Rådden minimalisme 2 (stødagtigt)

... jeg oplever romanen som kunstnerisk enormt svag, skrevet, som den er, i et underligt, blankt refererende pixibogs-sprog.

- fra min anmeldelse i onsdagens WA Bøger af Beate Grimsruds roman  En dåre fri

Hvad enten det drejer sig om at fortælle om Eriks ophidsede råb, når han presser hende til at knuse et glas og skære sig med skårene, eller om vinduerne, som suger hende til sig, eller glæden over at modtage et arbejdsstipendium, skriver Beate Grimsrud upyntet og nøgternt, nærmest stødagtigt konstaterende. Teksten rummer ingen bristefærdige metaforer eller originale sætningskonstruktioner. Det er, som om hun er bange for at tynge hændelserne ned med for mange ord. Virkeligheden skal ikke tolkes, men blot aflæses, hændelse for hændelse og uden skelnen til stort og småt, synligt og usynligt. Så vi får det hele med.

- fra Henriette Bacher Linds anmeldelse i Jyllands-Posten (5 stjerner)

Suk og wow. Så råt, så straight og alligevel også sært poetisk

- fra Jeppe Krogsgaard Christensens anmeldelse i Berlingske (5 stjerner).

Og selvfølgelig har jeg ret! Jeg skar en sammenligning med Christina Hesselholdts anderledes mættede og forfinede pixibogs-sprog i debuten Køkkenet, gravkammeret & landskabet (på 67 sider, ikke 483 sider) ud af min anmeldelse, det burde jeg måske ikke have gjort, for der er altså forskel på minimalisme og minimalisme, pixibogs-sprog og pixibogs-sprog, lige så lidt som kompleksitet uden videre er lig stor kunst, er simpelhed det.

Se i øvrigt Susanne Christensens præcise (og kontroversielle) anmeldelse af den norske udgave af En dåre fri, der primært attakerer romanens sentimentale dobbeltkontrakt.

- og hvad sker der også for alle de begejstrede anmeldelser af den nye Orla Frøsnapper-film, som jeg anmelder til to stjerner i det kommende nummer af Ekko: Det er en total 3d-farvelade-ødelæggelse af Ole Lund Kirkegaards oprindelige, groft minimalistiske børnebog!