I et selvfølgelig godt interview med Lone Nikolajsen i Information konfronteres Helle Helle med den mystiske optræden flere steder af Hafnis tredje hånd:
"Ud over spøgelset og hans hund kommer der også mystisk sort røg ud af en træstamme, og så er der en såkaldt tredje hånd, der forfølger Hafni. Pludselig er den bare uden for hendes kabine i pariserhjulet Brighton Wheel eller på bordet foran hende. På et tidspunkt rækker den Hafni en kniv. Hvad er det med den hånd, spørger jeg.
»Den er symbolsk,« siger Helle Helle og griner højt. »Er det ikke kedeligt, hvis jeg sidder og forklarer, hvad den skal betyde?« Alligevel giver hun efter.
»Man kan vel se det sådan, at Hafnis forestillinger også er en del af bogen. Det kunne også være, at hånden tilhører den, der skriver historien om Hafni. At det er den implicitte fortællers hånd, der fører hende rundt og udsætter hende for alt muligt. Det her er jo også er en roman, der handler om at skrive en roman,« siger Helle Helle.
»Men det kan også være, det er lovlig meget selvfortolkning. I don"t know.«
Her den tredje hånds sidste optræden i romanen - vognen er en indkøbsvogn:
"Han kommer hen til hende og begynder at rode i vognen. Hun sparker ubemærket kondiskoen og sportsstrømpen ind under et teakbord, ser kort på ham, siger farvel og vil gå, men han lægger en hånd på hendes skulder og siger: I don't know why you say goodbye. Så kan Hafni alligevel ikke lade være med at le og sige: I say hallo, og af uvisse grunde vil hun give ham hånden,
Men det er den tredje hånd hun rækker frem, den sidder på hendes håndled med spredte fingre og ryger op og ned i høj fart, så hendes arm slynges med, hele hendes højre side slynges op og ned, og hun vender sig og løber så hurtigt, det er hende muligt, ned gennem The Lanes med armen efter sig."
Hvilket får mig til at tænke på Svend Åge Madsens gamle optur af en roman Liget og Lysten, 1968, hvor personerne spadserer ind og ud af forskellige genrezoner overvåget af et (synligt) stort øje oppe i himlen, et klip midt i pornozonen:
"Fingrene hæver kikkerten til hendes øje igen. Hun indstiller den og betragter øjet. Hendes mund smiler, da hun ser at det utrætteligt iagttager hende. Med en dyb indånding får hun brysterne til at rejse sig og strække sig opad, uden at hun taber øjet af syne.
Pludselig stivner hele hendes krop. Men tilstanden varer kun et øjeblik. Øjet blinkede til hende. Det hele gik meget hurtigt. Hun stivnede. Hun så et øje bevæge sig. Men hun er sikker i sin sag. Perioden hvori hendes krop var ubevægelig var så kort at den ikke nåede at blive ubehagelig."
lørdag den 19. april 2025
Fortællerens øje henholdsvis hånd
Etiketter:
den tredje arm,
Helle Helle,
Hey Hafni,
Liget og Lysten,
Svend Åge Madsen,
øjet i himlen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)


Ingen kommentarer:
Send en kommentar