Politiken er så fucking moralsk II

Nu kronikredaktør Christoffer Emil Bruuns 1 hjerte-anmeldelse af Robert Zola Christensens Hævn-bog, som jeg pænt begejstret anmeldte i WA Bøger i går - det er som at læse PH anno 1955 anmelde Ta' anno 1965 + Ugens Rapport anno 1975, så væmmet er den pæne Bruun over Zolas mix af høje og lave hævn-historier:

Den tilfældige, anekdotiske og overfladiske opremsning af de mange forfærdelige hændelser gør, at de står som kuriositeter på rad og række. Enten er det en subtil provokation, eller også er det en banalisering af historien, som virker ret smagløs. Hvis man vælger at eksponere så mange ofre og tragiske begivenheder fra nær og fjern, skal der være tilsvarende gode perspektiver og pointer. Et enkelt sted – i afsnittet om pædofilisagen i Tønder – træder forfatteren frem med en refleksion over sin metode. Han er tilbøjelig til at undskylde »den detaljerede udpensling af sagen, men den tjener et særligt formål«. Formålet viser sig at være en kortfattet, men uklar redegørelse for, at straffen for en forbrydelse som den i Tønder også handler om at straffe vores egen fascination. I mine øjne er skøjteturen gennem menneskelige tragedier ikke retfærdiggjort af bogens underligt pointeløse forløb. Forfatteren kunne sikkert have brugt materialet som inspiration til en krimi. Men når man har med virkelige fortællinger at gøre, kræver det en mere respektfuld omgang med ens kilder. 

Tilfældig, anekdotisk, overfladisk, pointeløs, kuriositeter, skøjtetur, mangel på gode perspektiver og pointer,  mangel på respekt =  smagløs banalisering = ond hjerteløshed. Jeg synes endnu meget bedre om bogen, efter at have læst Bruuns anmeldelse - pludselig ligner den en virkelig radikal postpostmodernistisk fiktions/autofiktions/reality-sampling, så tak for den forargelse Politiken-moralist nr. 117!

Christoffer Emil Bruun er ikke decideret en kryster

eftersom han omsider svarer på Promenaden-blogposterne her, men det vil være synd at sige, at han udviser synderligt mandshjerte i forhold til at forsvare sin idiotiske kommentar, faktisk strækker han vel totalt våben, uden direkte at sige det, og hvis man har været en idiot, og det er man jo nogle gange, synes jeg, man skal indrømme det, frem for bare hygsomt mumle idiotien væk som "noget generaliserende".

Jeg synes, Christoffer Emil Bruun er en kryster

eller bare en temmelig sølle debattør, når han åbenbart ikke tør eller vil svare på kommentarerne til hans Promenaden/Knausgård/Breivik-kommentar på Promenaden.

Cirklerne er åbne - spring igennem som tigre!

Jeg sad og gik død på at skrive Blæksprutte om Promenaden vs. Christoffer Emil Bruun vs. Promenaden vs. Karl Ove Knausgaard vs. Anders Breivik, fordi det var en rent afledt, afskrællende tekst, der afmægtigt endte med bare at rose og anbefale Peter Borums Virkeligheds-blogpost, som til syvende og sidst langt færre vil læse end min anbefaling, hvilket forekom aldeles urimeligt; på den anden side vil endnu færre måske nok læse blogposten, hvis jeg ikke blæk-anbefalede, så på den måder er det selvfølgelig en smule meningsfuldt, men på en meget kedelig måde - og blev så også bare mere og mere irriteret på Bruuns Politiken-kommentar, fordi den IKKE anbefalede de, hvad enten man er enig eller ej, højst læseværdige blogposter om Knausgaard vs. Breivik af Niels Frank og Kamilla Löfström, men idiotisk og usandfærdigt stempler dem som skrevet i og for "små lukkede cirkler", for hvad er det for noget pis, de cirkler er måske små, men totalt åbne og endda, til forskel fra avisen gratis, man kan linke sig lige ind og læse og endda kommentere og starte og deltage i en diskussion - langt mere lukkede, og mindre og mindre jo, trælst og uretfærdigt, men VIRKELIGT nok, er avisernes cirkler, oplever jeg, og det er også det, som deprimerer ved at skrive OM disningen af en blog i en avis til en anden avis, mens når jeg skriver HER på bloggen, er der en berusende, måske falsk, men hvem kan bevise det?, følelse af, at lige præcis hvem som helst - som jeg hver dag kan få tal (foreløbig i dag 489), men jo ikke ansigter på - læser med, hej og hej og hej og hej og hej og hej og hej og hej og hej osv.!

Politiken-idioti - fortsat

men lige så mange og ofte de samme eksperimenterer med en blottet, hyperfølsom og -inderlig skrift, jf. fx Rasmus Halling Nielsens ekstremer, terroristisk spam-labyrintik vs. smukke-nervøse poesi-sammenbrud. Men så tror jeg også, at der i den åndssvage ben-kød/fedt-figur gemmer sig en endnu plattere kritisk formel end Peter B tør forestille sig - at benet er lig med få sider, altså helt konkret smal litteratur, mens kød og fedt er det, der gør en bog bindstærk, helt konkret bred - det er også kærnen i klichésynspunktet om, at gode norske romaner er bedre end danske. nej, de er bare tykkere - for ja, det er rigtigt, de fremragende. yngre digtere i DK skriver sjældent bøger over 200 sider, og hvad fucking så? En roman, der helt bogstaveligt handler om FEDT eller rettere TALG (af en forfatter, der ofte har skrevet om KØD, gerne i forrådnelse) er Harald Voetmanns Kødet letter, virkelig en virkelig roman, hvis det altså bare ikke var for sidetallet, og efter den parameter er Knausgård decideret sublim, ingen skriver længere end ham, og jo længere jo virkeligere, og helt hysterisk langt er helt hysterisk virkeligt, kæmpemæssigt virkeligt, Cornelius Blisand-virkeligt.