Højaktuel Højholt-kvababbelse 1

- fra Per Højholts Enhjørningens kvabbabbelser, der udkom på After Hand i 1979 (Højholt havde det fine princip, at sine mest poppede bøger (og plader!) - kvababbelser (= radio-digte) og Gittes monologer - udgav han ikke på sit officielle overgrundsforlag, Schønberg, mens hos Henrik Have på mikroskopiske After Hand):

Kunstneren samfundets samvittighed

1.
Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig?
At være samfundets samvittighed er vel alles pligt
og derfor ikke kunstnernes.
Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan:
lave kunst sådan så det lissom bliver mer naturligt
for folk at være samfundets samvittighed, fx.
Det vil jeg godt være med til,
dog med den tilføjelse, at mine læsere
nok vil blive samfundets dårlige samvittighed,
ikke dets gode,
en god samvittighed - er der noget mer ufrugtbart,
rent kunstnerisk,
eller mer kedeligt, rent menneskeligt,
eller mere sjofelt og asocialt, rent politisk?
Samfundets dårlige samvittighed, det er bedre
kunne man selv spille den rolle
ville man måske trives som digter
og få en god samvittighed.

Alligevel duer det ikke: Samvittighed,
det er noget med at være sikker på noget,
at det er umagen værd, fx,
jeg er kun sikker på een ting:
jeg vil ikke stå i vejen for kaos.

2.
Jeg samfundets samvittighed, Perspektivkasse!
Ikke tale om, ikke i det her samfund
som har brug for en samvittighed
fordi det er et klassesamfund,
og de eneste i et klassesamfund som har en samvittighed
er dem der har råd til en.
En samvittighed er dyr, skidedyr,
i et kapitalistisk samfund, det er kun for de rige.
Men de er til gengæld også nødt til at have een,
ellers er det ikke til at holde ud at være rig.
Man kan kun være rig med god samvittighed
hvis man har en dårlig.
De rige sætter pris på digtere, gode digtere,
der kan give dem en kvalificeret dårlig samvittighed,
som de kan veje den gode op med.

Så længe man har en samvittighed
er der en Gud foroven.
Personlig råder jeg ikke over nogen samvittighed
men derfor kunne jeg selvfølgelig godt blive samfundets.
Fast ansat hund i keglespillet,
fordi keglespillet har brug for en hund
der kan vælte en kegle af og til,
en ad gangen, naturligvis, ikke alle ni,
eller tisse på den.

3.
På den anden side:
Der findes så megen uretfærdighed i verden,
der myrdes så mange, der undertrykkes så mange,
de fængsles og torteres og sendes i lejre,
de slagtes og deporteres og bombes og brændes,
-  bør digterne ikke gøre folk opmærksomme på den slags
fx ved at skrive om det?
Nææ. Sødet med lyrik er det svineri.

Hvad er da digterens rolle i samfundet?
At ødelægge det med gode digte.
Hvad ellers: indse det umulige i sit forehavende
og fortsætte alligevel.
Samvittighedsfuldt.

ps.
Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive
sit digt om Ulrike Meinhof: STANDS! Det er for sent
allerede. Hun er død. Hun er færdig med det digt.
der kostede hendes selv og andre livet.
Elendige samvittigheds-nager, hvordan smager et mord?
Smelter Ulrike på tungen?
Endnu en kort besked til digteren: Hvis håndklæde
hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det
ved lejlighed, du vasker alligevel dine hænder om lidt,
efter måltidet, ikke?
Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen
og prøv hvordan det er.