Det modsatte af tjekkisk surrealisme

kunne, ved siden af fromt fade bønner, være kælent ironisk, koket sentimental, dansk hverdagsrealisme, Nynne Deep, der er noget kriminelt skidt, netop fordi det virker så nysseligt uskadeligt, og nu bare fx Marianne Verges Gy-debut Wendys vidunderlige verden, som jeg læste uden rigtigt at opdage det denne morgen; kun fordi Jørgen Leth er med som gratis reality-biperson lykkedes det mig at blive rigtig sur på Verge og hendes roman. Set-uppet ligner en lillebitte smule Kirsten Hammanns radikale trummerums-epos Fra smørhullet - og jeg glæder mig sådan til hendes nye roman, Se på mig, der udkommer om en tre ugers tid og bare har at være så radikalt god! - bare uden radikaliteten og plus alt muligt hensmuldrende plot, jeg gider ikke skrive af fra bagside eller brødtekst, lad mig lige finde noget referat inde på gyldendal.dk, jeg kan copy-paste:

Wendy, der er døbt Anne-Mette med bindestreg Jensen, er pt. arbejdsløs med hjertesorg og hang til flødeboller. Hun er flyttet ind i en lille lejlighed på Vesterbro, hvor hun forsøger at skabe en ny tilværelse efter bruddet med den flyvske filminstruktør Peter Panduro, der både var hendes arbejdsgiver og kæreste. En dag, midt på Vesterbrogade, får Wendy et strygejern i hovedet, og hendes liv tager en uventet drejning.

Findes den eneste ene? – Kan man tæmme en zebra? – Hvad er der i vejen med provinsen? – Og hvorfor dukker Jørgen Leth hele tiden op?

Wendys vidunderlige verden er en sørgmunter samtidsroman om jagten på kærlighed i en verden fyldt med små og store ulykker.

vs.