Indtil værkfaktumchokket beskrevet nedenfor troede jeg, fortællingen "Et brev" fra samlingen I Mulm og Mørke, 1940, var det eneste surrealistiske brev af Storm P; det begynder udødeligt sådan her (og forestil jer det hele brev x 23 i montageform- it blows MY mind):
I lange tider havde jeg intet set til min Ven, Maleren Ebbe Hybenkrasser. Selv om han altid havde været noget sky og tilbageholdende af sig, sa var han dog til at tale med nu og da. Men nu var han altsaa forsvundet fra Jordens Overflade - indtil jeg en dag modtog følgende Brev.
Paa Skyen over Stegeosen 19-9 1940
Kære Ven!
Jeg har besluttet at blive surrealist - et langt blaat øje hænger ned fra loftet. postkassen strakte sine fregnede arme ud mod mig. viljen laa som en bævende sølvræv i min underarm. du maa forstaa mig - vær med i tiden - læg dig i vasken og lad jordbærrene drysse over bedstefars hvide skæg. jeg maa - tiden ligger under min flip og skriver tretaller. sporvognen triller forbi, den vil have tyve øre af armen i bind.
vi maa bort fra sokkeholderne - hvem vovede at vende flæsket?
ja, kære ven - jeg ved du vilde noget andet - men hendes italienske salat naaede op over taarnet og skrædderens citrongule næse slog med finnerne, forstaar du mig saa?
Jeg læste dette engang til og og lagde saa Brevet fra mig og gav mig til at kigge i Aftenavisen - men underligt var det - jeg tog straks Brevet igen og fortsatte med at læse det.
jeg har solgt et af mine billeder til direktør svag - du ved nok p.n. svag - ham med bjælderne i inderlommen.
Hm - jeg erindrede ikke omtalte Direktør Svag - men videre - jeg føler mig som en ansjos lagt paa et kaalblad og hævet mod smørassietten af usynlige fødder iført matrosdragt.
mit vindue er ernas øje - det jazzer paa en nystegt frikadelle.
TO BE CONTINUED - YEAH YEAH YEAH
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
thumbs up
SvarSlet