Bowies hemmeligheder

Den blogpost, der skulle have stået her,

er blevet udliciteret til en hemmelig, men til sin tid læselig publikationsmæssig sammenhæng, bare så I ved det.

Prøvetekst

(til et foreløbigt hemmeligt formål)

Det er ligesom ham, der prøver at bygge Eiffeltårnet som sandslot og hele tiden ender med Rundetårn i stedet for, en fuldstændig eksakt model 1:1200 af Rundetårn, men det nytter jo ikke noget, når det er Eiffeltårnet, han vil bygge, det er ligesom en hær af småbitte Rundetårne, som dækker en hel kystlinje, og som er helt, helt forkert, fordi det skulle forestille at være en hær af bittesmå Eiffeltårne i stedet, det er der bare ingen, der ved, undtagen ham, der har bygget dem, og som bliver beundret af alle og enhver for den fine, fine hær af småbitte af Rundetårne, ham kommer i nyhederne og alting, man ser ham stå nede på stranden og forsøge at sparke til Rundetårnene, men en strandbetjent, der er blevet ansat til formålet, rundetårnene er nu et nationalklenodie, griber ham i hans dybt opløste - al den skulpterende ståen i vandkanten - gummisko og vrider ham rundt og kaster ham til jorden, hvilket er noget han har lært, strandbetjenten, på et obligatorisk efteruddannelseskursus i Udvalgte Kampsportsgrene, en benvridning er et godt, gammeldags karatetrick, han er oprindeligt uddannet parkbetjent, men strandbetjent er som demonstreret en helt anderledes brutal beskæftigelse, og på sandet ligger han, ham, der har bygget hæren af Rundetårnene, der skulle have været hæren af Eiffeltårne, ikke fordi Rundetårne er bedre eller finere end Eiffeltårne, bare fordi det altså var meningen, at det skulle være Eiffeltårne og ikke Rundetårne, og prøver ikke at græde saltvand, men klart, klart Lourdes-kildevand, det lykkes heller ikke.

Hemmelighedskuller

Jeg kan ikke engang sige, hvad det er, jeg lige nu føler mig uendeligt lettet over (i hvert fald indtil jeg (forhåbentligt ikke, bank under skrivebord) modtager et korrigerende svar) at være blevet færdig med at skrive og netop har sendt af sted i cyberspace (hedder det stadig det?)!

Hemmeligheder fester dårligt

Det er besværligt at holde på hemmeligheder, der er så enkle som hvem, der har vundet Weekendavisens Litteraturpris, og hvem, der er nomineret til Kritikerprisen (jeg slettede to gange den mildeste indhegning af de tre Kritikerpris-nominerede i blogposten nedenfor om Skyums Blå Port-artikel, og spørgsmålet er, om den oplysning, om sletning af indhegning, allerede i sig selv er en antydning (af hvem der ikke er indstillet ...)...?) - WA-prisvinderen fik jeg navn på torsdag, hvor jeg også vidste eller troede at vide hvem, der havde vundet Montanas Litteraturpris (Pia Juul havde i en mail skrevet "Sssh", da jeg snedigt spurgte om, vi (til gengæld for ikke at ses tirsdag, hvor hun læste op) sås fredag ....), hvilket vil sige, at jeg i halvandet døgn holdt på tre pris-hemmeligheder, og de to, der var tilbage, da der fredag aften var prisfest, havde jeg, under påvirkning af ingen ende på sandhedsserum, hele tiden lige på tungen, og jeg er bange for, at jeg røbede kritiker-nomineringerne overfor én eller anden festdeltager, som jeg ikke kan huske identiteten på, jeg kan kun huske, at de tre navne pludselig sneg sig ud af min mund, og det vil jeg gerne undskylde overfor Oldermand Mai, det er bare så sindssygt hårdt at holde sin kæft!

Pral 2

08:15 modtog jeg endnu et digt af Peter Nielsen, dette med titlen "Landskab nær New York" (samtidig blev titlen på det første digt ændret til "Hermeneutisk notat"), at I bare ved det!