mandag den 19. september 2016

HVEDEKORN LEVER UKRITISK VID'RE

 
Og så er der kommet et nyt nummer af Hvedekorn, nr. 3, 2016, der modsat det nye nummer af Kritik ikke er det sidste, men atter det FØRSTE i resten af bladets uendelige videreliv, vid'reliv, i det gloriøse tidsskriftsliv, der om lidt har varet i 100 år, Kritik nåede lige præcis ikke at blive 50. Forsiden og billederne indeni er af FOS, og her er et digt fra Joachim Aa. Sørensens bidrag; Joachim er født 1990, han debuterede i Hvedekorn i 2009 og fik året efter den Hvede-lokale debutpris Skovhusprisen, som på søndag blive uddelt igen, men han har ikke gået på forfatterskolen, og han har ikke fået udgivet nogen bog, men det ændrer jo ikke på, at han er helt på højde med de stærkeste og vigtigste unge lige nu (jeg føler lidt, han er vor tids og mit Hvedekorns Laus Strandby Nielsen, som Hvedekorn 4, 1974, var en digtsamling af):

-->
selvom jeg ikke bruger

tid på min ulykkelighed gør det mig ikke noget

eller det gør mig ikke mere ulykkelig end jeg allerede var

selvom de farvede balloner

er triste er jeg

solens romtoddy

selv nu hvor

min lever er spændt på situationen
            sådan da

mærker din højre hjernehalvdel bryde sig om mig

kraften i lyset gør dig saftig

vi spiser giften selvom jeg er træt ligger jeg
ikke ned
jeg spiser al giften i en enkelt
portion ved træerne og
nu kan det hele bare være lige meget

selvom jeg sidder her bliver
jeg ikke større
jeg gør ikke mig selv større

når jeg sidder her

bliver jeg mindre i min ulykkelighed som
jeg bestemt ikke gider at beskæftige mig med

har jeg bestemt            det har jeg bestemt

fra idé til hjerte
skal gå et par år før jeg ligger ned
jeg pjasker i vandet
i min hjerne sidder depressionen som en lang lang kniv der
dolker løs i nervebanerne gør at jeg siger
fuck hele verden          fuck alle

mister vejret da du gik forbi

hvorfor gør du det?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar