Solens sidste ord

I stedet for Hvedekorn forbasket nok stod Jørgen Sonnes sidste poetiske ord at læse i den massive årbog stORDstrømmen. Antologi 2015, sammen med bidrag fra 38 andre forfatter med tilknytning til det gamle Storstrøms Amt (reglen for at være medlem af foreningen stORDstrømmen). Formand  Thorvald Bertelsen har venligt foræret mig bogen, hvor HELE SYTTEN ALDRIG FØR TRYKTE OG FORMODENTLIG RIMELIG SPLINTERNYE (undtagen 1 dateret "før debuten 1950") SONNE-DIGTE står at læse, her et enkelt totaltskønt et, for vild hverdagspragt:

H v i d e  St o f f e r

Det er de kolde kaskader af den hvide atlask -
den løber gennem ens øjne med små lyn, slikker
en finger, som et undvigende is-stykke -
Det er det mælkeklare shark skin,
det breder sin duft af køling, gyder sig ud
i håndfladerne, med et strejf af panthere -
Der er de tunge, svære og krammede
shantung silk, kornet som den knuste hvede -
Der er flor-linned, i de gamle stukne
lommetørklæder, gennemsigtigt lysgrå
som rim i luft, fyldte med frosthaver
af relief-stikningerne -
Og der er den frisk strøgne skjorte
man ta'r på i sommermorgener -
Der er bjergpasset, hvor luften
løber ind om én, og man ånder
med vinden, der passerer
udfra et vinmørke over
de vigende sletters dis -
Der er verdenerne af sanseligt hvidt,
der bringer mig tilbage, i tindernes ånde,
i skyggen af pacifisk skum,
bagom al sansning.

- og okay 1 til, apropos hvid:

A l t i d

Blostrene åbnes
til en sky af alt i blåt
i dens flimren af lys,
imens de sner, og sner -

I en hørlig ånden
åbnes fnuggene tæt,
iler vidt og viden ud -
til den endelige hvile ...

snevit 2

Fra artiklen "Snevit" i Vagn Steens Læsninger, 1969:

Teksterne på siderne er enkle opfordringer og anvisninger. Korte og saglige. Her staves varenavnet med stort, som et navn korrekt skal i pænt skrevet sprog.
Tilbage står varenavnet.
Det er i fortløbende tekst Snevit (med stort begyndelsbogstav) og på pakken snevit (med voksende bogstaver og med konkret snehvidhed, todelt i et forled med blå andredimensioner og et efterled med røde).
Orddannelsen er en fancy spelling af adjektivet snehvidt. dette adjektiv er centralt i vaske-ords-feltet. Dets forhold til poetisk sprog er ikke eksklusivt, det findes i poetisk diktion, men kan også anvendes i dagligtale.
Ordet er ikke fremmed for den kvindetype, billed-ord-helheden appellerer til. Hun kan selv bruge ordet.
Men den anden stavelsesmåde er en idé, hun ikke ville komme på. Den er "morsom, lidt kunstnerisk" - slet ikke farlig. den er "kun lidt" ukorrekt.
I reklamesproget har den god hævd.
Man kan lytte indad efter en bitone af eventyrets Snehvide. Findes den? I hvert fald er den ikke udnyttet i denne billed-teksthelhed.
Hvilke fordele opnår man ved at stryge h og d?
Nævnt er alliterationen V-V.
Kontakten af to triagrafer er måske også af værdi.
Men især vinder man en balance i skriftbilledet. Ordet Vask trykker ned på de mindre bogstaver i sne. Måske dæmpes hvidheden af det mørkeblå. Men så bliver det hvidere. Bogstaverne bliver større og større. v er et lille bogstav, i har en prik over linjen, og t strækker sig helt ud. Et sådant vokseforløb ville brydes af et h.
Hvordan er navnet opstået?
Har man strøget h for at opnå bestemte virkninger, eller er det sket af andre grunde, hvorefter man har udnyttet de frisatte muligheder?
Det kan ikke besvares på det tilvejebragte grundlag.
Men forholdene mht. til navnes beskyttelse kan oplyses, uden at jeg vil påstå, at der er kausalforbindelse her.

så vit
jeg kan
se er
her sne