Zombiepulver/Bournonville

 Fra Spørge-Jørgen, 2016:

"Hvordan bliver man til en zombie? 

Der er to versioner. Der er den mystiske, haitianske, som jeg ikke vil kalde overtro, men det er en mytologi. Så er der den vestlige, videnskabsbaserede. Jeg kan bedst lide den sidste. Men jeg har stor respekt for zombietroen, og jeg forstår også indimellem motiveringen bag at zombificere, selv om det som regel skyldes ondskab. Men ifølge de eksempler som antropologen Wade Davis blotlægger, og som jeg har tillid til, bliver man zombie på grund af en gift. Han har også fundet frem til bestanddelene i giften. Det er blandt andet et stof fra en stor tudse, en særlig planteart og så lever fra den giftige fiks fugu som indeholder nervegiften tetrodotoxin. Det minder mig om Bournonvilles ballet. Hende, der står og koger noget sammen på scenen, for det er stort set de samme ingredienser, der benyttes. Giften kan så minimeres til et pulver, og man taler altid om 'zombie powder'. Det kan dermed blæses i ansigtet på folk, uden at de lægger mærke til det. Man kan også lægge det på dørtrinnet til et hus, og så kan det også blæses i hovedet på ofrene. Det er et af de eksempler, jeg har hørt om - jeg har heldigvis ikke set det. "

Ergo er sylfiden en zombie!? 

Zombiedigt nr. 1

Der findes et zombie-digt før zombie-digtene i Jørgen Leths Zombie.

Fra interview i stor Zombie-feature i Politiken, 2014:

Jørgen Leth samler på historier om folk, der har undersøgt virkelige zombie-tilfælde, og som selv er endt med at være i livsfare, når de kom for tæt på bizango-præsterne.  »Jeg kan godt lide rædslen ved zombier af en eller anden grund«, siger han.  »Jeg opsøger det igen og igen. Jeg kan næsten ikke få nok af at høre zombie-historier, jeg skriver dem ned«. Efter at Jørgen Leth så George Romeros ' Night of the Living Dead' fra 1968, skrev han digtet ' Cannibal Army', dybt fascineret af de »rationelle initiativer«, som kæmper mod »den irrationelle fare«, zombierne udgør, og med paralleller til virkelighedens modstandsgruppe fra 1980' erne Cannibal Army. »Den fandtes virkelig. Det var en politisk bevægelse, og de spiste brændte legemsdele«, siger Jørgen Leth, som stadig mener, at ' Night of the Living Dead' er en af de bedste zombiefilm. 

 

Digtet "Cannibal Army" i samlingen Det gør ikke noget, 2006: 

Har lige set Night of the Living Dead, og i Haiti

er nyhederne ikke gode. FN har mistet grebet,
sikkerheden skrider, de onde vinder frem

banderne trænger gennem alle huller

jeg kan ikke få tandpastaen ud af tuben, det går
superlangsomt, skæbnesvanger musik,
hænder presser

pointen i Romeros film er de rationelle initiativer,
handlinger, imod en truende irrationel mystisk fare,

de levende nøgterne med deres effektive våben
- prøver at standse det uhyggelige og uforståelige

sheriffen med cigar og solbriller og patronbælte, som
gerne udtaler sig til medierne, mens han marcherer
frem og og opmuntrer sine folk, ja, skyd dem midt
mellem øjnene

og medierne, journalister beskriver, studievært prøver
at fremstille tingene, men man hører det er umuligt,
det bliver værre og værre, en katastrofe, noget
uhyggeligt spreder sig, formerer sig grænseløst

medierne bliver ved med at beskrive, ord bruges,

Interviews laves, fornuftige udtaler sig om det
ufornuftige, ansvarlige taler  om forholdsregler mod 
det uansvarlige

zombierne vælter frem på deres vaklende ben i
søvgængergangart, ødelagte, hullede, forbrændte,
nyligt døde, ustoppelige

og i Haiti har FN en plan, er i tvivl, kritiseres,
fornyr plan, udskifter folk, beslutter sig for større
beslutsomhed

fængslets mure i en stor provinsby brydes ned med
caterpillar, fangerne vælter ud

det Cannibal  Army, som bryder ud af fængslet
befries, broderskab opstår mellem forbrydere, mordere
og uskyldige i en blanding,

fangerne i det nationale fængsel i hovestaden befries
også, hundredvis vælter ud, spredes i alle retninger,
nogle køres væk af befrierne

Cannibal Army er kannibaler, de spiser brændte
legemsdele, de æder ekstatisk hænder, arme, indvolde

fornuftens folk prøver at finde en ny taktik

Zombie-Oscars

Der er helt sikkert nogen på et eller andet site, der uddeler Zombie-Oscars, og jeg vil gerne opfordre dem til at nominere - ved siden af en nominering til filmen som sådan for fantastiske zombie-massescener - ham, der i World War Z, står og stirrer ind på Brad Pitt inde i virus-opbevaringsrummet og dirrer og - det geniale Zombie-træk - KLAPRER TÆNDER.

Og der var også ham, der grimasserede manisk med ansigtet presset mod vinduet, da du læste op til Opdigtet Onsdag i caféen ved siden af Gråbrødre Torv - han var en lige så vital levende død.
 

- det er lige et par minutter efter, Brad her er på telefonen, den nominerede zombie dukker op.

Reklamer for bogstaver

De nye, tårnhøje metro-skilte er lige så god en reklame for anonymmmmme M




som zombier i almindelighed og den nye 3D-film i særdeleshed er for exzzzzzentriske Z

Over Sprogøe er en vandrende død

Folkeligt slogan til den glimrende - forholdet mellem spatter-action og dramatisk/psykologisk konflikt 1:10 -  amerkanske tv-serie The Walking Dead, som jeg vold-ser med min søn lige nu for at slappe forbandet af (fra splatter-actionen og de dramatiske/psykologiske konflikter ude i virkeligheden, som, jep, Ivan, altid udgår herindefra):

Der kommer altid en cliffhanger og en zombie til!

Dykkende bly

Det er bare fordi jeg sidder og er på nippet til at anmelde Rasmus Halling Nielsens zombie-så-godt-som-roman Det lille robotøje siger og skal finde på en trompet til anmeldelsen, mens en håndværker er ved at sætte nye lamper op inde i spisestuen, og hurtigt fandt jeg på at bytte forbogstaver på Living Dead, så det bliver Diving Lead, hvilket jo giver god poetisk mening, men klart er for hermetisk til en trompet, så derfor anfører jeg den her i stedet.











Hen mod slutningen af Rasmus' bog er tre DATEREDE sider blanke, hvilket i en zombiefiktion har en pænt foruroligende effekt; jeg gjorde det samme i min gamle, ulæselige roman Guldhornene - også over tre sider, der må være en lovmæssighed dér - vistnok en terroraktion sat i værk af Poul Borum, Major Tom, Superman, Ole Jatrau og Franz Kafka (SUK), og jeg kan huske, at Højholt gjorde et vist nummer ud af de tre sider (men jeg kan ikke huske, hvilket nummer), da vi var med i samme radioudsendelse, men ikke i samme studie, han sad i Århus og jeg i København, selvom jeg stadig boede i Århus, og at det gjorde mig helt tavs - som dykkende bly.