Spejllitteratur x 2

- fra afsnittet "Den følelsesfulde" i Marcel Schwobs Monelles bog, oversat af Julie Gufler (Forlaget Sidste århundrede, der ser ud til for alvor, bare dekadentere, at ville konkurrere med Baslisk om de vildeste internationale småværker):

"I bøger havde prinsesse Morgane læst historien om Snehvides spejl, som kunne tale og varslede hende om hendes halshugning, og fortællingen om Ilsée, og eventyret om natspejlet fra byen Milet, som fik de miletiske kvinder til at hænge sig ved måneskin. Hun havde set det mystiske maleri, hvor den forlovede drog sværd mod sin kommende brud, fordi de ved havde mødt sig selv i aftendisen; for dobbeltgængere varsler død. Men hun frygtede ikke sit eget billede, eftersom hun aldrig havde mødt sig selv som sig selv, ubarmhjertig og vellystig, men kun som troskyldig tilsløret. Og hverken de polerede klinger af grønt guld eller de tunge lag af kviksølv viste Morgane for Morgane."

- fra Psycho-forfatteren Robert Blochs seriøst uhyggelige novelle "The Hungry House", indlemmet i jumbo-antologien The Weird:

""The lock sprung. he tugged at the door, opened it, inhaled a gust of mouldy dampness, then raised the flash and directed the beam into the long, narrow closet.
  A thousand silver slivers stabbed at his eyeballs. Golden, gleaming fire seared his pupils. He jerked the flashlight back, sent the beam upwards. Again, lances of light entered his eyes.
  Suddenly he adjusted his vision and comprehension. He stood peering into a room full of mirrors. They hung from cords, lay in corners, stood along the wall in rows.
  There was a tall, staely full-length mirror, set in a door; a pair of plate-glass ovals, inset in old-fashioned dresser-tops; a panel glass, and even a complete, dismantled bathroom medicine cabinet similar to the one they had just installed. And the floor was lined with hand-mirrors of all sizes and shapes. He noted an ornate silver-handled mirror straight from a womans's dressing table; behind it stood the vanity-mirror removed from the table itself. And there were pocket-mirrors, mirrors from purse-compacts, mirrors of every size and shape. Against the far wall stood a whole series of looking glass slabs the appeared to have been mounted at one time in a bedroom wall.
  He gazed at half a hundred silvered surfaces, gazed at half a hundred reflections of his own bewildered face."



- Lichtensteinspejl

3 notesbøger

Roy 1
 

Roy 2 (foto: dig i Paris)




Nellie (forsøger at sløre sig)

Vi kan ikke finde ud af, hvad sort kaffe hedder på fransk

- i går hed det i hvert fald ikke café noire.

I think many people miss the central tendency of the work ... I don't care what, say, a cup of coffee looks like. I only care about how it's drawn, and what through the years, it has come to be, and what symbol has evolved thorugh both the expedience of the working of the commercial artist and their bad drawings, and the reproduction machinery that has gotten this image of a coffee. for instance, to look like through the years. So it's only the depicted image, the crystallized symbol that has arrived ... We have a mental image of a sort of the commercialized coffee cup. It's that particular image I'm interested in depicting. I'm never drawn to the object itself. I'm only drawing a depiction of the object - a kind of crystallized symbol of it.


Den rigtige kop sort kaffe så vi på Pompidou, her er den.

Hypnotiseres på en prik af en prik - PRIKKERUNDE EXTRAORDINAIRE

Lichtenstein på Pompidou -



det første billede på udstillingen, rimeligt nok, og sjovt nok, for Roy er hele tiden så selvfølgeligt ikke bare ironisk, hvilket man heldigvis heller ikke behøver at forklare, at det er han i virkeligheden ikke, som Andy i virkeligheden ikke er det, for det er han selvfølgelig bare, men i den grad også selvironisk, og fra starten af, ikke engang hans sidste zen-billeder, som han jo ikke vidste var de sidste billeder NB (jeg misbruger NB i i denne tid, kan ikke lade være NB), gider han, at folk tager alvorligt, pseudo-zen citeres han for at kalde det - det er så bare især i ting- og tegneserie- og penselsstrøg- og spejl-malerierne en syret ind-zoomet, hypnotisk maksimaliseret (rent lærredstørrelsesmæssigt) ironi, de evige prikker som en tåge af præcision, en præciseret tåge, massivt perceptionspunkterende, glosuppegennemhullende, som de runder af skud fra de maskingeværer på de krigsbilleder mod de læsebriller, der er mine.

Illustrationer til side 27

År 9 efter Loopet:

En periode havde han indrettet de forskellige værelser efter tema: Der var et kunstværelse dekoreret med malerier, hentet på LA County Museum og sømmet op, blandt andre: Katsukawa Shunsho: Abalone Fishergirl with an Octopus (1773-74),

 

George Braque: Boats on the Beach (1906),


Granville Redmond: California Poppy Field (1926),



René Magritte: La Trahison des images (Ceci n'est pas une pipe),



Albert Giacometti: Portrait of Isaku Yanaihara (1956),


og Roy Lichtenstein: Cold Shoulder (1963).

En albino-schæfer måske faktisk

I en blogpost nedenfor kaldte jeg Paven en puddel, en forsideartikel i Herald Tribune minder mig om, at Paven almindeligvis betegnes som Guds Rottweiler; I Peterskirken, her lige ved siden af, advarede han skærtorsdag mod reformistiske tendenser blandt katolske præster, snarere skulle de vende sig mod en, med en meget uhyggelig term, "lydighedens radikalisme" Jf. billedet af Lichtenstein på udstillingen af amerikansk Guggenheim-avantgarde på Palazzo Delle Espozione betitlet "Grrrrrrrrrrrrrrr":