Det var et chok for sheiken,
at jeg ikke vandt en en Blixen-pris
for formidling i aftes i Folketeatret.
Din folkelighed har altid været
uhyre teatralsk, sagde han,
og din åndsaristokratisme -
også kaldet baronessehed -
tilsvarende inderlig.
Viser opslag med etiketten Blixenprisen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blixenprisen. Vis alle opslag
lørdag den 26. maj 2018
tirsdag den 24. april 2018
Men hvorfor?
Er jeg indstillet til den pri? - Rothstein & Mogensen er indstillet for deres radioprogram. Jeg tænker, at jeg er indstillet for mine blogposter om Helle Helle, så dem jeg må hellere fortsætte med frem til prisfesten- her er en tidlig post fra 2010:
- skiftevist mildt eller strengt, eller måske faktisk på en enigmatisk
måde begge dele på én gang, som en gudinde i en græsk tragedie, der har
stillet sig udenfor den skæbnemekanik, hun selv har været med til at
konstruere, og nu bare står og følger med, undrende - men kun hvis du
kører i DSB-tog i august måned, hvor hun er på forsiden af Ud og Se
- og i torsdags holdt hun øje med mig i hele 6 timer,. fra Frederikshavn
til Hovedbanen, på bordet ovenpå de indkøbte blade og aviser og fra
menu- og magasinholderen under vinduet, hvor hendes øjne akkurat stak op
-
interviewet er fint nok, og billederne er endnu bedre - ikke mindst det hvor HH set oppefra foretager en eller anden mystisk kungfu- eller taichi-amnøvre på gruset!!?? - men uundværligt og aldeles overrumplende er stumperne af et referat af den roman, Helle sidder og skriver på og først udkommer i 2011, der er længe, længe til: ""den handler om en pige, der bor til leje i en bungalow i Glumsø (...) nu kan hun skrive om en, der faktisk bevæger sig ud i verden. Hun tager ind til København for at studere. Men, afslører Helle, hun ender nu mest med at gå rundt inde i butikscentret Scala." Og og og og TEKSUDDRAGET fra den stadigvæk titelløse roman:
"Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede."
Per Finland! Minilæsser! Prince 100! SFU! Sandby! Vandseng!
Hvordan vente? spørger jeg det milde og strenge cover-åsyn.
(dengang var billedet ikke med)
søndag den 8. august 2010
Helle Helle Is Watching You
interviewet er fint nok, og billederne er endnu bedre - ikke mindst det hvor HH set oppefra foretager en eller anden mystisk kungfu- eller taichi-amnøvre på gruset!!?? - men uundværligt og aldeles overrumplende er stumperne af et referat af den roman, Helle sidder og skriver på og først udkommer i 2011, der er længe, længe til: ""den handler om en pige, der bor til leje i en bungalow i Glumsø (...) nu kan hun skrive om en, der faktisk bevæger sig ud i verden. Hun tager ind til København for at studere. Men, afslører Helle, hun ender nu mest med at gå rundt inde i butikscentret Scala." Og og og og TEKSUDDRAGET fra den stadigvæk titelløse roman:
"Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage. Jeg mødte tit Per Finland, han vidste heller ikke, hvad han skulle. Han brugte dagene på at køre rundt i sin onkels minilæsser og ryge Prince 100. Han var blevet meldt ind i SFU ved en fejltagelse, han havde bare været til fest hos nogle fra Sandby. Jeg begyndte at tage med ham hjem. Han havde vandseng, det duvede og skvulpede."
Per Finland! Minilæsser! Prince 100! SFU! Sandby! Vandseng!
Hvordan vente? spørger jeg det milde og strenge cover-åsyn.
(dengang var billedet ikke med)
mandag den 23. april 2018
Må den mest bestialske Litteraturfremmaner vinde
Jeg er nomineret til et pris! Det har jeg ikke prøver før; jeg har fået nogle få priser, men jeg har aldrig været nomineret til én før og ved ikke, hvilken forventningsgrimasse der kan passe. Det er den her pris og den uddeles 25. maj i folketeatret :
Kaspar Colling Nielsen
Marie Louise Kjølbye
Blixenprisen for årets indsats for litteraturformidling
NOMINEREDE
Klaus Rothstein og Nanna Mogensen for ’Skønlitteratur på P1’
Kritiker Lars Bukdahl
Litteraturkonsulent Michael Linde Larsen
Kritiker Lars Bukdahl
Litteraturkonsulent Michael Linde Larsen
JURY
Lise VandborgKaspar Colling Nielsen
Marie Louise Kjølbye
lørdag den 20. maj 2017
Mere end OK Blixener (til i alt 225.0000)
- Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse – The Blixen Literary Award (100.000 kr.):
Iben Mondrup med ”Karensminde”
IBEN!
- Blixenprisen for årets litterære talent (10.000 kr.):
Andreas Pedersen med digtsamlingen ”Fryden”
ANDREAS!
- Zinklar-prisen (100.000 kr.):
Pia Juul
PIA!
- Blixenprisen for årets tegneserie (15.000 kr.):’
Halfdan Pisket med ”Dansker”
HALFDAN!
(fik Jens Christian Grøndahl og Ib Michael også Blixener? Det kan jeg allerede ikke huske noget om, men MONDRUP! PEDERSEN! JUUL! PISKET!)
torsdag den 19. maj 2016
Spillemandens abe taber igen
Det er åbenbart ikke muligt for Hanne Højgaard at få en pris for sin fantastiske bog, lige meget hvor mange gange hun bliver nomineret. Og hvor er det forfriskende, når en forfatter for en gangs skyld siger obstruerende finger til hele pris-halløjet (selvom jeg selv er associeret med indtil flere priser, herunder min egen, der inviterer nominerede, der for længst er sikre tabere, hvilket de ikke engang altid er klar over - men her er stilen godt nok ualmindelig dårlig)
"Angående Blixen-prisen, det var med tyk ironi jeg forleden skrev "det er vildt spændende", det har det på intet tidspunkt været for mig, men sygt irriterende at blive bedt om at møde op ("vi beder dig bekræfte.."), og nu har jeg så ovenikøbet fået en rykker, fordi jeg ikke har BEKRÆFTET (bekræftet hvad, at være spillemandens abe??). Hvad er der nu galt med en invitation fx? Eller en trøstepræmie i kontanter. og hvor mange gange skal jeg sige at jeg IKKE er en ABE eller en CIRKUSHEST for den sags skyld, EN DRESSERET PUDDEL, hva f… har I gang i??? NIXEN BIKSEN KAREN BLIXEN!!! ska det runge herfra 3.sal på St. Kongensgade (jeg har vist også en vasketid den aften)"
"Angående Blixen-prisen, det var med tyk ironi jeg forleden skrev "det er vildt spændende", det har det på intet tidspunkt været for mig, men sygt irriterende at blive bedt om at møde op ("vi beder dig bekræfte.."), og nu har jeg så ovenikøbet fået en rykker, fordi jeg ikke har BEKRÆFTET (bekræftet hvad, at være spillemandens abe??). Hvad er der nu galt med en invitation fx? Eller en trøstepræmie i kontanter. og hvor mange gange skal jeg sige at jeg IKKE er en ABE eller en CIRKUSHEST for den sags skyld, EN DRESSERET PUDDEL, hva f… har I gang i??? NIXEN BIKSEN KAREN BLIXEN!!! ska det runge herfra 3.sal på St. Kongensgade (jeg har vist også en vasketid den aften)"
tirsdag den 10. maj 2016
Den store hvide mandlige forfatter Hanne SKAL VINDE!
Hannne Højgaard Viemose er indstillet til endnu en pris for hendes mageløst monstrøse roman Mado, denne gang er det den kun 1 år gamle (hoved-)Blixenpris, og denne gang skal hun have prisen, skal hun fandeme! Med-nominerede er Ida Jessen, hvis bog jeg har læst og syntes godt om, men ikke lige så godt, og Trisse Gejl, hvis bog, jeg ikke har læst, men mine kvalificerede fordomme (+ 4 Gejl-bøger læst) tilsiger mig, at jeg ikke vil bryde mig om den, og selv hvis jeg gjorde, og Gejl formåede at præstere en Brenøe (selv MB kunne principielt ... og det kunne han så, men har til gengæld været sådan cirka tavs siden), så helt sikkert ikke lige så meget som Mado.
Samtidig har Hanne netop publiceret en veloplagt svidende (bruger det adjektiv for lidt) brandtale om den håb- og meningsløse identitet: Kvindelige forfatter, et klip:
"Det værste ved at være (kvindelig) forfatter er det evindelige pres for at udsende pressebilleder af sig selv og stille op til alverdens interview- og prisnomineringsgejl (jeg kan godt lide at læse op, men alt det andet: pff). Det får mig til at føle mig som en abe. Jeg hader at blive fotograferet. Jeg hader at vide at omtalen af min bog får en dårlig plads, om nogen overhovedet, i avisen, hvis jeg ikke sender et lækkert billede af mig selv ud. Jeg hader, at jeg nær blev frataget en nominering til en litteraturpris, fordi jeg ikke ville fotograferes. Jeg hader at folk altid vil SE forfatteren, at man skal give noget af sig selv som privatperson, (som om det ikke er nok at have vredet og våndet sig i årevis for at skrive en bog), at kulturjournalisterne køber den præmis og holder den ved lige. Jeg hader at skulle opføre mig som en dresseret abe, svinge med halen, for at folk gider læse mine bøger, for at de overhovedet opdager at de findes. Jeg hader bananer.
Ind imellem slår det mig at folk kan opfatte en skrift som kønnet, at skriften kan opføre sig på en måde, så læseren får en fornemmelse af og forventning om et køn. Dengang jeg skrev på min første roman Hannah læste jeg et afsnit op for et hold højskoleelever og en umiddelbar reaktion blandt eleverne var, at det var sjovt, at jeg kunne leve mig så godt ind i at være en ung mand. Men de tog fejl, hovedpersonen i Hannah er en ung kvinde, det er i høj grad en selvbiografisk roman, men jeg tror, det er den lidt rå fortællertone og måske den nøgternhed og rastløshed, der præger skriften, der har virket så mandligt kønnet på eleverne. Efter bogen udkom har jeg ved forskellige lejligheder hørt kritikere og andre læsere tale om, at Hannah er en ung, forvirret kvinde, der opfører sig som om hun var en mand. Jeg forstår godt hvorfor man kan ræsonnere sådan, hvis man fx læser starten af Hannah og ikke kender eller tænker på titlen:
"Jeg arbejdede engang på en bananplantage uden for Tully i det nordlige Queensland. Tully, der ikke var et sted for en pige som mig. Get out of that place sweetie, sagde Donald (…)
Tully var ikke et sted, man slog sig ned, hvis man ikke havde sine grunde. Det var det vådeste sted i Australien, en flække gemt væk mellem masser af bananplantager, millioner af sukkerrør og regnskove, der bølgede helt ud til havet. De lokale slog sig på flasken hver eneste payday, fredag efter fire, og man fik nemt nogle tæsk, der skulle ikke meget til. (…)
Man drak Four X af cooler og gik med bare tæer og T‐shirts til en dollar.
Når pubben lukkede klokken tolv, kørte man til Country Club Feluga i en kasseret truck fra Chiquitas, stenede rundt i et rungende lokale af beton til Dirty Old Town, vendte de samme plader med Springsteen og Metallica. Man røg sig skæv og drak, til man tumlede om, eller ud for at knalde en tilfældig fra plantagen på flodbrinken på den anden side af vejen, til latterfuglen kookaburra lod sit morgenskrål lyde over sukkerrørene, regnskovene og bananplantagerne.
Her boede jeg det meste af et år i en campingvogn på den anden side af jernbanen, hvor tipvognene blev læsset med sukkerrør og kørt ind på fabrikken. Jeg vil ikke sige, at jeg slog mig ned, men jeg lagde heller ingen planer om at rejse, blev ligesom bare hængende uden at tage stilling til, hvad der skulle ske."
Det kan godt provokere mig, når folk på den måde sætter et køn på bestemte opførsler, eller bestemte måder at udtrykke sig på. Jeg synes jo ikke Hannah opfører sig som en mand, eller at jeg fortæller som en mand, hun er bare Hannah, jeg er bare mig. Jeg synes ikke, det er mere mandligt end kvindeligt at have et begær, at være rastløs, vred, frustreret, at forholde sig råt og nøgternt til begivenhederne. Når jeg hører folk sige, at Hannah opfører sig som en mand, kan jeg godt mærke en lille feminist stå og stampe inden i mig, ellers tænker jeg sjældent på mig selv som feminist, fordi kønnet ikke optager mig så meget som alle mulige andre uligheder og idiotiske forhold i vores samfund. Men det er mig altid en udelt fornøjelse at give fingeren til kedelige kønsstereotyper. "
Samtidig har Hanne netop publiceret en veloplagt svidende (bruger det adjektiv for lidt) brandtale om den håb- og meningsløse identitet: Kvindelige forfatter, et klip:
"Det værste ved at være (kvindelig) forfatter er det evindelige pres for at udsende pressebilleder af sig selv og stille op til alverdens interview- og prisnomineringsgejl (jeg kan godt lide at læse op, men alt det andet: pff). Det får mig til at føle mig som en abe. Jeg hader at blive fotograferet. Jeg hader at vide at omtalen af min bog får en dårlig plads, om nogen overhovedet, i avisen, hvis jeg ikke sender et lækkert billede af mig selv ud. Jeg hader, at jeg nær blev frataget en nominering til en litteraturpris, fordi jeg ikke ville fotograferes. Jeg hader at folk altid vil SE forfatteren, at man skal give noget af sig selv som privatperson, (som om det ikke er nok at have vredet og våndet sig i årevis for at skrive en bog), at kulturjournalisterne køber den præmis og holder den ved lige. Jeg hader at skulle opføre mig som en dresseret abe, svinge med halen, for at folk gider læse mine bøger, for at de overhovedet opdager at de findes. Jeg hader bananer.
Ind imellem slår det mig at folk kan opfatte en skrift som kønnet, at skriften kan opføre sig på en måde, så læseren får en fornemmelse af og forventning om et køn. Dengang jeg skrev på min første roman Hannah læste jeg et afsnit op for et hold højskoleelever og en umiddelbar reaktion blandt eleverne var, at det var sjovt, at jeg kunne leve mig så godt ind i at være en ung mand. Men de tog fejl, hovedpersonen i Hannah er en ung kvinde, det er i høj grad en selvbiografisk roman, men jeg tror, det er den lidt rå fortællertone og måske den nøgternhed og rastløshed, der præger skriften, der har virket så mandligt kønnet på eleverne. Efter bogen udkom har jeg ved forskellige lejligheder hørt kritikere og andre læsere tale om, at Hannah er en ung, forvirret kvinde, der opfører sig som om hun var en mand. Jeg forstår godt hvorfor man kan ræsonnere sådan, hvis man fx læser starten af Hannah og ikke kender eller tænker på titlen:
"Jeg arbejdede engang på en bananplantage uden for Tully i det nordlige Queensland. Tully, der ikke var et sted for en pige som mig. Get out of that place sweetie, sagde Donald (…)
Tully var ikke et sted, man slog sig ned, hvis man ikke havde sine grunde. Det var det vådeste sted i Australien, en flække gemt væk mellem masser af bananplantager, millioner af sukkerrør og regnskove, der bølgede helt ud til havet. De lokale slog sig på flasken hver eneste payday, fredag efter fire, og man fik nemt nogle tæsk, der skulle ikke meget til. (…)
Man drak Four X af cooler og gik med bare tæer og T‐shirts til en dollar.
Når pubben lukkede klokken tolv, kørte man til Country Club Feluga i en kasseret truck fra Chiquitas, stenede rundt i et rungende lokale af beton til Dirty Old Town, vendte de samme plader med Springsteen og Metallica. Man røg sig skæv og drak, til man tumlede om, eller ud for at knalde en tilfældig fra plantagen på flodbrinken på den anden side af vejen, til latterfuglen kookaburra lod sit morgenskrål lyde over sukkerrørene, regnskovene og bananplantagerne.
Her boede jeg det meste af et år i en campingvogn på den anden side af jernbanen, hvor tipvognene blev læsset med sukkerrør og kørt ind på fabrikken. Jeg vil ikke sige, at jeg slog mig ned, men jeg lagde heller ingen planer om at rejse, blev ligesom bare hængende uden at tage stilling til, hvad der skulle ske."
Det kan godt provokere mig, når folk på den måde sætter et køn på bestemte opførsler, eller bestemte måder at udtrykke sig på. Jeg synes jo ikke Hannah opfører sig som en mand, eller at jeg fortæller som en mand, hun er bare Hannah, jeg er bare mig. Jeg synes ikke, det er mere mandligt end kvindeligt at have et begær, at være rastløs, vred, frustreret, at forholde sig råt og nøgternt til begivenhederne. Når jeg hører folk sige, at Hannah opfører sig som en mand, kan jeg godt mærke en lille feminist stå og stampe inden i mig, ellers tænker jeg sjældent på mig selv som feminist, fordi kønnet ikke optager mig så meget som alle mulige andre uligheder og idiotiske forhold i vores samfund. Men det er mig altid en udelt fornøjelse at give fingeren til kedelige kønsstereotyper. "
søndag den 31. maj 2015
Cokset pris, kool prismodtagere
Over-Blixenprisen ved Blixenpris-clusterfucket i forgårs beviste sin berettigelse ved at gå til hidtil prisoversete (og i det hele tage oversete) Kamilla Hega Holst for hendes roman På træk, som jeg endnu ikke har læst, men glæder mig til, fordi jeg har læst hendes to første romaner, En kærlighedshistorie og Sort, der begge er intens-skramlet sære og foruroligende, sjældne romankvaliteter i DK indeed.
Og Albert Dams Mindelegat (vi behøver ikke kalde det en under-Blixenpris her) gik til Signe Gjessing! Et ord for det: Himmelsk!
Og Blixenprisen for Årets Bogomslag gik til Katrine Lihn for dette ekstremt stilige Bernhard-omslag:
(samtlige prismodtagere: Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse: Kamilla Hega Holst for romanen "På træk" Zinklarprisen for årets novelleforfatter: Julian Barnes for "Puls" Blixenprisen for årets journalistiske bog: Jesper Tynell for "Mørkelygten" Blixenprisen for årets børneog ungdomsforfatter: Lene Kaaberbøl for "Genkommeren" Blixenprisen for årets boghandler: Helle Nancke fra Bog & Idé i Horsens Blixenprisen for årets bogomslag: Katrine Lihn Blixenprisen for årets redaktør: Birthe Melgård, Gyldendal Blixenprisen for årets oversætter: Kim Lembek Blixenprisen for årets innovation: "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse: Jeanette Varberg for "Fortidens Slagmarker".)
Og Albert Dams Mindelegat (vi behøver ikke kalde det en under-Blixenpris her) gik til Signe Gjessing! Et ord for det: Himmelsk!
Og Blixenprisen for Årets Bogomslag gik til Katrine Lihn for dette ekstremt stilige Bernhard-omslag:
(samtlige prismodtagere: Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse: Kamilla Hega Holst for romanen "På træk" Zinklarprisen for årets novelleforfatter: Julian Barnes for "Puls" Blixenprisen for årets journalistiske bog: Jesper Tynell for "Mørkelygten" Blixenprisen for årets børneog ungdomsforfatter: Lene Kaaberbøl for "Genkommeren" Blixenprisen for årets boghandler: Helle Nancke fra Bog & Idé i Horsens Blixenprisen for årets bogomslag: Katrine Lihn Blixenprisen for årets redaktør: Birthe Melgård, Gyldendal Blixenprisen for årets oversætter: Kim Lembek Blixenprisen for årets innovation: "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag Blixenprisen for årets faglitterære udgivelse: Jeanette Varberg for "Fortidens Slagmarker".)
lørdag den 7. marts 2015
Bedste mellemlagsforfatter
Jeg stjæler en opdatering og et par kommentarer:
Hvis
litteraturens nye prisfest, Blixenprisen, får kategorier som “bedste
kostumer”, “bedste performance af en kvindelig forfatter”, “bedste
performance af en mandlig forfatter”, begynder det at ligne en fest. I
den mere seriøse ende kunne jeg forestille mig kategorier som “bedste
indie-udgivelse”, “bedste mellemlagsforfatter”, “bedste forfatter
udenfor kategori”. Forslagene er hermed givet videre.
- Christian Yde Frostholm Der skal klart også været noget for specielle effekter
Gitte Broeng Selvfølgelig! Specielle effekter må vi også ha med.
torsdag den 5. marts 2015
BOGSCAR - Blixen On the Back of Dam
Den er bare først og fremmest så komisk patetisk desperat, denne bog-Oscar-begivenhed, kaldet Blixen-prisen, som de to forfatterforeninger sammen med alskens sponsorer har bakset sammen, jeg mener: rød løber og champagne hos Frimurerlogen! Og så den mærkværdige idé om, at jo flere priser, i alt 12, jo større stråleskær over begivenheden og bogen og bogbranchen. Prisen er et mix af allerede eksisterende priser shanghajet til begivenheden, fx den kæmpe, mærkelige Zinklar--novelle-pris - som i år går til den engelske forfatter Julian Barnes, som da vist ikke er kendt som en stor novelleforfatter? til gengæld vil han forhåndsreklameret være til stede som live glanskastende, verdenskendt forfatter - og nyopfundne priser, redaktørprisen fx, og jep, redakører er og kan være prisværdige, men hvordan og af hvem (Anne Mette Riis Rasmussen, Morten Brask, Lars Ringhof) i alverden determineres redaktørfremragendehed (sandsynligvis har denne redaktør forbedret denne forfatters bog betydeligt?), og så den store pris, selve The Blixen Literary Award (på 100.000 kroner, angiveligt doneret af de to foreninger - går mit kontingent virkelig til det? eller er en masse små priser blevet kannibaliseret?), der på trods af det engelske navn (ingen ende på klodsetheden) tildeles en forfatter for en ny, dansk skønlitterær bog ("som vurderes at have internationalt potentiale" - hvad betyder DET? ikke fx "karat", men "potentiale", kommercielt eller kvalitativt, reelt/realistisk eller principielt/abstrakt? rent mumbo-jumbo) og dermed bare ligner Kritikerprisen (især) og Montanaprisen og halvt skøn/fag-priserne fra Politiken, WA, Berlingske; og principielt kan der selvfølgelig ikke være for mange klækkeligt udpegende priser til gode bøger, men det begynder at være et noget absurd prisHAV,, og selvom priserne uddeles 29. maj er en jury til den primære pris endnu ikke udpeget, ikke ligefrem proft eller praktisk.
Præmieeksempelet på grum, grim koncept-klodsethed er annekteringen af den meget fine, skarpe pris Albert Dams Mindelegat til en Blixen (som alle priser Oscar/Bodil-agtigt kælent kaldes, suk, suk, suk!) - en pris, der påkalder og ihukommer én alt for usynlig litterær gigant, Dam, underordnes det blankt brand-ificerede navn på en anden og jævnaldrende, alt for synlig gigant, Blixen, marionetholdt skeletvoldtægt!:
Præmieeksempelet på grum, grim koncept-klodsethed er annekteringen af den meget fine, skarpe pris Albert Dams Mindelegat til en Blixen (som alle priser Oscar/Bodil-agtigt kælent kaldes, suk, suk, suk!) - en pris, der påkalder og ihukommer én alt for usynlig litterær gigant, Dam, underordnes det blankt brand-ificerede navn på en anden og jævnaldrende, alt for synlig gigant, Blixen, marionetholdt skeletvoldtægt!:
Blixenprisen for en markant litterær indsats eller årets talent – Albert Dam-prisen
FUNDATS
En Blixen for en markant litterær indsats eller årets talent –
Albert Dam-prisen – uddeles til en dansk mandlig eller kvindelig
forfatter for en litterær indsats. Alene talentet er afgørende for
tildelingen.
SPONSOR
Albert Dams mindelegat
JURY
Legatudvalg via Dansk Forfatterforening
PRIS
30.000 kr.
Abonner på:
Opslag (Atom)
