Værsgo. De. Manglede. Punktummer.

Jeg manglede punktummerne i min gengivelse af Poul Borums (åbenbart apokryfe) dictum: JEG. ER. HER. NU. i min kommentar om Statens Kunstfonds forfærdelige Karriereprogram i WA Bøger i går, her er de, så I kan selv sætte dem på plads i avisen:








.







.







.








.

E R

Fre 31-08-2018, 12:22

Kære Lars

Vedr. din bagsidetekst i dag: 

Jeg interviewede engang Poul Borum  - til Bogens Verden nr 4, april 1983  - hvor jeg spurgte ham om hans udsagn, at digtning er at udtrykke: "Jeg. Er. Her. Nu." Han svarede: "Jeg har lige set det samme citat i Kritik (nr. 63). Jeg blev ret forundret over det, jeg kan heldigvis ikke huske alt det, jeg har sagt. - Det er for så vidt meget godt, men den kan yderligere reduceres til: "Er."

Mvh Helge Krarup

Kaspar er stadig poesiens fremtid

I anledning af Kaspar (nogen gange også: Kaum) Bonnéns 50 års fødselsdag i går et genoptryk af en anmeldelse fra 2000 i WA Bøger for at erindre os og ham om, hvilken stærk og vigtig digter, han -  ved siden af sin fortjent kanoniserede billedkunst - i al for stor hemmelighed var og til stadighed er og bliver:

Fortalte abstraktioner

25. februar 2000

Rum. Kaspar Kaum Bonnén er det nye årtusindes elektriske Aladdin, appelsinerne falder og falder ned på hans forskruede turban.

Kaspar Kaum Bonnén: Træning - øvelser for rum. 59 sider, 162 kr. Borgen. 

JEG har set poesiens fremtid, og den hedder Kaspar Kaum Bonnén. Tror jeg nok! Da jeg læste Kaspar Bonnéns første bog, Vælg alt fra 1997, glædede jeg mig over dens kantede kaos. Da jeg læste Kaspar Bonnéns anden bog, Det nye kvarter fra 1998, blev jeg begejstret over dens sejlende rod. Og da jeg læste Kaspar Bonnéns nye bog, Træning, med undertilen »- øvelser for rum« blev jeg - jeg ved ikke, hvad der er det rette ord, men måske er det faktisk: betaget over dens flydende uorden. Der er dét besværlige ved Bonnén, som har en hel del med det betagende at gøre, at han er umulig at fastholde, elegant undflyer han ethvert forsøg på fiksering. Selv da han i de to første afsnit i Det nye kvarter« forsøgte at overholde en vis motivisk centrering, blev pointen i høj grad netop ufastholdeligheden, henholdsvis utopiens og den elskedes, hvilket jo så til gengæld med sin tydelige utydelighed var en ret klar og nærmest pædagogisk pointe, den var med andre ord til at skrive ud, i f.eks. en anmeldelse. Sådan er det ikke med den nye bog, den er ganske vist også udstyret med noget, der ligner en motivisk centrering, nemlig det her med det trænende, øvende rum.

Systemet er indrettet på den intrikate måde, at der er 11 tilsyneladende overordnede afsnit med titler som »Så mange døre, så få rum« og »Interview af de nære omgivelser,« som består af rimeligt ens udseende, flosset lyriske tekster af forskellig længde, men uden sideskift; på tværs af den overordnede inddeling løber imidlertid to andre organiseringer, en der på ikke uden videre indlysende tidspunkter tæller op fra I til XXXVI og en, der lige så lidet indlysende inddeler i følgende rum, »Entre« (herimellem kommer det eneste rent og nøgternt rumligt betitlede afsnit, »Suite, balkon, kammer,« hvis status dermed bliver prekær), »Hall,« »Atelier,« »Altan,« »Gang,« »Telt,« »Veranda,« »Stue.
Køkken,« altså bortset fra teltet en udmåling af (noget af) et forholdsvis normalt hus. Og flere af teksterne, eller rettere meget af teksten, tager rigtignok også udgangspunkt i digterjegets omgivelser, men ikke specielt mange og ikke specielt specielt, fra den formelle rumorganisation udgår sådan cirka nul styring (det samme gælder den romerske optælling, og jeg skal huske at sige, at det synes jeg er helt i orden og helt fedt). I stedet tages der udgangspunkt hvor som helst når som helst. Der står godt nok meget »jeg,« og det ville være forkert at kalde det et anonymt eller opløst jeg, man måtte måske snarere oprette et næsten totalt adspredt og rastløst jeg, der i sin glidende og fortumlede undersøgelse af sig selv og verden, eksistentialerne og abstraktionerne ikke skal bruge mere end to linier for umærkeligt at nå fra den køligste, nærnaive nøgternhed til den skæveste, mest hårrejsende hallucinatorik. Det meste foregår naturligvis i mellemtiden som en slags klarøjet overgivelse til selve den snublende bevægelighed på tastaturet og i livet og alle de lykkelige, frie og fro formuleringer, den kaster af sig. Hvis jeg må have lov til at udtrykke det så uklart, for man aner måske mit problem med den ærede håndsæbe. Man kunne også tale om en blanding af Jørgen Leth og John Ashbery, men det hjælper vist heller ikke. Jeg vil straks hente et ekstensivt citat ind til eftersyn, og jeg tror, jeg vil slå helt tilfældigt op, for det tror jeg, at man kan, bladre, bladre, nederst side 36 og øverst side 37: cMEN min verden sover håbløst, grene og vind/ bevæger sig gennem luften,/ monstre af ubetydelig størrelse, der sniger sig mellem/ husene med den genstandsløse kærlighed./ Jeg siger kærligheden er et hus i mit hoved,/ som ikke vil forlades. Derfor fylder jeg det med glæde./ Af øjne hvilende mod hinanden, som om det var noget nyt,/ at jeg elsker at stå og se på dig, dine bukser og alt hvad de gemmer./ Dine øjne og alt hvad de råber efter folk på gaden. Dit køn,/ der tårner sig op mod mit ansigt og ikke lader ordene passere.//XXII/ Genstande er uden betydning for mit liv. Jeg bryder/ mig ikke om noget som helst, min ånd trives bedst/ i ensomheden, men ensomheden øver sig også uden mig,/ jeg driver rundt på gaden med anklager til alle og enhver./ Jeg tigger folks penge og kysser deres munde med foragt,/ imens sted efter sted driver forbi, som var de til stede i en endeløs diskussion. Hvad er rummet/ andet end en diskussion? Hvad er begæret, når det genstandsløst raser fra flade til flade og skaber sine egne/ billeder, sine egne tilstande af højtspillende lirekasser,/ skørt materiale, klingende koklokker og ølklirren?/ Vi kan lade solen stå op eller månen dø her et sted,/ som hverken er vores ben eller nat. Det er lyset, som/ trækker forbi. Det er årstiderne, som kører i ring./ Det er motorvejen, som jeg endelig har opfundet.« Ja, Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe! Og apropos Kingo, kan vi i denne eksemplariske samling sludder og skønhed og sandhed og vrøvl få øje på et af Bonnéns yndlingstricks, den rigtig barokke ting, at billedliggøre, nej fabulisere abstrakterne: Kærlighedens hus i hans hoved, ensomheden der øver sig for sig selv og begæret, der skaber sin egen tilstand af højtspillende lirekasser. At Bonnén, en halvflippet kunstakademielev, slentrer lige ind på centrallyrikkens mølædte scene og opfinder poesien på ny, som om det var den letteste sag i verden, forekommer faktisk helt rimeligt. Mærkeligere ting er (næsten ikke) sket, og/men hvordan skal vi komme videre uden mindst én sublim fejltagelse. Han hedder Kaspar, hvad er rummet andet end en diskussion, og det er motorvejen, som han endelig har opfundet.

Natteremse

T

AT

NAT

FNAT

FANATISME

nej

FANATTAK

Reolroulette 9

Den landskendte jurist, Rolf Lichtberg, var aftenen i forvejen blevet fundet død af sin husholderske.

Reolroulette 8

You said you had nothing to do with your wife's murder

3, nej 4 metaforist-4'ere - younger than modernism

(alle med krigeriske mellemværende med metaforen, men alle metafor-mestre på grund / på trods)

4.
MARIANNE LARSEN

(ikke rigtig nogen fra 80'erne vel? Jac jo ikke rigtig metaforist - hmmm, og dog, meget i familie med både Ørnsbo (og Benny da) og Larsen, så OK:)

4.
F.P: JAC

4.
SIMON GROTRIAN

4.
RASMUS NIKOLAJSEN

- hvad med de yngste her i 10'erne ?

Billedstærke er i hvert fald Signe G, Cecilie L, Lea L, Joakim V! Yderligere 4-4-4-4

Metaforist-top 3 - modernist-besat

1.
JESS ØRNSBO*
(immer skridende ud i vision og mareridt, og derfor nr. 1)

2.
BENNY ANDERSEN
(jævnfør digtet nedenfor)

3.
KLAUS RIFBJERG

(fremfor, blandt modernister, Højholt, Malinowski, Sonne, Gustava, Christensen, Borum m.fl., hvor metaforen heller ikke er slagnummeret)

*
NYT digt fra Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 64, april 2018:

USIKKERT SIGNALEMENT

Find dig selv
her mellem ubeljelige skeletter
taberhjerner
og skærme
med sorgens tilløbsstykker
hende dér måske
med sine bæredygtige bukser
hende der printer sine drømme ud
og rejser
til sjælens udkant -
men ellers indkogt krammesyge
og søvndrukne ankler
skyggetanten
hun bærer smerten
som et stort æg i sig
ventende på .......
nedkomsten

Radio-Benny-digt

- talte også i Ak24syv om digteren Benny - link HER - og læste det her digt op fra Kamera med køkkenadgang, 1964 - som jo er en art arbejdspladsreportage. eftersom Benny gennem 50'erne havde fast nattejob som barpianist:

I BAREN

Her mødes små mænd med store stemmer
børn af uønskede forældre
om et overbefolket klaver,
drømmer om håndtag, tykke breve
og drægtige telefoner
en tilværelse med skum på.
Hvorfor bo i et kamera
med køkkenadgang
tapetseret med børnehjælpsdagens nittelodder
koldt styrtebad som hobby
og når søvnens plaster rives af
finder man dagens afgrund under sig.
Her springer man ikke fra tegnestift
her koagulerer de trippende sekunder
her tipper man sin smerte af
og får den igen som finthakkede melodier
hjertets linde fars.
Her er det muligt at tro
at rammen afstedkommer billedet
at alt er godt hvis blot
vi lægger ekkoet de rette ord i munden.
Vi danner trygt gevind
om brandertens rolige skrue
til gaden udenfor er blot
en lille ridse i drømmens lp-plade.

- så fine, de tidlige Ole Sporring-covers

Vampyrer er humorister og omvendt

Tankevækkende sammentræf:

Dan Turèll skrev bogen Alverdens vampyrer, udgivet af Borgens Forlag i 1978 (og basrede sine sPace Cantos på citater fra Marvels Dracula-hæfter)

Benny Andersen oversatte Bram Stokers Dracula i 1963

- og mon ikke så Halfdan Rasmussen RENT FAKTISK var vampyr, en suepervenlig én, mistænkeligt jo, at han, så vidt jeg kan overskue (og det er ikke komplet vidt), aldrig ahr skrevet 1 rim om vampyrer  ... !

Den sidste modernist er den sidste mohikaner

- er JESS ØRNSBO, født 1932, bogdebut 1960, samme år son Benny (og han hverken debuterede i Heretica, som Benny og Gustava og Højholt (og Sonne?), eller Hvedekorn som Rif og Inger C og Knud S men Rifs og Villy S' Vindrosen)

(og ikke Knud Sørensen, født 1928, der sprang modernismen over og sprang direkte fra gammelmodighed til en slags konkret-, systemdigtning)-

derfor alt tekst side 40-41fra Bennys børnerim-udvlag, min yndlings-Benny.bog, NIkke nikke nambo, til Jess, som vi beordrer til at blive helt utroligt tudsegammel (Ørnsbo-titel: Tusdigte) - elsker de sirligt punktummer:

Ek sikke lej sikke london don
kilimili maksi
kuksi kaksi
esrom pyt.

Den sidste mohikaner
er endnu ikke død
han lever af bananer
og gammel wienerbrød

Oppe på altanerne¨
danser indianerne
rød blå hvid
du slap fri.

Oppe å altanerne
vokser tulipanerne¨
rød gul blå
du skal stå.

Oppe i lianerne
sidder indianerne
der var en der blev for fed
han faldt ned.

Anmeldelsen som kram

Ordstorspiller: Kramkisteglad

6. november 2009 Weekendavisen  

Selv når det regner i Paris, regner det ikke i Benny Andersens hjerte, der stædigt rimer på fødselsdagstærte.

Benny Andersen: Kram. 41 sider. 150 kr. Borgen.

Dobbeltbetydningen af titlen på Benny Andersens nye, åleslanke digt- og kortprosa- og landsmødetalesamling Kram er let nok at afkode, men derfor, som så mange af hans gode digte, ikke mindre elegant og underfundig: Bennys digte er nemlig både kram, forstået som slidstærke eksempler på, hvor meget liv en poetisk forholden sig kan puste i nok så selvdødt et sprog - når håbløst håbefulde indsendere af digte til Hvedekorn skal anvises en vej til poesien, foreslår jeg tit og ofte Bennylæsning - og kram, forstået som kærlige knus givet dels ovennævnte modersmål, dels hans højt og flot elskede hustru, i omvendt kompositionel rækkefølge.

Og i form af en for en gangs skyld salgbar digtbog givet forlaget gennem 49 år, Borgen, der af tidernes økonomiske ugunst har følt sig tvunget ud i en ret så radikal afpoetisering, der bl.a. har betydet et farvel, efter 45 år, til ovennævnte Hvedekorn, hvori to af bogens i alt 20 tekster første gang blev offentliggjort, hvilket vil sige, at jeg, redaktøren, har læst dem virkelig mange gange og kan bevidne, at de vitterlig er både kram og kram, her er det ene, »Hyldest til [akkurat LB] holdbarheden«:

»Hun holder hus og have og mig/ hun holder ikke høns men ord/ hun har helstøbte håndfaste holdninger/ holder masken når det gælder/ men holder sig sjældent i baggrunden// Havde vi haft en fane/ ville hun holde den højt/ hun er mit faste holdepunkt/ hun holder mig aldrig hen/ tværtimod// Hun holder mig oppe/ holder mig i gang/ holder mig flydende/ så jeg aldrig holder inde før/ vi holder tæt om hinanden.«

Det var på kun 15 linjer mindst 16 turneringer af faste vendinger med det jo ikke i sig selv spektakulære ord »holde«, som dermed omsider får lov til at være en stjerne i sin egen ret. I et andet digt falder rampelyset på det endnu mere upåagtede lilleord »til«: »Jeg er især til kvinder/ men koncentrerer mig kun om hende/ som nu på mine gamle dage/ gør mig mere og mere opsat på at være til/ bare til/ til/ og atter til.« Dér i næstsidste linje står »til« helt alene og kan lysende bære det.

Benny Andersen fylder utroligt nok 80 på lørdag, og ligesom det er tilfældet med ugens anden fødselar, urimeligt nok 70-årige Svend Åge Madsen, har den litterære institution døvet hans eksempels magt - tænk hvis normalromaner blev dømt med Madsens interplanetariske alen!? - med rørstrømske og intimiderende hyldesttaler til hans kære umiskendelighed. Tænk hvis faktisk ordspillet var konstituerende for poesien i almindelighed og dansk poesi - naturnødvendigt forstået som også revyviser og raptekster så nemlig - i særdeleshed, for det er i hvert fald the constitution for konstitutionen hos nulevende nationaldigter Andersen:

»At blive gammel/ Hvad vil det egentlig sige?/ At blive gammeldags/ eller gammelnats?/ Gammelklog// eller gammeldum?/ Gammelmodig/ eller gammelfej?/ At have mange år på bagen/ men hvor sidder da resten af årene -/ måske på hagen?«

Der er som sagt to små afsnit (delt af et causerende mellemspil om »Kærlighed & jura«) i den kolibri-lette bog, »Til og om E.E.«, digte til og om den elskede, og »Af og om B.A«, digte og tekster til og om sproget og digterens ualmindeligt gode humør (»Blød om boulevarderne« hedder et digt fra Paris, hvor det regner og regner, bare ikke i digterens hjerte) + altså en tale til det radikale landsmøde denne september, som ret hurtigt bliver et fortumlet prosadigt om fænomenet »samvittighed«.

Et meget smukt og sigende prosastykke er »Stendragten«, der følger og udfolder den unge Bennys undren over, at hans murerfar indtil flere gange om dagen iklæder sig en »dragt sten«: en dragt fra Daells Varehus, en dragt prygl, så man bliver gul og blå ...? En dag møder Benny op på byggepladsen, »(...) jeg husker min forundring over, at han ikke havde det kolossale, polygone skrud på, som jeg havde ventet.« En dragt sten afslører sig prosaisk som en stilladshylde med 32, opstablede mursten, der tungt hviler på skuldrene. Benny valgte stendragtens realitet fra, den »passede dårligt til mig«, og forundringen over ordet for samme til, blev moremester i stedet for muremester, til ingens murren undtagen mørkemændene.

Yndlings-Benny-lineup

De første 3 digtere i Hvedekorn 4, 2008, med ret præcis 30 år imellem dem: - præsentationer og bidragenes førstelinjer (og -titler)

Benny Andersen 

Født 1929 I Hvedekorn siden 1957

HYLDEST TIL HOLDBARHEDEN

Hun holder hus og have og mig

+

Simon Grotrian

Født 1961 I Hvedekorn siden 1984

ELIAS

  

Jeg er ældre end min egen skygge

+

Cecilie Lind

Født 1991 Debut

aktier/ krøller fluen sit hulenæb sammen/ i en absolut afroblomst

DADA-hightlighting

da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles

da Mozart var fem år
da Jesus var tolv
da Columbus lettede anker
da Homer
da Rembrandt
da Pasteur
da Darwin
da Dalgas
da Vinci
da Gama
Damokles 

da
da
da
da
da
da
da Da
da Da
da
da
Da