Hvad er er bedre end lige efter midnat at opdage en frydefuldt ond anmeldelse af Suzanne Brøggers nye roman i Information ved Erik Skyum-Nielsen - ikke fordi jeg synes, det er frydefuldt eller vigtigt i sig selv at være ond overfor Suzanne Brøggers(s skrift), men fordi Skyum er så god, the greatest, til at være ond, og han er det, ligesom jeg selv, ikke så tit længere, men her har djævleskaben virkelig fået tag i ham og vil ikke give slip, lige meget hvor meget hans bedre, englelige kritikerjeg forsøger at lande anmeldelsen godmodigt til sidst. Her et smukt og sort citat:
"Arven fra Dekameron består i ideen med fælles geografisk isolation kombineret med liv i luksus. Det blixenske ligger mest i skæbnetanken og i en tro på, at »hvor historien er, dér vil personerne samle sig« , hos Brøgger desværre omdefineret til, at hvor personerne møder op og plaprer, falder deres historier fra hinanden.
Det vil føre for vidt her at opregne og beskrive gruppens medlemmer, blandt hvilke man bemærker en Shulamith, som har træk til fælles med bogens forfatter, og Potifar, libertiner plus diplomat, vistnok kalkeret over Suzanne Brøggers mentor og første elsker i ungdomsårenes Indokina. Som en etnisk og social kontrast til alle de komplicerede skæbnemønstre er der indsat en illegal afrikansk immigrant, som er sluppet helskindet »over hegnet« og nu iagttager gruppen fra en campingvogn.
Romanens på én gang individuelt forankrede og kollektivt baserede beretning kaldes i undertitlen »bekendelser« , hvad der virker misvisende, for så vidt som Mischling i funktionen som jegfortæller forekommer spændingsforladt. Havde hans historie været bekendelse, måtte dette have forudsat en modstand af en eller anden slags, men en sådan mærker læseren ikke, stemmen skvulper blot over af umådeholden meddelelsesiver."
Jo, en ting er bedre: At Skyum citerer mig; LB, for gammel, af mig selv rent glemt gedigen ondskab!:
"Hvor der ellers kunne være opstået en nysgerrighed hos læseren, høres kun det, som Lars Bukdahl i en anmeldelse af Jette A. Kaarsbøls Den lukkede bog (2003) rammende kaldte Den Alvadende Fortæller."
En ærlig mening om noget er aldrig ond, men det er klart, at den kan kradse lidt i ens selvbillede, hvis der samtidig er en lille stemme i en, der prøver på at fortælle en, at "man skal opføre sig ordentligt." Indtil det går op for en, at ingen er en "man," og stemmen ganske givet kommer fra en anden, der vil have en til at opføre sig som dem. Hvilket må bero på en meget usikker identitet. Det er også gået op for mig, at mange danske blogs har kommentarfelter, men mange af dem er blot en slags fatamorgana, der viser sig at være en illusion om ytringsfrihed. Af samme grund har jeg fra dags dato besluttet mig for, med ganske få undtagelser, at stoppe med at læse danske såkaldte "litteraturblogs," fordi litteratur og censur ikke kan eksistere på samme tid.
SvarSletNu ikke for at være yderligere (eller overhovedet) ond overfor Brøgger og hendes ellers sikkert fine forfatterskab. Men den underoverskrift:
SvarSletSuzanne Brøggers nye, lovlig ambitiøse roman ligner et bud på The Missing Link mellem kendisreportage og Blixen
Det er sgu lige før jeg tror det alene kan få folk til at læse bogen.