Kilovarestyrelsen strikes back!

Jeg var blevet varslet om, at det nye nummer af Victor B. Andersens Maskinfabrik indeholdt kilovarer (tekster af Peter Laugesen og Dan Turèll byttet for naturalier af samme vægt) fra Peder Bundgaards samling (doneret Dan Turèll-samlingen på Vangede Bibliotek), men da ikke AT DE FYLDER HELE NUMMERET (med lille Laugesen-forord og mottoer af TS Eliot og Dylan Thomas (udvalgt af Laugesen?) som et selvstændigt splinternyt dobbeltværk, Dobbeltskrift II! Halleluja, hvilken gave, tonsvis af tak, Victor! Nu skal der læses og (i Laugesens primært håndskrevne tilfælde) tydes - og måske endda, hvis jeg får lov, anmeldes!

DT-tekst (apropos DT-helt Lou Reeds ca. samtidige digt nedenfor, Jimi er med begge steder):

And I have seen The Eternal Footman hold my coat and snicker
And I have flown with Jimi Hendrix through the Power Cyclus
And I have dropped dull letters around me One for Peter one for Poul
And I have read the Pisan Cantos through and through

And I have been lifted up from so many rooms
And I have laid down that many times & and yet too fe(w)
And I have had myt part of the Common poison
And I have repeated my silence so many times & ways

PL-tekst (håndskrift-tydet). TAKE NOTICE, NY-ETIKERE:

Det er fantastisk naivt at tro at man kan blive ved med at lave ting ting, der på en gang er kunstnerisk og politisk forsvarlige. den kunstneriske skabelsesproces er det sublime egotrip, forsøget på at køle hadet ned. Hvis jeg dør nu har jeg ikke efterladt mig skrevne spor. Vi ska stadigvæk betyde noget for hinanden, det er hvad der er. Den måde man ska skrive og publicere på nu er enten politisk ansvarlig, og så skider den på kunstneriske værdikriterier, eller den er kunstnerisk ansvarlig, og så skider den på sig selv. M.h.t. at skrive er definitionen på den politiske gyldighed nærmest det, at skriften skider på de litterære præmisser, den ikke kan undgå at beskæftige sig med. Den accepterer det som som det ligegyldige bræk det er. Det gør den for at undgå at skide på sig selv. Det er altså helt igennem en uskadelig (eller skadelig? LB!!??) beskæftigelse og adskiller sig heller ikke der fra alle mulige andre ting, man kan foretage sig.

Må andre end Yahya have skrevet Yahyas tekst? Må han?

Jeg ville have sluttet min Blæksprutte med at citere et vrænge/smædetdigt af den unge digter Yahya Hassan fra det nye jubilæumsnummer, nr. 50, af Victor B. Andersens Maskinfabrik (og måske også hans debutsamling) og have stillet dette retoriske spørgsmål (til ikke kun Mette Moestrup og hendes svenske og/eller ikke-hvide bekendte, også til mig selv):

Hvem har lov til at skrive det? Og har nogen overhovedet?

RULLESTOLEN

70 MUNDE SMASKER    OG MIN KROPSLUGT OG DIN KROPSLUGT    JEG SUGER SNOT LÆNGERE OP I MIT KRANIUM    JEG SKIDER JEG BØVSER JEG BRÆKKER MIG    SÅ RÅDDEN EN KROPSLUGT OG DIN KROPSLUGT ER MOSKUS    OG MINE HÆNGENOSSER OG DINE ØJENLÅG ER SAMME SKIND    HVIS NAVNET IKKE KAN UDTALES SÅ ER DET IKKE ET NAVN    DET ER POESI    MAN SKAL SELV TÆNKE SIG TIL DET ELLERS ER DET IKKE POESI   MIN MORS ONKEL MÅ VÆRE EN AF DE RETTROENDE    ABU MAHER GIVER DE FATTIGE ALMISSER OG KNEPPER SIN KONE UDEN NYDELSE    HAN LAVER BØRNEPENGE    TIL ÆRE FOR SIN ÆLDSTE SØN OG HANS KORANFYLDTE HOVED    SLAGTER HAN FIRE FÅR UDOVER KYLLINGERNE     HAN KASTER EN LEVER TIL DEM DER VIL GRIBE    HAN HAR ET SKÆG OG EN ALLIERET I EN RULLESTOL DER OGSÅ HAR ET SKÆG     RULLESTOLEN HAR EN VANTRO FØLGESVEND FRA KOMMUNEN     OG EN KONE HER OG HER     HAN KØBER EN VANDMELON TIL DEN ENE     OG ER NØDSAGET TIL AT KØBE EN VANDMELON TIL DEN ANDEN    SÅDAN ER ISLAM BYRDE PÅ BYRDE  

SÅDAN RULLER HAN RUNDT MED VANDMELONER I SIN FAVN

OG ET STED PÅ VESTSJÆLLAND FLAGER DØDEN PÅ HALV

MEN HER VED BAZAR VEST ER DET TID TIL BØN    OG TRE GELLERUPPERKERE TRÆKKER EN STJÅLET KNALLERT I EN RETNING     OG EN FLOK BESKÆGGEDE SUNNIER GIVER RULLESTOLEN ET SALAM OG ET SKUB    IND I MOSKEEN

- og hvem har lov til at synes at der er skidegodt? Og skidesjovt? Og har nogen overhovedet?

Tidsskriftsglæde og -jalousi

Glædeligt i 1 sitting eller lig-ning at læse et tidsskrift fuld af gode tekster som jeg ikke selv i mit ansigts sved har redigeret og korrekturlæst som nu fx Victor B. Andersens Maskinfabrik nr. 47, selv om jeg principielt-helligt og jaloux-konkret synes det er lidt for nemt med deres luksus-enquete-redigeren (alle mulige udvalgte skønne folk og skønne folk udvælgende andre skønne folk, som det nye nr. hvor Lars Skinnebach er gæsteredaktør), så er der for at mime Mikkel Bruun Zangenbergs blanke opremse-anmeldelse i Politiken (hvor han eksplicit skammer sig over aldrig at have omtalt Glenn Christian uden at bare at ofre 1 adjektiv på GC's bidrag; jeg har spenderet en brændestabel adjektiver mindst på Glenn de seneste år, det manglede nemlig bare) gode tekster af bl.a. Glenn Christian, Lars Skinnebach, Henrik Have, Henrik Bjelke (et syret brev til Henning (Mortensen?)), Peter Clement Woetmann, Pernille Abd-el Dayem, Olivia Nordenhof, Zolan Ara, Christel Wiinblad og, vil jeg særligt fremhæve, som vitale litterariseringer af trivi-horror, Lenes Asps oprømte vampyr-monolog:

Jeg kunne ganske let blive optændt af blodets metalsmag. Det er ude af mine hænder. På de bedste dage ville smagen berede mig en liflig følelse af luft i kraniet og give mig små krampesensationer i baghovedet og på næsetippen. Men i løbet af de to år, der var gået, siden jeg ankom til dette landsted,  var mit hoved blevet alt for tung til den stilk, det sidder på.

og Olga Ravns råt henåndende spøgelsesdigte:

Celestine, i sin tørre niche,
de strømme der er i hende,
en rasende flod muret inde,
hun er hjemsøgeren,

spøgelser som skilsmissebørn,
det lemfældige forhold de har til andre mennesker,
at de ser dem som gennemrejsende,
skygger, dagens bismag,

det bliver aldrig helt mørkt i juni,
hyldeblomsterne gløder,
pigerne går i seng
tavse som dyner, som hver deres
skaldyrsforgiftning,
haven blinker
med sit store, sorte øje
tomt ud mod universet,
en våd broche fra Disney Sjov,
hvad er det man siger?
syrenen blomstrer
som en fader der slår sin datter,'
hendes område,
under enhver ting,
pumpet fuld.

(men hvorfor skal Hvedekorn, hvor Olga debuterede i nr. 1, 2008, det første nr. jeg redigerede, mens Lene, så vidt jeg husker, faktisk debuterede i Ildfisken, ikke have glæde så luksuriøse bøh (som bøh vel også må hedde i flertal?!), og hvorfor er det (så forudsigeligt at det er) Maskinfabrikken og Cool, der skal smykke en hel væg i Busck i Købmagergade!!?? klynker jeg ynkværdigt)