torsdag den 12. marts 2015

Der gror ikke nødvendigvis mos på et Kritikerlav

Vil vi nok mene! Og nu har Litteraturkritikernes Lav fået en ny skrabet, men stilig og tjekket hjemmeside, hvor I kan kontrollere hvem, der er medlem (og har lov til at stemme til afstemningen om Kritikerprisen - netop afgjort! men stadig hemmeligt! men jeg ved, hvem der vandt! og yes!), men frem for alt læse kloge. eksklusive Kritiker- og Georg Brandes-pristaler fra ikke alle, men ret mange af årene; dette er fx slutningen på Erik Skyum-Nielsens 2007-tale for Hans Otto Jørgensen, da han fik Kritikerprisen for romanen Med plads til 100 køer - se bare, en pris kan godt gå ud på, at en fremragende bog er blevet læst med optimale øjne:

Og vender man så mønten eller bladet, og spørger man ikke efter virkeligheden, men efter den skrift og den stemme, der har frembragt det hele, så handler det pludselig om noget andet end den dersens rå realisme. Så drejer det sig om en dristig forfatters vilje til at brække sproget op. Udelade verberne. Sløjfe det grammatiske subjekt. Sideordne led, der ikke normalt kan stå side om side. Gå efter sætningsmusikken i stedet for den vedtagne måde at skrive på. Sætte punktum i stedet for komma, og sætte punktum for tidligt eller bevidst for sent. Bryde regler og alligevel hele tiden slippe heldigt af sted med det.
Prøv at kigge ned over en rigtig Jørgensen-side. Det hakker og haster og holder igen og hoster og pruster, tager sig en pause for så at støde og stamme og storke og stavre og stave sig frem, med den dér stive, studse omhu, som er så karakteristisk for ham, og som i sidste ende mimer hans mod til, midt i al intellektualiteten og belæstheden, at omgås det banale.
Det er bønder og Beckett. Det er Blicher og Burroughs. Det er H.C. Andersen og Lou Reed. Det er Kristensen og Creedence, altså Evald Tang Kristensen og så Creedence Clearwater Revival. Og så er det Bibelen og Broby Johansen og Björling. Og Schade og en masse sjasket mudder.
Der er gået næsten 20 år, siden Hans Otto Jørgensen udsendte Tårnet, med et af de grimmeste og mindst appetitvækkende omslag i dansk forlagshistorie.
Siden har han tit sjokket og sjappet sig hen i nærheden af Kritikerprisen. Lad mig bare nævne hans kortroman Nåden (1996) og hans novellesamling (med den uforlignelige titel) Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997).
Vi er nogle stykker, der er glade for, at man ventede med denne pris, til den føltes som et påbud fra himlen. Det er en ære og en glæde i dag at kunne overrække dig Kritikerprisen: 30.000 kr. - og en med dem en åndelig mælkejunge plaskende over af hyldest og hæder.

Jeg er i hvert fald stadig Black Rider-programskribent

Da Betty Nansen Teatret i 1998 første gang opførte Burroughs/Waits/Wilson(/Wiedemann/Kvium/Laugesen)-forestillingen The Black Rider skrev jeg en halvstor tekst til programmet. Til genopsætningen i år ville teatret gerne genbruge min artikel, som de sendte til mig, fordi der var brug for lidt opdatering, og som jeg altså ikke kunne undgår at kløjes betydeligt i:

Jeg er glad for, at I finder min gamle programartikel værd at genoptrykke. Jeg har siddet og læst den igen og synes godt nok, den er noget overwritten og kaotisk forgrublet, på godt og ondt - og jeg får også øje på en håndfuld deciderede (mestendels syntaktiske) fejl. Jeg tænker på, om I kunne foranstalte en word-udgave på 1 tekstfil, som jeg lige kunne rette igennem og gerne i en vis fart; jeg ville ikke tilføje noget, men måske slette en lille smule hist og pist og bare strømline fornuftigt uden at forråde for-meget-heden.

- her er et forholdsvis fredsommeligt (og generøst Turèll-citerende) stykke fra den tilrettede, men stadigvæk forbandet floromvundne tekst:

-->
Den danske myte og mytoman og oprindelige Bur­roughs-fan Dan Turell har i sine Medie-Montager, der udkom i seks bind 1975-78, portrætteret både Bur­roughs og Waits som myter og mytemagere. Her er først 60-årige Burroughs i et klip fra den eksperimenterende tekst 'El Hombre Invisible', skrevet helt tilbage i 1969:
"William S. Burroughs er fundamentalt klartseende William S. Burroughs går i biografen om aftenen Går til det Grå Rim og klipper videre sover i det Grå rum en nervøs flimrende overgangsdrømmesøvn og vågner og klipper sin mad ind i sit William S. Burroughs-arkiv i det Grå Rum hvor overgange mellem skrift og foto bestemmes og skæres."
Og et mere ligefremt snapshot af den unge Tom Waits, dateret 1976:
"Tom Waits er god til at skabe historier omkring sig, og der er mange i gang allerede. Han optræder altid, på scenen som udenfor. Han er ikke sanger, ikke digter, ikke musiker, ikke skuespiller - men en lille smule af hver i en sjælden blanding, der kan minde lige så meget om komikeren W.C. Fields som om beat-digte­ren Jack Kerouac eller entertaineren Lenny Bruce."
(I parentes bemærket ville en kombination af disse to portrætter resultere i et vellignen­de portræt af myten Dan Turèll)
Altså Burroughs som et koldt avantgardistisk fantom, den robot- og øglelignede arki­var og sammenklipper af alle teksterne, livets og litte­raturens, og indehaver af privilegerede, magiske og dæmoniske, hemmeligheder, X-files indeed! Tom Waits som en lunere rollespiller, der låner sine manerer fra de hårdkogte og klovnende ender af amerikansk populærkultur, en stilbevidst beat-troubadour. I begge tilfælde er den offentlige fremtræden i høj grad iscene­sat og umærkeligt sammenfaldende med teksternes/ sangenes fortællerpersonaer.
Fra begyndelsen af firserne sker der en udvikling i Tom Waits’ sange i retning af det barokke og excentriske så vel som det primitive og direkte, mens Burroughs på samme tidspunkt kom ind i en ny kreativ fase, der supplerede de gamle science­-fiction-modeller med detektiv-, pirat- og cowboy-fiktio­ner i et mere åbent mix. Begge herrers mytologier blev betydeligt sværere og mere komplekse at få hold på.

onsdag den 11. marts 2015

Forhåbentlig er jeg stadig en nexus*anmelder

Du fandt et sted i internettet et 1999-interview fra Dagbladet - og nu, i 2015, kan jeg godt nævne andre respektable, nysgerrige, stor-næse-fægtende ikke-luxus-anmeldere end Skyum, og måske faktisk flere end en håndfuld, og mindst halvdelen en slags unge/yngre - fremskridt!:

- I Danmark sitter vi i dag med en del luksusanmeldere. Med det mener jeg anmeldere som har skrevet i mange år og som automatisk får alle de gode, nye bøkene. Slik blir det vanskelig for nye anmeldere å få komme til, de må anmelde de mer uvesentlige utgivelsene, noe som setter en stopper for deres muligheter til å utvikle seg til gode og markante anmeldere. Luksusanmelderne blir for makelige og ofte konsensussøkende, noe som er livsfarlig for anmelderarbeidet, spør du meg. Av frykt for å ikke delta i en kritisk konsensus blir de altfor lite selvstendige. Dette er med på å sinke oppdagelsen av nye, unge talenter. Det går uendelig langsomt. Det er rett og slett en treghet i systemet.
Min største skrekk er å bli en slik luksusanmelder, sier Bukdahl. Han har mye å tenke på, denne unge mannen, som er opptatt av å skape litt spetakkel i det litterære miljøet. - Spetakkel er utrolig viktig. Og da mener jeg ikke bare spetakkel i form av bråk. Spetakkel innebærer en utvidelse av egen horisont, en utfordring og en evne til å være fryktløs. Luksusanmelderne tør ikke skape spetakkel, men det verste ved dem er kanskje det faktum, som jeg synes etter hvert blir mer og mer tydelig, at de har mistet nysgjerrigheten - nysgjerrigheten på det nye. En nysgjerrighet som både er vanskelig og spennende å ha der, men som er livsviktig i en slik jobb. Ta for eksempel Erik Skyum-Nielsen, han var et stort forbilde, men også han har mistet noe. Likevel er han fremdeles en tydelig anmelder. Det er vel egentlig bare Skyum-Nielsen og jeg som har store neser. Vi har ingen andre å fekte med. Det er trist.



*
Nexus har flere betydninger:
  • Nexus stammer fra latin og betyder forbindelsesled, knudepunkt, forbindelse, sammenhæng eller sammenhold.

De Koijns litterære påmalkning nr. 2

Det er 16 år siden, Helle Helle og jeg overrakte Malk de Koijn Maarum-prisen, og nu modtager drengene omsider endnu en litterær hædersbevisning, nemlig en af Statens Kunstfonds produktionspræmier* for tekstopsamlingen og scrapbogen Postkort fra Langestrand. Det er kraftedeme godt gjort! Og sikke også tilsammen en smuk og eksemplarisk broget flok af modtagere (jeg har ikke læst Korneliussens HOMO Sapienne, men skal have gjort det en af dagene). Niviaq Konreliussen, Jakob Martin Strid, Niels Lyngsø (for Proust-fordanskning, ikke erotisk lyrik), madame Nielsen og Malk. Her er en afskrift af et tekstfragment fra Blæs Bukkis notesbog i den skønno skønno volume:

KIGGER PÅ MIG LISSOM OM JEG VAR EN
DYREPARK SPØR DIG SELV HVORNÅR KOMMER
JERES SPRITNY LUR-PAK - DET SMØR PÅ
FRANSK - JEG TÆNKER HURTIGT OG JEG
FANME SPRÆLSK - DU EN HUNDE
MUND MED BACILLER OG RABIES
GUFFER LØS I EN SKÅL MED SMARTIES
RAF RAF RAF DIN VAMLE GRIS
VI KØBER SLIK TIL DEN
GAMLE PRIS



*
Statens Kunstfond vælger de bedste bøger fra efteråret 2014
Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne
”HOMO sapienne” er anderledes på mange måder, og samtidig tematiserer den det velkendte: ungdom, seksualitet, kultur, identitet. Den er først og fremmest queer. Alene titlen er en sproglig genialitet. Romanen er en ungdomsroman for voksne; den er en campus-roman, for den foregår omkring universitetet, den er en byroman, og så markerer den det grønlandske gennembrud i rigsfællesskabets litteratur, selvom den ikke gør meget ud af grønlandskhed på nær i et kapitel.
Jakob Martin Strid: Mimbo Jimbo og den lange vinter
Bogen er en hyggelig fortælling, der hylder sammenhold som det bedste værn mod kulde. Som læser kan man blive ved med at gå på opdagelse i alle de små fortællinger, der ligger i Strids billeder. Jakob Martin Strids ”Mimbo Jimbo og den lange vinter” er en original og fantasifuld brise i dansk børnebilledbogstradition.
Niels Lyngsø: oversættelse af Marcel Proust Den genfundne tid, 1 og 2, bind 12-13 af På sporet af den tabte tid.
Niels Lyngsø skriver på et dansk så ubesværet, let og musikalsk som en fordums sommerdag, så vi kan føle os hjemme og trygge som læsere, men samtidig går han aldrig på kompromis med den franske teksts lange, sansede sætninger, med indskud og indfald og homoerotiske hentydninger. Lyngsø åbner således på forbilledlig vis det danske sprog op for det fremmede, optager det og sender det så ud som et flydende og rigere dansk. Det er en sjælden kunst, men en, Niels Lyngsø bestrider.
Madame Nielsen: Den endeløse sommer
Trods forsidens bedragerisk svulstige typer, er det en roman så rig og kompleks, at ingen genfortælling kan yde den retfærdighed. Det er en på samme tid stram og vildtvoksende fortælling, der knopskyder tværs gennem tiden, trækker spor og udstikker retning. Det er en usædvanlig og rørende roman om kærligheden, døden, tiden og skæbnen – den sjældne, lynende skæbne og den, der blot fører mennesker længere ind i parcellivets tristesse. Man ler og græder, man overraskes og vækkes og må under læsningen fuldstændig hengive sig til Madame Nielsens virtuose skrift.
Malk de Koijn: Postkort fra Langestrand
Malk de Koijns anarkistiske, karnevalistiske, aldeles respektløse, monstersjove og dybt virtuose omgang med vores højhellige modersmål er DØ SJÆT. Punktum. De tre herrer, Blæs Bukki (Lasse Bavngaard), Tue Track (Anders Brixen Christiansen) og Geolo G (Janus Borup Staffe) er uomtvisteligt høj- og finlitterære i en ærværdig tradition for nonsenslitteratur, der strækker sig tilbage til Rabelais over Lewis Carroll og Per Højholt.
Om Statens Kunstfonds præmieringer
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur præmierer hvert år et antal værker, som de synes betyder noget ganske særligt for dansk litteratur. I foråret præmieres bøger fra efteråret, mens forårets udgivelser præmieres i efteråret. Hvert værk tildeles en særlig præmie på 75.000 kr. Man kan ikke søge om præmiering. Udvalget vælger frit mellem samtlige udgivelser i den pågældende periode.
Om udvalget
Medlemmerne af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur i perioden 2014-15 er: Anne Lise Marstrand-Jørgensen (formand), Camilla Hübbe, Sara Koch, Hans Hauge og Peter Adolphsen

tirsdag den 10. marts 2015

Helle Helles mor in memoriam

- fra Politiken-interview, 2005:

Mine forældre var enormt forskellige. Min mor var alene og udfarende, mens min far levede mere traditionelt. Så jeg var meget intuitiv som barn. Sådan som man bliver, når man har to hjem, der ikke ligner hinanden overhovedet. Det er noget med altid at kunne fornemme, når nogen er uvenner eller forelskede, selvopm det ikke bliver sagt. (...)
Fro samtidig med at tingene nogle gange ramlede omkring mig var både min mor og min far gode til at fortælle mig, at jeg var dygtig og kunne alt. Hemingway sagde, at man skulle have en ulykkelig barndom for at blive en god forfatter. Men jeg tror ikke, at det er nok. Der også nødt til at være nogen, der pumper ens ego op. Det er det, der gør, at det bliver godt, når man skriver. Hvis man både synes, man er den største idiot. Og samtidig bliver ved med at tro, at man er den bedste.

- fra Rødby-Puttgarden:

Vores mors cykel var af mærket Jönsson. Den punkterede på landevejen mellem Rødby og Rødbyhavn en eftermiddag i juni. Hun var på vej fra arbejde. Først prøvede hun at cykle videre, men det bumpede for meget. Hun steg af cyklen og begyndte at trække. der var fire kilometer hjem. Hun gik og mærkede den lune blæst i ansigtet og på sine bare arme. Hun havde en skjortebluse på, hun svedte i ærmegabene.
  Lærkerne sang. Det raslede fra kæden i hendes cykel. Hun ville aflevere den hos Sørensen i Havnegade, så kunne hun hente den tidligt næste morgen. En bus fuld af endagsturister kom kørende imod hende, hun standsede og kiggede på ansigterne derind, da bussen passerede. Hun genkendte et af dem, en mand med rundt hoved, de havde gået i klasse sammen for længe siden. Hun nåede lige at vinke til ham, og han klarede op og vinkede tilbage, han genkendte også hende.
  Hun stod og kiggede efter bussen og smilede. Da hun gik videre, trådte hun på noget hårdt. Det var en ørering, hun havde tabt på vej fra arbejde engang i februar, hun havde kigget efter den lige siden. Den var ikke engang gået i stykker.
  - Hvor heldigt, sagde hun højt til sig selv og stak øreringen i lommen på sin cowboynederdel og tog en dyb indånding, hun kunne lugte græs og heste, musik strømmede ud fra et tomt førerhus på en traktor.
  Nede ved gården efter Tredje Tværvej havde en vædder viklet sig ind i sin fortøjning, vores mor satte cyklen på støttefod og fik vædderen fri ved at lokke den rundt og rundt med en håndfuld mælkebøtteblade. Hun vendte nynnende tilbage til sin cykel, hyldeblomsterne overvældede hende ved den lille lund efter byskiltet, hun satte cyklen i stativet nede ved Sørensen, stak et smilende ansigt ind i forretningen.
  - Kan du lappe min cykel til i morgen tidlig?
  - Alt for dig, Henriette, hvor ser du godt ud i dag.
  Resten af vejen hjem var heller ikke noget at snakke om, hun var så usædvanlig let til bens, hun slyngede sit net over skulderen og købte isvafler med hjem fra den gamle købmand. Tine og jeg lå i hver sin drømmeseng på terrassen, og så stod hun pludselig dér i døråbningen med et smilende og ukendt åbent ansigt, vi satte os hurtigt op:
  - Hvad er der galt, mor?
  - Er der sket noget? Du ser helt mærkelig ud.
  Hun faldt sammen i overkroppen. Så trak hun isvaflerne op af sit net, ansigtet blev sig selv igen:
 - Næ. det er ikke sket nogen som helst. Ingen verdens ting.

Ang. titelkollision

Titelændring på ny krimi

Sort daggry af Cilla og Rolf Börjlind ændrer titel til Sort morgen på grund af titelkollision med en allerede eksisterende titel af Thomas Rathsack fra Politikens forlag. Vi trækker titlen tilbage fra markedet og trykker nye bøger med den nye titel. Bøgerne går på lager den 18. marts og forventes at lande hos boghandlerne umiddelbart derefter.

Hvis I planlægger at omtale bogen, beder vi jer om at bruge vedhæftede forside med den nye titel i stedet for den gamle forside. Vi vedhæfter både forside og pressetekst til mailen her.
 
Venlige hilsner
Rosinante
SORT MORGEN
 
Originaltitel: Svart grynning Oversat af: Kamilla Jørgensen 421 sider, vejl. pris 299,95 kr. Udgivelsesdato: 6.marts 2015

- Jeg, LB, ville foreslå: 

SORT KLOKKEN LORT

mandag den 9. marts 2015

Endnu en prosaist ramt af poesi

Vibeke Grønfeldts smukke digt til og i den nye Samsøfærge



Musen har skindbukserne på - det ER 8. marts!

(mit foredrag på Skindbuksen om lidt er nu komponeret

- 2 dele:

1. Digteren findes (og er nr. 1)

2. Musen taler (bugtalt / med egne ord)

fra Schades højsang:

EN UNG PIGE TALER TIL MIG
OM BUKSER

Langt om længe fik jeg lov
til at gå i dine bukser
op og ned i stuen.

Og på himlen varmer solen
som et ophæng skilderi
med sin sjælevarme.

Og på lokum er der lyst,
dér berørte du mit bryst,
ingen ved, hvcor skønt det føles,

det er evighedens kyst,
som min ånd har mærket..
Du er ikke snerpet.

Åh, min tunge rører dig,
i avisen står det ej.

Vi har hemmelige kærtegn -
mens de taler om at dø,
tænker jeg på luftens lærker -
straks jeg dine bukser om mig mærker.

søndag den 8. marts 2015

See you at The Shining Trousers at 4

fra. Schades sidste bog 70 eventyr om det hemmelighedsfulde København, 1978:

HISTORIEN OM SKAKBRÆTTTET

En anden gang, kommer jeg pludselig i tanker om, da han - Gorki - om morgenen kom ind i Café "Skindbuksen" i Lilel Kongensgade, den næstældste af Københavns gamle cafeer, fra året 17 hundrede og nogle og tyve - satte han sig - han spillede jo harmonika og tjente søde penge ved det - og ebgyndte at tælle nogle dynger af pengemønter op på bordet. -
  Jeg må her indskyde, at jeg tidligere på morgenen på bydelen "Christianshavn", hvor jeg boede på det tidspunkt var vågnet i min seng og set som et tydeligt billede på luften - et lodret stående skakbræt. -
  Og tænkt: "Hvad betyder nu det?"
  Og var stået op og gået ind til byen og ind i Café Skindbuksen".
  Nu, sagde han, mens han sad og talte mønterne: "Du, Schade, jeg elsker og sidde og tælle 2-kroner og 1-kroner op på bordet som et skakbræt."



lørdag den 7. marts 2015

Siddende i toget læsende Schade digtende i toget om at sidde i toget digtende

EFTERÅRSSTEMNING
I JERNBANETOGET

Hyggen breder sig
i jernbanetoget,
varmen stiger fra varmeapparaterne,
helt utroligt bevæger landet sig forbi derude,
man kan slet ikke forstå, at det kan bevæge sig,
så stort det er.
Det drejer sig yndefuldt,
bække snor sig ind i marker,
og marker bevæger sig ind i marker -
dale dykker ned i bakker,
og huse stiger op som op ad en rutschebane ...
Buskene og telefonpælene og hestene langt ude
drejer sig som en kæmpekarrusel,
og inde i toget sidder vi stille og ryger
og blomsterer ved alle vores tanker

- bortset fra efteråret var det alt sammen lige så sandt - og helt utroligt - som det var digtet i 1958 (Schades højsang)

Bedste mellemlagsforfatter

Jeg stjæler en opdatering og et par kommentarer: 
Hvis litteraturens nye prisfest, Blixenprisen, får kategorier som “bedste kostumer”, “bedste performance af en kvindelig forfatter”, “bedste performance af en mandlig forfatter”, begynder det at ligne en fest. I den mere seriøse ende kunne jeg forestille mig kategorier som “bedste indie-udgivelse”, “bedste mellemlagsforfatter”, “bedste forfatter udenfor kategori”. Forslagene er hermed givet videre.

fredag den 6. marts 2015

Mester Unmack - Rinkøbing reality

 
Vi så Love Shop i Generator i Ringkøbing i aftes (på billedet befinder de sig vist på deres hotel i Kolding), og det var en grande koncert, inklusive et sent battle med en aggressiv røgalarm; en sang, mine ører hang fast på, var "Mesteren" fra den nye plade:

Følg mig sikkert ud
fra korridorerne
på socialkontorerne
der blander kærlighed og straf

Vægtløs uden ord
kom nyd paraderne
svaje gennem gaderne
der skratter himmelsk ned i dag

Og solen bliver stærk
– se dig i mit øje
og dagen bliver hed
– løftet af et blik
lykken er den ubalance
når tæppet trækkes væk

Som var det sidste gang
jeg skulle synge din sang
her kommer mesteren
…mesteren

Opløst uden skam
i gråd bag vagterne
pigebørn selv slagterne
har taget fri fra flæsk og blod

Voldsom sød musik
beruser kvinderne
tager elskerinderne
der står klædt ud som jaget vildt

Og solen bliver stærk
– se dig i mit øje
og dagen bliver hed
– løftet af et blik
lykken er den ubalance
når tæppet trækkes væk

Som var det sidste gang
jeg skulle synge din sang
her kommer mesteren
…mesteren

Salig tager i dag
sig ud for masserne
på offerpladserne
på vejen væk fra synd og skam

(som - via det ambivalente, ildevarslende ord 'mester" - mindede mig om Jarvis Cockers sang  "Hold Still", der opnår litd af den samme effekt med det samme ord:

The train was leaving in ten minutes or so
Struggling with the suitcases I did not see you go
My heart stopped beating and I felt my blood run cold

"Hold still" I told you but you moved
Now you're gone, I can't find you growing
Yeah, we are growing but why bother?
When you can hover

On your knees and behold the might of the master
Eyes explode at the very sight of the master
We're cosmic dust but you're everything to me

Like a single parent at the fair
And you're spinning above me
Spinning
You're moving fast but you're going nowhere
Yeah, baby that's the way

On your knees and behold the might of the master
Eyes explode at the very sight of the master
Kittens are cute but a full grown cat can be cuter
I'm alive but I plan to die in the future
Hold still, hold still, hold still

We're cosmic dust but you're everything to me )

torsdag den 5. marts 2015

BOGSCAR - Blixen On the Back of Dam

Den er bare først og fremmest så komisk patetisk desperat, denne bog-Oscar-begivenhed, kaldet Blixen-prisen, som de to forfatterforeninger sammen med alskens sponsorer har bakset sammen, jeg mener: rød løber og champagne hos Frimurerlogen! Og så den mærkværdige idé om, at jo flere priser, i alt 12, jo større stråleskær over begivenheden og bogen og bogbranchen. Prisen er et mix af allerede eksisterende priser shanghajet til begivenheden, fx den kæmpe, mærkelige Zinklar--novelle-pris - som i år går til den engelske forfatter Julian Barnes, som da vist ikke er kendt som en stor novelleforfatter? til gengæld vil han forhåndsreklameret være til stede som live glanskastende, verdenskendt forfatter - og nyopfundne priser, redaktørprisen fx, og jep, redakører er og kan være prisværdige, men hvordan og af hvem (Anne Mette Riis Rasmussen, Morten Brask, Lars Ringhof) i alverden determineres redaktørfremragendehed (sandsynligvis har denne redaktør forbedret denne forfatters bog betydeligt?), og så den store pris, selve The Blixen Literary Award (på 100.000 kroner, angiveligt doneret af de to foreninger - går mit kontingent virkelig til det? eller er en masse små priser blevet kannibaliseret?), der på trods af det engelske navn (ingen ende på klodsetheden) tildeles en forfatter for en ny, dansk skønlitterær bog ("som vurderes at have internationalt potentiale" - hvad betyder DET? ikke fx "karat", men "potentiale", kommercielt eller kvalitativt, reelt/realistisk eller principielt/abstrakt? rent mumbo-jumbo) og dermed bare ligner Kritikerprisen (især) og Montanaprisen og halvt skøn/fag-priserne fra Politiken, WA, Berlingske; og principielt kan der selvfølgelig ikke være for mange klækkeligt udpegende priser til gode bøger, men det begynder at være et noget absurd prisHAV,, og selvom priserne uddeles 29. maj er en jury til den primære pris endnu ikke udpeget, ikke ligefrem proft eller praktisk.

Præmieeksempelet på grum, grim koncept-klodsethed er annekteringen af den meget fine, skarpe pris Albert Dams Mindelegat til en Blixen (som alle priser Oscar/Bodil-agtigt kælent kaldes, suk, suk,  suk!) - en pris, der påkalder og ihukommer én alt for usynlig litterær gigant, Dam, underordnes det blankt brand-ificerede navn på en anden og jævnaldrende, alt for synlig gigant, Blixen, marionetholdt skeletvoldtægt!:

Blixenprisen for en markant litterær indsats eller årets talent – Albert Dam-prisen

FUNDATS

En Blixen for en markant litterær indsats eller årets talent – Albert Dam-prisen – uddeles til en dansk mandlig eller kvindelig forfatter for en litterær indsats. Alene talentet er afgørende for tildelingen.

SPONSOR

Albert Dams mindelegat

JURY

Legatudvalg via Dansk Forfatterforening

PRIS

30.000 kr.

onsdag den 4. marts 2015

Også som mindedigter er Schade kanoniskere

Et af de faste For-øvrigt-mener-jeg-at-Karthago-skal-ødelægges-omkvæd i mine forlkelige foredrag om kanon og klassikere, er: Jens August Schade som en langt større og betydeligere og internationalere digter end Tom Kristensen, som han derfor burde afløse på tvangskanon øjeblikkeligt. Tom-fans fremhæver altid de energisk retoriske mindedigte om gustaf munch-petersen og Knud Rasmussen, men tjek så lige Schades mindedigt om hans mentor Thøger Larsen, skrevet i 1928 (trykt i Politiken, opsamlet i udvalget Den ukendte Jens August Schade ligesom de sublime kortdigte, jeg netop har tweetet), hvor faktisk skønt og fint er det ikke? Overgiv jer venligst!

Thøger Larsen

Jeg græder når jeg tænker på
at Thøger Larsen er død.

Jeg har i mit hjerte
et digt om ham.

Jeg kunne ikke skrive det før,
sådan er det næsten altid.

Nu tænker jeg på alle de tavse timer,
da hans ord løb igennem mig.

- Jeg har hverken store ord
eller virak eller mønsterdigte.

Men jeg elskede ham
og min sjæl skal kysse hans gravsten.

Hvor er de nu -
de svulmende piger,
de grønne roser
i Vestjylland!

De store skyer,
der skød med ild -
og brast i Thøger Larsen

- - -

det er kun sjældent, der fødes
en mand, som formår
at vinde folk.

Vel 500 mennesker
kendte Thøger Larsen -
og til fødselsdage
nogle flere,

Men fremtidens øjne
skal blændes af hans farver
og sensommerens levende
lystre hans runer.

- Hel var hans mund,
med færdige træk.
der var dug i hans hår
fra det hellige Danmark.



(TL fotograferet af Johannes V. Jensen)

- på søndag holder jeg populistisk foredrag om Schade på selve Skindbuksen:

Kl. 16.00 – 17.30
Kærlighed og absolut ikke kun kildevand. Om Jens August Schades kosmisk berusede og berusende poesi
På Restaurant Skindbuksen, hvor forfatteren Jens August Schade i sin tid havde sin gang, inviterer Hovedbiblioteket i samarbejde med Restaurant Skindbuksen til foredrag med litteraturkritikeren Lars Bukdahl om Schades finurlige og fantastiske forfatterskab.
  • Foredrag
  • Hovedbiblioteket/ Restaurant Skindbuksen
  • Fri entré