Jeg har en kritisk radioaftale lige om lidt

Den Store Roman

Christian Dorph & Simon Pasternak

Kl. 20:05 - 20:59  Radio24syv - Kritiker Lars Bukdahl og redaktør Niels Beider gæster studiet. Her skal de gennemhagle en scene fra manuskriptet til det fjerde bind, Tal til mig, i Dorph/Pasternaks serie, inden de to forfattere tager afsked med Den Store Roman.

 

Sådan begynder kapitel 15, der foregår 9. december 1989:

Helene giver mig et stort knus og træder tilbage i døren i det lille hvide rækkehus på Skjoldagervej, i den triste stribe bag motorvejsudfletningerne mellem Gentofte og Lyngby.

–      Du ser ud ad helvede til, Jesper …

Hele familien er derinde. Svigerfar Ole, den pensionerede oberst i garderhusarerne, sidder i lænestolen og pudser sine stålbriller, pulloveren har romber på og sidder stramt over maven. Han nikker, han rejser sig ikke. Hans kone går og ordner, en rank kvinde i 50’erne, jeg kan aldrig huske, hvad hun hedder. Jette? Mette? De må lige have spist, her lugter af rødkål og flæskesteg. Kaffe og finskbrød og jødekager på et fad. Her er hyggeligt og fint. Jeg havde et lille crush på Helene på sprogofficerskolen, men det blev ikke til noget. De er lykkelige, Lars i FE, hun i Udenrigsministeriet, en lille ny på vej. Kvalmen vender tilbage. Skal jeg kvase den lykke? Jeg helt tom indeni, som om jeg ser ind i et akvarium. Lars går over og hilser og støder sig ind til mig, hvisker, hørte du ikke hvad jeg sagde? Jo. Jeg krammer ham, holder ham længe ind til mig.

Han vrider sig løs.

Pænt intenst, synes jeg nok, men det jo ikke mit job at rose åbenbart!

For kendt til det her gerningssted

Billedtekst til anmeldelse af de samlede digte i Jyllands-Posten:

Pia Juul er mere kendt som krimiforfatter end som lyriker.

Ikke i denne Scotland Yard-afdeling!

Genredåb på skinner (af størknet blod)

"Herhjemme går traditionen for meta-refleksiv mordopklaring tilbage til Storm P og Hans Scherfig; begge har skrevet værker indenfor den genre, som anmelderen Lars Bukdahl kalder 'krazy-krimi'

- fra TENDENSartiklen "Forfatterne der legede med ilden" i Politikens bogtillæg lørdag - og faktaboksens liste over "værker der leger med krimien" inkluderer min KK-favorit Andre Lenoirs Lige der faldt opad!

Krazy Krimien findes stadig mere dengang og nu!

Dagens jegudrensning

Jeg sad sjovt nok lige og anmeldte Viggo Madsens fænomenale digtsamling Jegløse digte (en miniature, fordi den skulle passe akkurat til den beskedne plads efterladt af Leonoreas anmeldelse af Suzanne Brøgger, og det skulle være den og ikke en anden af denne tids alt for mange anmeldelses-bøger i mit skød, fordi et digt af Viggo er ugens digt på bagsiden, så ved I og Viggo dét), da redaktøren i en mail forlangte min omtale af eget Testrup-foredrag om Krazy Krimi udrenset fra min anmeldelse af Henning Mortensens novellesamling Albert Colds drømme om dronningen, den slags er nemlig forbudt, som hun mente at have fortalt mig forlængst, men som jeg ikke mener at have fået at vide før.

Version med foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Ved samme top-kursus holdt jeg selv foredrag om krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ved samme kursus, hvor jeg fikserede og relancerede kraz-krimien ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.

Version uden foredrag:

Jeg hørte krazy-krimien læst op ved en forrygende session, hvor også Pia Juul og Christian Dorph & Simon Pasternak stemte i med kriminelle detonationer, på Testrup Højskoles litterære sommerkursus med krimi-tema. Krazy-krimien har en kort og hektisk litteraturhistorie, der løber fra ca. 1925 til ca. 1950, med kendte navne som Storm P. og Hans Scherfig og ukendte navne (og pseudonymer) som Vilhelm Gros og Andrè Lenoir, og titler som Lige der faldt opad og Bølgelængde Nul; genredefinition i al korthed: fjantet-syret-eksperimentel meta-krimi-parodi. Den bedste kur mod kriminitis, jeg kender, og en vidunderlig, hygsomt galsindig genre i sin egen ret.

Men det var først da jeg læste ”Gesichte” sort på hvidt, at jeg opdagede, at det sgu da var en skinbarlig krazy-krimi; det havde åbenbart dér i spisesalen været for godt til at være sandt, at en fremragende senior-forfatter ville afprøve genrens flyvedygtighed i det 21. århundrede.