Sorgfuld pastiche

Mærkeligt hvordan
jeg bedst husker da Pia
havde inviteret mig i
teatret og se Torben Toben,
fordi hun vidste jeg
også var Knutzon-fan, og
vi mødtes i en eller
anden teaterfoyer, og vi
stod dér og tøvede akkurat
for længe til, at vi kunne
give det knus, vi stod dér
og tøvede med at give,
og som om det tøvende
ikke-knus var finere,
inderligere end alle de
senere selvfølgeligt
realiserede, dengang
knus var noget man gav

bagefter, inde i salen, lo
vi og lo vi over hvad
dog Line havde hittet på