Tragisk sløjfet overskrift

på min anmeldelse for nogle uger siden af Robert Zola Christensens roman Det er Knud som er død:

Where have you gone, snemusen Knud? 

 

Politiken er så fucking moralsk II

Nu kronikredaktør Christoffer Emil Bruuns 1 hjerte-anmeldelse af Robert Zola Christensens Hævn-bog, som jeg pænt begejstret anmeldte i WA Bøger i går - det er som at læse PH anno 1955 anmelde Ta' anno 1965 + Ugens Rapport anno 1975, så væmmet er den pæne Bruun over Zolas mix af høje og lave hævn-historier:

Den tilfældige, anekdotiske og overfladiske opremsning af de mange forfærdelige hændelser gør, at de står som kuriositeter på rad og række. Enten er det en subtil provokation, eller også er det en banalisering af historien, som virker ret smagløs. Hvis man vælger at eksponere så mange ofre og tragiske begivenheder fra nær og fjern, skal der være tilsvarende gode perspektiver og pointer. Et enkelt sted – i afsnittet om pædofilisagen i Tønder – træder forfatteren frem med en refleksion over sin metode. Han er tilbøjelig til at undskylde »den detaljerede udpensling af sagen, men den tjener et særligt formål«. Formålet viser sig at være en kortfattet, men uklar redegørelse for, at straffen for en forbrydelse som den i Tønder også handler om at straffe vores egen fascination. I mine øjne er skøjteturen gennem menneskelige tragedier ikke retfærdiggjort af bogens underligt pointeløse forløb. Forfatteren kunne sikkert have brugt materialet som inspiration til en krimi. Men når man har med virkelige fortællinger at gøre, kræver det en mere respektfuld omgang med ens kilder. 

Tilfældig, anekdotisk, overfladisk, pointeløs, kuriositeter, skøjtetur, mangel på gode perspektiver og pointer,  mangel på respekt =  smagløs banalisering = ond hjerteløshed. Jeg synes endnu meget bedre om bogen, efter at have læst Bruuns anmeldelse - pludselig ligner den en virkelig radikal postpostmodernistisk fiktions/autofiktions/reality-sampling, så tak for den forargelse Politiken-moralist nr. 117!