Rusen Rasmus

Unaturligt (men desværre ikke overraskende) kan man kalde det, at den betydelige (ikke mindst natur)digter Rasmus Nikolajsen, født 1977, kun har modtaget 2 anmeldelser, i Weekendavisen og Information (majestætsfornærmeligt kritisk, ved unge Lukas Ballin, men forbilledligt tænksomt, generationelt kritisk, men og atter men han skriver jo altså bare stadig for skønt, Ras Nik, til at det sådan relativt set er RIMELIGT at være andet end antydningsvist kritisk) for sin nye, naturligvis dybt glimrende digtbog sort strømmende drøm (og at han nok har modtaget Kritikerprisen (den mest konsistent fremragende litteraturpris, konstant sådan cirka betimeligt hædrende faktisk fremragende værker/forfattere) , men ingen pris fra Akademiet eller fra aviserne. Derfor også desto mere ærgerligt at en hel del af min egen Nikolajsen-anmeldelse raslede af i svingene frem til den begrænsede plads i avisen og til en start trompet/rubrik/underrubrik:

"RUSEN RASMUS. Rasmus Nikolajsen digter glitrende mageligt systemisk og så selvfølgeligt skønt om en mormor, der dør i trafikken, og et barn, der afleveres i skole   Sådan segner Nikolajsen" 

Komplet første afsnit:

"Den første metafor i metaformesteren – indehaver af den (kun i metaforisk forstand) bevingede metafortrøje - Rasmus Nikolajsens nye, svimlende selvsikre og selvsikkert svimlende digtbog Sort strømmende drøm (titlen er selvfølgelig en metafor, afleveret længere henne, på slæbesporet fra en ræv, der slæber sit bytte gennem sommerhushaven, “der gik et spor/ af nedbøjet græs og sorte/ fjer ned til rævehulen”) kløves i to af det første sideskift, fra side 11 til side 12" Snak om sky-metaforer:

"Skyers broderier er uden videre og til alle tider - altså så længe, der har været broderier til, og det er velsagtens længe, også fx på Petrarcas tid - en skøn og mildt, men ikke voldsomt overrumplende metafor. Hvor til gengæld metafor nr. to mere komplekst underfundigt forskydes fra den ikke umetaforiske dybsindighed om at “hver sætning bærer sin egen død i sig”, der maner blikket og billederne på skyerne frem, således at det nu bliver skyerne, der er sætninger, der i samme nu slettes, som de jo akkurat er!" Så et system- og handlingsreferat: "De tre ord i titlen giver navn til hvert sit afsnit i bogen: “sort” er digtet om og til farmoren på 11 x 8 linjer (på hver 8 stavelser), “strømmende” er 5 digte på 2 x 8 linjer (på hver 8 stavelser) om at aflevere datteren i skole og hente hende i igen, “drøm” er digt på 33 x 8 linjer (på 8 stavelser), der roligt rådvildt, groovy forgrublet handler ret meget om alting og særligt natur og kærlighed og hvad deraf følger, som jo er ret meget, hvis ikke det meste, af alting." Endelig forfatterskabskomparation: "Den nye bog er stærkest i familie med hvad skal vi med al den skønhed, 2018, der var et “efterårsdigt” med det kun en smule mindre løse koncept, at det handlede om og var “skrevet mens bladene faldt af træerne” - sammenlignet med de strammere, processuelle koncepter i Tilbage til naturen, 2016, der var digte skrevet udendørs, og Barnevognshaiku, 2020, der var haikuer skrevet på barnevognsture. Ligesom både 2016- og 2018-bøgerne indeholder bogen i alt 64 x 8 linjer på 8 stavelser (også Måske sjælen benytter sig af ottestavelseslinjer, men har ivrigt fortællende ikke tålmodighed til 64 x 8-reglen), den versmaskine forbliver Nikolajsens trygt og dynamisk omkringsnurrende system-hængekøje." Mest savnede - af mig - i avistekst er selvfølgelig rusen rasmus-ordspillet og omkringsnurrende system-hængekøje-billedet - ved siden af stavelses-system-optællingerne, som en anmeldelse (eller et interview - se de to af dem, på Gutkinds hjemmeside og i Jyllands-Posten (det sidste kan jeg ikke læse, men jeg gætter på, at der heller ikke dér er megen snak om stavelser, men jeg håber, jeg tager fejl!) af Nikolajsen. Men jeg kommer aldrig til at helme, den her trompet gemmer jeg til næste gang, hvor meget den end på forhånd er sikret en skæbne som blog-fraklip: LEGO-SEJ-ZEN!