Mikkel Thykier i INTERVIEW med Jes Stein Pedersen i POLITIKEN i dag (hvor han fylder en 5 sider alt i alt, så vidt jeg kan se, inkl. forside med kæmpe "anomymiseret" portrætfotografi (sin helt egen eklatante for munden-slåen, det er jo kun ham, det ikke ligner!))
"»Der skabes nogle gængse modeller for, hvordan forfattere skal håndteres. F.
eks. at lave interview med folk, som vi også gør her i dag. Jeg er ikke
sikker på, at interview fremmer forståelsen af, hvad der egentlig er
væsentligt i, hvordan kunst og litteratur fungerer og påvirker os. Jeg
sætter omtalens kultur op mod opdagelsens kultur. Det må handle om at gå
på opdagelse i et værk, i et kulturelt landskab. Ikke se på, hvad der
er det såkaldt ' nye', fordi det er det seneste, der er sket, men se på
hvad der har en nyhedsværdi for dem, der læser værket som en opdagelse«.
Hvad er problemet med interview?
»Det er en meget taknemmelig genre,
som kan give en meget umiddelbar oplevelse af at komme tæt på et andet
menneske, men, det er en fuldstændig misvisende forestilling. Det er en
postuleret intimgenre, der er ikke adgang til intimitet så let. Jeg kan
nævne to gode udtalelser om interview. Frank Zappa, som siger, at det er
helt almindeligt umuligt at være et almindeligt menneske i et
interview, fordi der ikke er nogen mere unaturlig opførsel end at
interviewe et andet menneske. Det er kun få skridt fra Inkvisitionen. Og
den italienske forfatter Elena Ferrante, som siger, at den måde at
beskæftige sig med litteratur på helt grundlæggende er en løgn.
Grundlaget for pressens måde at omgås litteratur på i interviewet er en
løgn, fordi interviewet altid kræver noget, der giver et godt indtryk:
At man tager sig bedst mulig ud, at man tænker tanker, der er gode for
et interview«.
Gør du det nu?
»Det har jeg ingen anelse om. Men
personligt foretrækker jeg at læse tekster uden nogen tydelig
konklusion. Det, der gør sig i et interview, er de meget skarpe
udmeldinger og klare pointer. Det er i fuldstændig modstrid med det, jeg
synes er væsentligt for litteratur og kunst, hvor det handler om åbne
betydningsdannelser. Jeg nærer stor mistillid til journalistik og
litteratur. som lader sig omsætte i statements og gode sætninger, enkle
positioner. Jeg foretrækker litteratur, som ikke egner sig til citat«.
Kurt Cobains T-shirt på forsiden af Rolling Stone i 1992 (der står, sirligt: "CORPORATE MAGAZINES STILL SUCK")
Jeg synes ikke, det er så simpelt som Thykier gør det. Interessen for kunstneren bag værket har altid eksisteret. Ikke (kun) som sensationshungrende og ligegyldig sladder, men som en måde at få adgang til kunsten, værket, genren, whatever. Ja, den journalistiske vinkel er nogle gange forsimplet, uspændende og irrelevant, men det paradokse i Thykiers interview er at han præcist spinner mediet på den måde, han ønsker at tage afstand fra - inklusiv foto/ikkefoto. Hvis et værk som udgangspunkt skulle stå alene, kunne man jo udgive det uden forfatternavn på. Men det er hverken forfatteren, forlaget eller boghandlerne dybest set interesseret i. De fleste forfatterskaber eksisterer i høj grad i kraft af historier om/med forfatteren - og i bedste fald perspektiverer og beriger disse historier værkerne - fra Blixen til Hamsun. Især i disse tider er det svært/umuligt at adskille kunstner fra værk, fordi vi så nemt får direkte og indirekte adgang til kunstneren bag. I den sammenhæng er det altid interessant, når en kunstner som Thykier forsøger det modsatte - uden at det dog lykkes helt. Det er desuden at pege på en spændende og relevant debat om forholdet mellem forfatter, læser og medier.
SvarSlet