Bevar Jørgen Johansen

Det er ikke, fordi der er så frygtelig mange gode anmeldere tilbage på Berlingske - og jo blandt andet fordi litteraturredaktør Søren Kassebeer, der ikke er en synderlig god anmelder, vælger sig selv til at anmelde de bøger, han finder mest spændende, hvilket i sig selv gør ham til en virkelig dårlig litteraturredaktør, OG MON HAN HAR EN MENING OM DEN NYE DEBATIFICERING OG DENS KNÆGTNING AF HANS REDAKTIONELLE FRIHED!? - men der er JØRGEN JOHANSEN, en af vores bedste og mest sensitive og erfarne poesianmeldere, som de senere år (sikkert i mangel på andre gode anmeldere) også har fungeret som en af vores bedste og mest sensitive prosaanmeldere. Johansen er i den grad ikke en debattør, han er BARE en skidegod kritiker, og han er helt reelt i fare under den nye debatificering, og det er helt ærligt rædselsfuldt. Her er afsnittet om Ida Marie Hedes Bedårende (som ham selvfølgelig giver 5 stjerner) i hans seneste anmeldelse, en bunkeanmeldelse af Hede, Holmegaard og NImand Duvå:

"I bedste tidskarakteristiske hybridstil bevæger »Bedårende« sig ubesværet og uhæmmet mellem de fiktionsprægede billeder af familieliv og pigeopvækst og de prosapoetiske udflugter til tarmfloraens og forrådnelsens eksotiske og mærkværdigt betagende landskaber, eller mellem de essayistiske udforskninger af dødens territorium og et såkaldt »nekroæstetisk« rum og de mere kunstteoretiske sekvenser.

Bemærkelsesværdig anderledes og egensindigt udfordrende er Ida Marie Hedes prosa når hun indkalder til fest i sproget med kroppe og bakterier som animerede partygængere: »Der får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist.« Absolut krævende er prosabogen »Bedårende«, når Ida Marie Hede drejer ned ad de avanceret kunstteoretiserende veje og essayistisk skriver om forholdet mellem lyd og billede hos Marguerite Duras eller udforsker den kollektive sorg i forlængelse af sangerinden Diamanda Galas' performance af »Plague Mass«. Her kan læseren hurtigt føle sig fortabt og måske lettere ekskluderet. Men den sproglige energi og vildt blomstrende ordflora gør alligevel »Bedårende« til usædvanlig og over lange stræk også usædvanligt fascinerende læsning."