-->
"Kære Caroline,
Tillykke med prisen, du har fortjent den, din bog har
fortjent den.
Du har en måde at skrive på, som ligesom sniger sig ind på
en, for så at gribe meget hårdt fat. Så sidder man i saksen, og også med en
fornemmelse af at læse noget nærmest uhyggeligt godt, uden måske helt at have
opdaget det undervejs. Opdaget, hvad det var, der gjorde den scene, den
stemning eller den fortælling så god.
Der er noget omhyggeligt over sproget og skikkelserne i dine
noveller. Jegfortællerne – næsten alle unge kvinder i tyverne, mange med et
lille barn, mange udsat for et tab, der ikke rigtigt gives nogen forklaring på
– taler med en enorm sikkerhed, med en form for autoritet om deres egen
situation. Men samtidig taler de fra et både udsat og åbent sted. Åbent i
betydningen: åben for mødet med andre mennesker, for i mange af novellerne
strejfes fortællerne af næsten tilfældige møder med andre, en fransk tv-vært i
”Villages de France”, en præst i provinsen i titelnovellen ”Velsignelser”. Men også
åben i betydningen: uden en speciel ide om, hvad der kunne komme. Åben, som i:
et sæt af forventninger er faldet bort, nogle andre har ikke dannet sig endnu.
Sådan ser det ud i et par korte sætninger fra en af dine
noveller, den næsten ubærlige ”Sorgens have”. Jegfortælleren – også hun hedder
Caroline – kører med bussen til Hvidovre Hospital for at besøge sin kæreste,
der har fået en hjerneskade og måske aldrig kan komme sig. Med sig har hun
deres lille barn. Så står der: ”Vi var udenfor verden, det var en simpel tid.
Jeg havde ingen forventning til dagene.”
Det er en stemning, man kan længes efter, den her
fornemmelse af at falde ud af verden. Det er en stemning litteraturen ofte
stræber efter og besynger. Noget af det mærkelige ved din bog er, at den stemning
så konsekvent forbindes med sorgen og med fornemmelsen af at være slået ud af
kurs. Sådan er skikkelserne i dine noveller nemlig, de er slået ud af kurs. Nu
står tiden åben for dem, som en mark uden bygninger på. Det er der ikke noget
sørgeligt i, men heller ikke noget specielt lykkeligt ved. Det er et vilkår,
dine noveller konstaterer.
Jeg har tænkt en del over den åbenhed og det at være slået
ud af kurs som et vilkår – og ikke noget, man stræber efter eller frygter. Især
har jeg tænkt på, om det ikke bare er et billede af en sorg, men også er et
billede af en generation. Om det er en generations-stemning, dine noveller
beskriver. I al fald synes jeg, at man kan finde den hos flere andre forfattere
på din alder.
Jeg har også tænkt over noget andet. Der er noget vildt, men
for dig åbenbart helt selvfølgeligt i at have en fortæller, der både er gennemstrømmet
af sorg og smerte, og samtidig ligesom står uden for sin egen situation. ”Det
var en simpel tid,” kan fortælleren Caroline bare konstatere. I en anden novelle
hedder det simpelthen: ”En tid, jeg bedst kan beskrive som svimmel, fulgte.
Følelsen af ensomhed mindede om den beherskede smerte i en kariøs kindtand,
inden betændelsen har spredt sig til nerven.” Igen er det som om, jeget på én
gang har et overblik over og er midt i en tilstand. Det er et virkelig, ja,
utroligt sprogligt greb. Det giver dine tekster en fantastisk, sitrende
autoritet, som jeg synes er helt din egen.
Også for den – og for så meget andet, for billedsproget, for
din evne til at komponere en samling – får du Strungeprisen 2017. Tillykke
igen."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar