mandag den 26. marts 2018

2-3 nylige forbier

Pia Juuls Forbi (og det er ikke forbi i marts med bøger af Pia Juul - der ligger endnu én, Asterisk, til mig på avisen, har jeg netop fået at vide, og det er jo slet ikke til at rumme!) er også en encyklopædisk undersøgelse af, hvad forbi dog betyder i vores liv og hverdag (og celebrering af hvor uhyrligt fint poetisk ord det er på dansk) - her er de forbier, jeg senest er faldet over:

1. Gasolins sang "Snehvide", 1. strofe + omkvædet:

Har du hørt om Snehvide
Hun er løbet bort fra sin Prins
Og er flyttet ind til byen
Men jeg ved slet ikke hvor

Tryllespejlet på væggen
Det var gået helt itu
Og fortryllelsen blev hævet
Eventyret var forbi

- Frida Hilarius Brygmann synger "Snehvide":



2/3 - fra Pernille Abd-El Dayems June:

side 47:
"Jeg skriver til Z. Hun er på en bar.
  - Kom forbi, hvis du vil.
  "Forbi" lyder henkastet, som om jeg bare skal passere forbi og vinke. Men da jeg ankommer, åbner kredsen ved cafébordet sig og indlemmer mig.
  Jeg får en drink uden at bestille.
  Ansigterne er ikke lyst helt op. smukke kindben, hårgrænser og talende munde toner frem. Z sider over for mig, skåler og spørger til min dag."

side 54:
"Forventningen om en metallisk duft fylder mig, da jeg ser tre-fire blodplettede vattotter på jorden i en gyde. Jeg kan ikke dufte dem, men de lover.
  En mand sidder lidt længere henne med ryggen mod muren. Ham fumler omkring sin ene arm.
  Da jeg kommer nærmere fornemmer og ser jeg, at han sidder og fixer. En kanyle og sprøjte sidder fast i armen. Han krummer sig sammen, forsøger at dreje sig ind mod muren, da han opdager mig, så meget når jeg at se, inden jeg kigger væk og går hurtigt forbi, for at give ham ro."

1 kommentar: