fredag den 15. april 2016

Eksklusivt for Blogdahl: KIZAJA UR-M'S KRITIKERPRIS-TALE FOR URSULA AO

(Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen talte i går for Ursula Andkjær Olsen ved Kritikerlavets prisuddeling på Københavns Hovedbibliotek)

-->
Ursula Andkjær Olsens Udgående fartøj er mange ting: vredesudbrud og filosofisk skrift, klage og hymne, metafysikkritik, samtidskritik og fremtidsutopi.

Den er en massiv monolit af en bog – for nu at bruge af dens eget vokabular. Og med sit sorte omslag er den en mørk makker til Det 3. årtusindes hjerte fra 2012 med det hvide omslag.

Men lad mig prøve at gøre det kort:

Udgående fartøj er først og fremmest digte om at tabe/ at have tabt/ at være taber”, som det lyder et sted. Men det er vel at mærke ikke tabet – og sorgen over tabet – som passende afstemt følsomhed, bogen beskæftiger sig med. Det er en rasende, arrig sorg:

TABET ER DEN PISSE SOMMERFUGL HVIS PUPPE ER RUND OG
RD SOM EN KUGLE

jeg er en stenhård kuglebærer
jeg er en stenhård kuglebærer
jeg er en stenhård kuglebærer

kom ikke til mig med jeres bløde shit

Der insisteres med andre ord på sorgen som helt igennem uproduktiv følelse. Bogens jeg er gennemført knudekvinde – “rovdyr og fæstning i ét” med en af dets karakteristisk aggressive proklameringer

Dét er digtningen som udfald, og den skider – for at sige det, som det er – på tidsånden. Ikke mindst tidsånden, som den inkarneres af den positive psykologi og dens endeløse fordringer om nærvær, positivitet og produktivitet. Det står ganske klart:

jeg er ikke i kontakt med min eksistens hver dag
jeg er ikke til stede i min krop
ingen verdens fucking ting kommer til mig i drømme

nu skal det fyres af
  
At noget skal fyres af, er helt centralt. Det annonceres på bogens første side. Som titlen peger på, handler Udgående fartøj ikke kun om at bevæge sig IND i sorgen, men også om en bevægelse UD. Om en transformation, måske, der går gennem sorgens og selvhadets nulpunkt.

Det kaldes i hvert fald “øvelser i selvdestruktion”. Det kaldes:

den bevægelse hvori taberen bliver til vinder
bliver til

den bevægelse hvori vinderen igen bliver til taber bliver til hævner
bliver til

det nye menneske

I den bevægelse går sorgens hårde kugle fra at være massivt sort hul til en slags kosmisk krystalkugle med hele verden indeni: en kugle med touch screen/looking glass”, som der står.

Der ligger en utopi i den bevægelse UD, eller med bogens egne ord, en hyperdrøm: “mit mål er at omstøde AL ensomhed/ mit mål er at kommunikere med ALT”, står der og videre:

jeg er begyndt at arbejde med mine blødere dele
jeg er begyndt at kommunikere gennem kropslige udvidelser

touch screen
looking glass
touch screen
looking glass

/kugle

Her kan jeg passende huske på, at Through the Looking-Glass er titlen på Lewis Carrolls opfølger til Alice i EventyrlandBag spejlet på dansk – om en omvendt verden på den anden side af et spejl, en spejlverden, der måske er en drøm.

I Udgående fartøj er den drøm dels en teknologisk utopi, en transhumanistisk og posthumanistisk drøm om at bevæge sig udover det menneskelige og “kommunikere med ALT”, “gennem kropslige udvidelser”: På samme tid en mystisk fantasi om menneskets ophævelse som noget, vi reelt – med teknologiens konstante fremskridt – oplever allerede.

Men drømmen er også, helt enkelt, en social utopi. Sorg er grundlæggende et vidnesbyrd om, at individer ikke eksisterer i et tomrum, men bliver til gennem sine bindinger til andre. Og bevægelsen UD i Udgående fartøj er netop også en drøm om at række udover sin egen grænse og “omstøde AL ensomhed”.

Hvis kroppen, som det foreslås, er en voldgrav rundt om selvet, så må vi, som der står,FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN”: “I er nødt til at åbne jeres voldgrave for min/ række jeres kanaler ind i min afgrund”.

Der er en særlig samklang mellem hjerne og hjerte i Udgående fartøj. På den ene side er digtene næsten filosofi, på den anden virker de helt ur-poetisk kropsligt gribende i al deres affekt.

Det lange, serielle forløb i bogen er én lang opbygning af spænding, en fortætning drevet frem af vrede versaler og messende gentagelser.

Selvfølgelig må det – som den fysiske kosmologi foreskriver – ende i en eksplosiv ekspansion, et big bang, og det gør det. Mod slut slår det ud i et fremmedartet, men strømmende, strålende og sprængt sprog og en nærmest barok jubel:

At græde sammen,
danse i vindtårne.
En anden holder øjnene i hjertet,
og du kan eksplodere mit hjerte så stort!

Udgående fartøj er en mørk bog, ja, men den har også et vildt og skønt lys dér i sin hyperdrøm.

Det er lige nøjagtig i bevægelsen fra den tunge sorgs anspændte, hidsige besværgelser til utopiens ekstatisk henførte tungetale, at der opstår noget helt sublimt. Noget, der føles lidt som at bevæge sig fra et koldt mørkt værelse ud i højsommerens skinnende lys.

Jeg vil gerne sige tillykke – tillykke Ursula med Kritikerprisen 2015 – men jeg vil også gerne bare sige tak, for denne bog, mange tak!

11 kommentarer:

  1. Ursula mangler
    det som gør ondt i kødet:
    får poesien

    til at være dét
    som kizajasnerpen ej
    hellere fatter.

    SvarSlet
  2. Ursula, som jeg ikke kender, er sikkert dygtig - OG TØR MAN SIGE SØD?, men hvorfor skal hun nødvendigvis se så neurotisk ud på den valgte foto. Det er tilsyneladende en ny stil for kvindelige forfattere. Det gør dem ikke mere seriøse at se vrede og bitre ud. Vi elsker dem alligevel, måske mere med et smil.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rolf, det er 2016! Stop venligst med at onkel-patronisere digtere af hunkøn (eller andre køn for den sags skyld - - snerpe er også et grimt ord, anonyme, lad venligst være med at forgrimme mit kommentarfelt i det hele taget). Fuck "sød" og "smil"; digteren på det billede ser sågu ikke neurotisk ud, men selvsikker og offensiv, UGH OG UHA! Gå hjem og plej jeres egne neuroser, de blomstrer for trælst

      Slet
  3. Seidenfaden var
    ispindeanmelder på
    politiken indtil

    han en dag fik lov
    at anmelde ursula
    og så blev hun det

    store nummer på
    avisen selv om Tøger a-
    ldrig før havde læst

    en digtsamling og nu
    tror alle at hun er god
    fordi hun blev an-

    meldt af en ispind-
    eanmelder på poli-
    tiken, Herregud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold nu kæft med dine/jeres anonyme smededigte, når de er så ondartet idiotiske - ellers lukker jeg munden på dig/jer. UAO er en stor digter, fordi hun er en stor digter. Uenig? Så argumenter for det modsatte, gerne på vers, og stop med at være en kryster, bær et navn

      Slet
  4. Lars, det er 2016, jeg er 69 et halvt, og har altid sagt, hvad jeg mener, til trods for hvad det har kostet. Det kan jeg ikke lave om på. Det virker måskefra tid til anden patroniserende og irriterende, men jeg håber da også jeg har bidraget med nogle oplysninger, man ellers ikke havde fået fat i. Kritik går begge veje, kan være opbyggeligt eller nedbrydende, eller ligegyldigt. etc. . Din blok har fået noget (kant etc), mere end den har mistet, tror jeg. Og det har været sjovt at deltage. Har aldrig været på Facebook og den slags, fordi jeg frygtede det og hadede det, bordet fanger ofte med en negativ slagside. Det er som en dope, en ond spiral. I forordet til min første bog, Englefronten, skrev jeg sjovt nok "I mine skrifter skal mine meninger undlades!" Altså, at være digter er også at komme sten i skoen, og selv at kunne tåle at mærke dem...

    SvarSlet
  5. Hvis det nu havde været Søren Ulrik der blev smædet, så var alt okay for Lassemanden.

    v.

    Arne Hellig

    SvarSlet
  6. Mine neuroser
    trives i blogdahls vasers
    sjove vande.

    SvarSlet
  7. Trods lidt senil kan
    mit søde smil nå en mil
    grunde til skønhed.

    SvarSlet
  8. Af de citater af Ursulas digte, der fremføres, vil jeg som tidligere nævnt, påpege en kraftig afhængighed af Sylvia Plath.
    "Jeg er en stenhård kuglebærer!" Det er lidt patetisk. "Og du kan eksplodere mit hjerte så stort..." virker også (efter min u-ydmyge mening noget søgt. Sorry at vi med en anden mening er til, og sikkert senile etc ....

    SvarSlet
  9. Krysteragtigt vil
    jeg forære endnu et
    vers til skønheden

    talentet kræver
    mere end et borgerligt
    navn for at sejre

    med poesien
    som altid når den er bedst
    bliver Anonyms.

    SvarSlet