Go, og!

-->

Tale ved uddelingen af debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat til Ina Munch Christensen for romanen Nielsine på Vejle Bibliotek 25. september 2015

Go, og!

Ina Munch Christensens Nielsine er en uimodståeligt og autoritativt talent-eksploderende debutroman om et ung menneske faret vild i sin begyndelse, og derfor præmieres den i dag med den ene halvdel af Danmarks største debutantpris. Men bogen er også det seneste betydelige nummer i en helt særlig og måske faktisk særlig dansk genre, vi kan kalde: Og-remsningen. Og som i al enkelhed består i groft, bevidst misbrug af ordet ’og’ i poesi eller prosa eller det, der hybridt ligner – og tricket med og-opremsningen er ikke mindst, at det kan få prosa til at minde om poesi og poesi til at minde om prosa.

   Lad os tage et eksempel på og-remsning fra begyndelsen af det nærmest rent og-remsende andet kapitel, ”Diktat”, i Nielsine:
  ”Hun har været til spansksøndag hos Nancy, de har drukket kiwivin og kaffe med Baileys og hun repeterede videre i søvne, Soy Eres Es, He Has Ha og Chaquete, Mochila, Abrigo og Rojo og Amarillo osv., de skal have diktat, og i hendes drøm skældte en mand hende ud på en bar for ikke at tale sproget flydende nok, og der er stadig tilrøget nu da hun er vågnet og hun mærker alkoholen som damp i panden og der dufter af kælder og hun tager frakken på og løber ud, overbevist om at hun er forsinket.”

   Og-remsen er en sammenlimende glidebane, der skaber og synliggør sammenhæng i øjenhøjde mellem alting og ingenting. Der kan, som i citatet, være virkelig svimlende og væltende fart på: en kolbøtte slås direkte fra sprittet lektielæsning over spanske gloser repeteret i søvne og paranoidt mareridt til næste morgens tømmermænd og akutte travlhed.
  Klassisk og-remseri foregår på naivistiske vers i Jens August Schades Sjov i Danmark; her er Sjov tøjshoppende i ”Magasin du Monde”:

  ”Og her ”Chat des Boies” – en pels af Tigerskind,/ naar man tar denne paa, har man alle Pigers Sind/ og lokker kælent til sig det største Modeslips -/ og smækker Kloen i – og æder Byttet: Vips.”

     Og-remseri er også kuglelejet i Dan Turèlls barndomsby-hyldest Vangede Billeder, her et stykke fra det børnemyldrende afsnit ”Drenge og piger”:

  ”Og Bo med Cliff-frisuren var Vangedes førende twist-danser i dén periode med Chubby Checker og ”Let’s Twist Again” ved alle festerne lørdag aften i flere måneder. Og Bo twistede sammen med Eva som havde romantisk sidehår og brugte franskbrød under håret til toupéring før de twistede. Og engang lod Eva franskbrødet ligge for længe, og sånder håret til toupog msækker Klod Eva franskbrødet ligge for længe, og s og brugte franskbrød under håret til toupog msækker Kå fik hun pludselig orm i håret.”

  I Gyldendals pressemeddelelse peger Ina Munch Christensen selv på et nutidigt og-remsnings-hovedværk som et valgslægtskab:

  ”Hun nævner Kirsten Thorup, især på grund af romandebuten Baby, Asta Olivia Nordenhof, Miranda July og Sylvia Plath som nogle af sine litterære inspirationskilder.”

  Og-remseriet i Baby er et langsommeligt og stenet, deprimt og fremmedgjort, som i denne falden staver over en vis Karla:

  ”(…) og Karla havde vinrøde læber og negle og et bordeuxfarvet jakkesæt med revers og brede skuldre og hendes hår var hennafarvet og hun havde store sølvringe i ørerne og om halsen havde hun et tørklæde der var bundet som et slips og hun var sort under øjnene af træthed og hun lignede ”den blege kvinde fra Barcelona”.

  Debutpris-juryen er tydeligvis glad for og-remsninger, eftersom vi én gang før præmieret en sådan, nemlig Hassan Preislers Brun Mands Byrde i 2013, der modsat Baby og-remser sig helt vildt (og virtuost) stresset på kryds og tværs i Hassan-jegets identitet som perfekt postmoderne hybrid-menneske.

  Pinligt uperfekte Nielsine og-remser ikke rent og konsekvent, hun og-remser beskidt og ustadigt, men både fræsende, som i det indledende citat, og slow-motionerende. I begge tilfælde farves og-remseriet, så vidt jeg kan læse, helt anderledes positivt end hos både Thorup og Preisler, som nemlig en overlevelses- og overskudshandling, der musikaliserer og udstanser sammenhængen og manglen på samme i Nielsines ungdomsliv, midt mellem rastløs væren i verden (hun flytter, til læserens forvirring, konstant) og evigt hjemsøgende relationer (familie, venner, eks-kærester, den store forelskelse).

  I den langsomme version bliver og’erne nøgleringe til opsamling af de nøgler, hun som et ledemotiv hele tiden taber. Følgende og-remsning på side 99 og 100 er helt inderligt mørkeblå og helt klokkeklar på én gang, koks-kortlæggende:

  ”Jeg kan ikke få nogen planer til at hænge sammen. Jeg drømmer om at græde i nogens arme. Jeg misunder folk, der har sammenbrud foran andre mennesker, og det værste er, når man ikke har lavet lektier eller ikke kan finde sine bøger eller ikke var der til sidste time, og man er nødt til at komme i skole alligevel, fraværsprocenten er for høj, og man smadrer sine ting og støtter sig til væggen og hiver efter vejret og græder til Amélie og man er udmattet dagen efter og man krøller sig sammen på to sæder i toget, man sover og kører for langt og kommer derfor for sent og det skærer i armene på vej til klasselokalet og man repeterer for sig selv at det ikke var en skam at være udpræget nervøs. Og mine venskaber får mig ikke til at føle mig elsket, men ansvarlig eller testet. Og det eneste jeg undviger af angst er: sex og jobs, og gid man bare blev yndigt genert som en lille pige og indadvendt forfjamsket og meget meget træt.” 

  Romanen slutter selvfølgelig med en og-remsning, og Ina Munch Christensen tildeles sine efternavnsfællers debutantpris ikke mindst på grund af det usynlige ’og’, som står til allerallersidst, for dette er er en bog, der højt og uhelligt lover en hel sværm af fortsættelser:

  ”(…) og en eller anden ville sige noget som de alle ville grine hjerteligt af i kor og de ville være indrammet af vimpler, og nu kommer bussen og Nielsine løber.”

  OG!

  Og hvad så, Ina? Tillykke for nu! Og nu! Og nu! Og! Nielsineuimodstslet/ og skrev no unch Christensenjeres anusen min skæbne/ i dens bund./ Så gik jeg hen til fængslet/ og skrev no