Der er det her skidegode digt af Henrik Have:
F A N D
T D U
H V A D
D U
? E T G Ø S [bogstaver
på hovedet!]
S O R A K I [bogstaver
på hovedet!]
V A R H E R
F Ø R
D I G !
Digtet findes i (mindst) to udgaver. Dels er det i
ovenstående udgave og med (pseudo?)maskinskrift aftrykt på side 46 i Haves
(skidegode) digtbog Noviciatet/ Et
snigmord/ Stedfortrædelser, 1999. Dels er det indhugget i en stele af granit
ved Ringkøbings Amts bagudgang. Stele-udgaven, som angiveligt er den
oprindelige, ser lidt anderledes ud: Dels er bogstaverne farvede (jeg har kun
et mørkt polaroid-foto taget af digteren af gå efter): Bogstaverne i ’FANDT’ er
blå, bogstaverne i ’DU’ er sorte, bogstaverne i ’HVAD’ er blå, bogstaverne i
’DU’ er sorte, spørgsmålstegnet og bogstaverne i ’SØGTE’ [bogstaver på
hovedet!] er brune (?), bogstaverne i ’SORAKI’ [bogstaverne på hovedet!] er
brune (?), bogstaverne i ’VAR’ er blå, bogstaverne i ’HER’ er hver sin farve,
’H’ er sort, ’E’ er rødt. ’R’ er mørkeblåt (?), også bogstaverne i ’FØR’ er
hver sin farve, ’F’ er mørkeblåt (?), ’Ø’ er rødt, ’R’ er sort (altså den
omvendte sekvens af bogstavernes farver i ’HER’) og endelig er bogstaverne i
’DIG’ lyserøde (?!). Dels er der et lille afsnitsophold mellem ’? ETGØS’
[bogstaverne på hovedet!] og ’ SORAKI’ [bogstaverne på hovedet!’], til gengæld
har stelen ikke de markante dobbelte ophold inde på selve linierne (undtagen
foran/bagved spørgsmålstegn og udråbstegn). Dels er digtets tre sidste linier
omvendt forskudt, nemlig således:
SORAKI [bogstaverne
på hovedet!]
VAR HER
FØR DIG !
*
Læser læseren bog-udgaven af digtet, skal han, når han
kommer til linie 3 og 4, vende bogen på hovedet og straks derefter få bogen på
ret køl igen, en boglig grønlændervending i al hast! Læser læseren
stele-udgaven af digtet, som tilsyneladende sidder højt oppe på en hvidkalket
murstensvæg, skal han, når han kommer til linie 2 og 3, enten stå på hovedet
eller stående vride hovedet nedad. Insisterer læseren på at læse linie 2 og 3
fra venstre mod højre med bogstaverne vendt rigtigt, kommer der til at stå: ’?
ET GØS/ SORAKI’. Linie 3 kan i den udgave godt forstås: et something, et får, et æg etc., gøs, hvilket passer meget godt med
indholdet, der kan være tale om en tilskuer til Ikaros’ og du’ets fald eller
Ikaros eller du’et selv. Ordet i linie 4 kan i den udgave ikke forstås, men
lyder grangiveligt som navnet en ualmindelig dårlig græsk hvidvin, hvilket vel
er meget passende. Læser læseren linie 3 og 4 for sig selv og på hovedet,
danner de verset: ’IKAROS/ SØGTE?’, hvilket er et godt spørgsmål eller rettere
to gode spørgsmål: Søgte Ikaros? Og hvis Ikaros søgte, hvad søgte han så? (et
tredje spørgsmål: Hvorfor kender stavekontrollen ikke Ikaros? En skæbnesvanger
uvidenhed indeed). Uden linie 3 og 4,
bliver digtet til et særdeles enigmatisk spørgsmål, uden spørgsmålstegn: FANDT
DU/ HVAD DU/ VAR HER/ FØR DIG!”, som vi kan parafrasere til: Fandt du ud af,
hvem du var, før du var dig. Opsætningen i bogdugaven, plus Ikaros-motivet,
opfordrer til, at læseren ligesom i en poesibog også læser lodret, men det
kommer der ikke noget godt ud af, ikke engang godt nonsens (som med
Soraki-hvidvinen) (jeg stiller lige på hovedet-bogstaverne på plads): F V/ AH
SA/ NV?ORF/ DAER Ø/ TDTAHR/ GKE/ DDØIRD/ UUS I/ G!. Tredje lodrette linie er nu
meget god, hvis man læser NV som nordvest og Orf som et kælenavn for Orfeus,
Ikaros råber på sin flyvetur eller i sit fald ned til Orfeus: NV?ORF.
Desuden så ligner digtet
i sin symmetriske opsætning Ikaros himself: linie 3 og 4 er kroppen, linie 1 og
2 er den ene (flossede) vinge, linie 5 og 6 er den anden (flossede) vinge;
kroppen vender på hovedet, vingerne er retvendte.
*
Digtet fikserer læseren umiddelbart som et konkretistisk digt,
fordi der laves halløj med bogstaverne og læselogikken. I næste nu kommer man
dog også i tanke om både barokke og, jf. Ikaros, antikke figur- og rebusdigte, gerne
i form af graffiti (i antikken) og steler/stentavler nemlig. I sin insisteren
på ordenes og bogstavernes ”rene”, selvhenvisende materialitet står det
konkretistiske element umiddelbart i modsætning til digtets mytologiske
henvisning (og også til den retorisk henvendende, apostrofiske form), som man
snarere forbinder med modernisme, jf. Klaus Rifbjergs og Jess Ørnsbos to
digtsamlingstitler fra 60’erne, Myter
og Mytologi.
*
Første del af Henrik Haves digt kunne sagtens være
begyndelsen på hvilket som helst klassisk eller moderne patetisk digt, hvis man
bare lige ignorerer, at tredje linie vender på hovedet: ”FANDT DU/ HVAD DU/
SØGTE?” Det er et retorisk spørgsmål, som formeligt stinker af eksistenitalitet, for ingen læsere (af papirversionen i
det mindste) vil finde på at mene, at det er et par kontaktlinser, du’et har
søgt efter: Nej, det er såmænd nok selve meningen med livet eller livet i
meningen, eller hvad man nu kan finde på kalde Den Store Pointe. Det retorisk
eksistentielle spørgsmål bliver så ikke besvaret i digtets anden halvdel – a la:
Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig! – det bliver i stedet direkte negeret:
”IKAROS/ VAR HER/ FØR DIG! Der er ikke
noget nyt i diffuse, eksistentielle eftersøgninger, og evig og altid ender de med,
at man ryger på røven, med et ordentligt plask. På-hovedet-vendingen styrker
både patosen og ironien i digtet: Dels er det en ægte solidaritetsmanøvre i
forhold til Ikaros, at digteren/digtet og dermed også læsningen/læseren mimer
hans fald(retning), dels er det en (lige så ægte) ondsindet karikatur af
Ikaros’ fald og den eksistentielle eftersøgning at reducere begge til den
urkomiske aktivitet: at stå på hovedet.
I stele-versionen
får digtet en særlig drejning. Første del kommer mere til at lyde hen ad en
gravskrift eller en mindeplade (hvilket versalerne hele tiden har peget på):
Stop op et øjeblik, vandringsmand, og betænk … bla bla bla. Mens anden del kommer
til ekkoe den legendariske graffiti: Kilroy was here. Der er aldrig en første
graffiti, en første indskrift, Ur-Kilroy var her altid først! En ekstra drejning
af den særlige drejning effektuerer placeringen af stele-versionen ved
Ringkøbing Amts bagudgang. Borgere med et ærinde hos amtet, f.eks. en strid om
forældremyndighed, som med stor sandsynlighed står tilbage bagefter med
uforrettet sag, møder brat stele-digtet, der klart og tydeligt kan fortælle
dem, at de ikke er alene om at få vingerne smeltet af den bureaukratiske sol:
IKAROS/ VAR HER/ FØR DIG!” [sidste linie på hovedet]. Og i den situation kan en
hvidglødende borger nok have brug for at få blod til hovedet! Altså tjener
på-hovedet-vendingen et helt praktisk, fysiologisk formål.
*
Derfor skal vi klø videre på med de håndfaste umuligheder,
herunder digte af Henrik Have.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar