg aldrig havde hørt om”.

   Enhver bare nogenlunde nysgerrig læser af ny, dansk poesi kender sagtens de småbitte forlag, der får bøger anmeldt i Politiken og bærer navne som Antipyrine, Basilisk, Gladiator, Korridor, Kronstork, OVBIDAT, OVO, Poetisk Bureau og Virkelig. Vedkendt ukendskab til denne dynamiske underskov skaber ikke ligefrem tillid til Schwabs og Arturs talentspejderevner.

  Og jep, det står skralt til med poesien på L&R, People’s Press og Politikens Forlag, men det virker en smule overilet at prale med egne egernskindhuer, før dyrene faktisk er indfanget. Foreløbig har Artur kun en enkelt bog på bedding, en grafisk roman (anmeldt POSITIVT i denne freddags WA Bøger LB nu) med billeder af Maria Wandel og tekst af Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad, alle med fast tilknytning til andre forlag.

   Bogholderiet gode råd til digterspirer: Et målrettet passioneret mikroforlag er til enhver tid at fortrække frem for et mellemforlag uden mål og med.

lb

- og fik i denne fredags WA Bøger følgende noget længere svar:

Hans Henrik Schwab Redaktionschef, ARTUR/Turbine

"I Weekendavisen Bøger (3/2) hævder Lars Bukdahl, at jeg på vegne af forlaget Turbine skulle have angrebet de »øvrige mellemstore forlag« i et interview om lyrikkens situation (Politiken 26/1). Imidlertid fejlrefererer Bukdahl min udtalelse og misser derved den centrale pointe. Jeg angriber således ikke de »øvrige mellemstore forlag« (hvilke i øvrigt?), men forsøger med lyrikken som eksempel at rejse en principiel debat ved at påpege, at de store forlagshuse i praksis ikke udgiver digte. Pointen er således, at dagens liberaliserede bogmarked er polariseret i en lille gruppe meget store forlagskoncerner på den ene side og heroverfor en myriade af mikroforlag, der efter bedste evne løfter den del af den kulturelle forpligtelse.

Alligevel er disse forlag ikke et reelt alternativ for visse forfattere. Det egentlige problem opstår således, når stadig flere, indimellem sågar statsstøttede, kvalitetsforfattere (også prosaister) falder ned i kløften mellem de helt store og helt små forlag - og forsvinder. Mit bud på en løsning - at et mellemstort forlag som Turbine går ind og tilbyder nogle af disse »hjemløse« forfattere såvel som helt nye navne en udgivelsesmulighed - falder ikke i god jord hos Bukdahl.

»Digterspire, blev ved dit mikroforlag«, lyder hans patroniserende råd. Bukdahl, der selv i mange år udkom på det pænt store og etablerede lyrikforlag Borgen, har alle dage været selvudnævnt bannerfører for de små forlag og smalle udgivelser. Forsvaret for de små er i sig selv sympatisk, men i Bukdahls fundamentalistiske udgave kommer han til at fastholde lyrikken i undergrunden, hvor den ifølge ham trives bedst. En konklusion og arbejdsdeling, de store koncerner helt sikkert vil bifalde. Afslutningsvis forsøger Bukdahl at sætte trumf på ved at påpege, at Turbines nye litterære imprint ARTUR endnu ikke har nogen udgivelser med egne forfattere »på bedding« og dermed ikke noget at »prale af«. Det er decideret ukorrekt. De to første digtsamlinger på ARTUR udkommer allerede i næste måned, hvilket Bukdahl blot ved at gå ind på forlagets hjemmeside kunne have forvisset sig om. For at få sit mikrobudskab igennem må Bukdahl således, bevidst eller ubevidst, indlede med at fejlcitere mig og afslutte med at fordreje fakta. Den store lilleput-elsker Bukdahl er åbenbart nødt til både at hugge en hæl og klippe en tå for at kunne klemme sig ned i så små sko."

Hermed blogreplik:

1. Poetisk point til det afsluttende billedsprog.

2. Undskyld for ikke at have tjekket hjemmesiden. Hvad Schwab undlader at meddele er, at Arturs marts-digtsamlinger er skrevet af halvfemserdigterne Annemette Kure Andersen og Lone Munksgaard Nielsen (Munksgaard er en vigtig helt i Generationsmaskinen og et par gange indstillet til Bukdahls Bet), som debuterede, med Schwab som deres redaktør, på Borgen i henholdsvis 1991 og 1993, og efter Borgens nedtur en tid kort udkom, med Schwab som redaktør, på Lindhardt & Ringhof, og nu har Schwab så meget smukt tilbudt dem husly en 3. gang (Munksgaard har i mellemtiden udgivet billedbøger på Gyldendal (hvor Schwab også helt kort, før L&R, har været redaktør). Jeg glæder mig til begge udgivelser, især Munksgaards Hvis du møder en ensomhed, men det ville sgu være synd at kalde dem et signal om fornyelse. Det manglede bare, at udgivelse nr. 4 er en ny samling af Peter Poulsen.

3. Jeg er ikke bannerfører for noget som helst andet end god poesi, og synes, at alle forlag, små og store og mellemstore (og hvad angår det med store og mellemstore: jeg tænkte bare, at Gyldendal var så meget større ned alle de andre store, at de i sammenligning var mellemstore- og så er Turbine måske mellemlille) burde udgive god poesi, både af idealistiske årsager, fordi det er godt, og af pragmatiske årsager, fordi talent er talent og talent er uforudsigeligt, også kommercielt (lige meget hvad Rosinante&Co's Jacob Søndergaard siger i København Læsers program - smalle der blev brede tæller bare fra 90'er-generationen Helle Helle, Kirsten Hammann, Katrine Marie Guldager, Christian Dorph, Merete Pryds Helle, Ida Jessen). Og jeg synes absolut, der er en farlighed i, at så meget af den vigtige smalhed udgives af skrøbelige små forlag, men når det er sagt, så er de altså temmelig gode til at udgive, både redaktionsmæssigt og synlighedsmæssigt, når forlag, Schwab ikke har hørt om, får deres bøger anmeldt i Politiken (se senest Lilian Munk Rösings store, gode anmeldelse af Jesper Bryggers Kronstork-digtsamling), hvilket ret mange af Turbines bøger nemlig ikke bliver.

4. Min pointe +en gang til for prins Gud: Hvis man endnu ikke har bevist sin kendskab til og flair for og engagement i ung smalhed (men foreløbig bare genindkalder gamle, hårdt plagede yndlinge), så er det lige arrogant nok at pege fingre af andre forlag og alt, alt for tidligt at fortjene en anbefaling fra denne lilleput-elsker.