Inhabiliteten er død! Længe leve inhabiliteten!

Til generalforsamling i går i FOFU (Foreningen for ForfatteUddannelse, der i sin tid stod bag oprettelsen af Forfatterskolen og nu fungerer som en slags forfatternes vagt(-Skt- Bernhards)hund i forhold til skolen), der udpeger tre bestyrelsesmedlemmer, der sidder i 4 år, til bestyrelsen, blev jeg afløst som bestyrelsesmedlem af Lene Asp eller Nina Søs Vinter (Marianne Larsen holdt også op). Og et kvarters tid sad jeg fritsvævende og superhabil uden formel forbindelse til skolen. Indtil der skulle vælges en ny formand for FOFU til afløsning af  dobbeltformanden Peter Højrup & Martin Larsen, og generalforsamlingen pegede på min så lykkeligt fritsvævende og superhabile person, og før jeg helt opdagede, hvad der skete, var jeg valgt som FOFU-formand og fik min fiktive FOFU-formandsguldkrone på hovedet og var atter nedtynget og blakket habil - bortset fra at jeg insisterer på, at jeg er og bliver totalt habil, men i visse verdeners øjne er habiliteten, efter de sølle 15 minutters uskyld, atter tvivlsom; heldigvis er der ingen ud over (visse!) medlemmer af FOFU (og læserne af denne post, men I har allerede glemt det i morgen), der ved hvad FOFU er, så jeg behøver ikke engang holde skjult, at jeg er formand for FOFU, hvilket sagtens kunne lade sig gøre; jeg kan på samtlige c.v'er skrive "Formand for FOFU", og ingen vil turde spørge om, hvad FOFU er for noget, enten fordi de ikke vil virke dumme, eller fordi, de er sikre på, at det noget meget kedsommeligt, som de ikke orker at få forklaret, hvilket de ikke uden videre har uret i.