Modelerbare, animerede næser i dansk litteratur 1-2

1.  Fra Hans Scherfigs debutroman Den døde mand, 1937 (J. Blendstrups yndlings-S-roman og -passage):

"- Du skulle passe bedre på din ny næse" Den sidder ikke rigtigt.
  Brand (fiduskunstner LB) følte til næsen. - Jo, den gør. Den er der endnu. Det er fame Danmarks flotteste næse!
  Sagen var, at Brand virkelig havde fået en ny næse. Det var gennem Kunst for varer, at han havde solgt et billede for en paraffinbehandling. Ganske vist havde han en meget pæn næse i forvejen, men han syntes ikke, at han kunne afslå tilbuddet, og lod sig forsyne med en vældig romersk kunstnæse af paraffin.
  Han var umådelig stolt af sin nye profil o malede samme dag en hel serie selvportrætter (et af dem blev for resten senere købt af en kunstelskende minister, fordi det var så billigt), og alle folk, han mødte, måtte beundre den nye fine næse. Det værste var, at han ikke kunne holde fingrene fra den. Den bløde paraffin lod sig let forme, og Brand modellerede ustandselig på sin næse og forsøgte alle mulige former.
  Nu var den drejet helt om til siden, og spidsen havde fået form som en kugle. Det så fantastisk og modbydeligt ud. Og Brand vidste det godt. Men det generede ham ikke. Når det gjaldt om at gøre sig bemærket, skyede han ikke noget middel."

2. Fra Halfdan Rasmussens børnerim og -sang "Tyggegummikongen Bobbel" (om "alle folk fra kvist til kælder" i tyggegummikongens rige):

De har tyggeguminæser,
der kan vippe når det blæser

Link: LB + LØVE (Lousiana og ikke)

 

Lille Hassan med de skæve ben WALKING TALL

Det er da en god og herlig ting, når noget, der er godt, får succes - som nu Hassan Preislers ret fremragende, autofiktive roman Brun mands byrde, som jeg glad anmeldte i WA Bøger i går, efter Preisler-interviews havde smykket forsiden af både WA's og Politikens litteraturtillæg, og som i dag får 5 hjerter i Politiken i Mikkel Bruun Zangenberg (solid præcis anmeldelse sgu, Mikkel: "Preislers kritik og hans manøvrer får deres slagkraft og fascination ved at være iværksat som en ualmindelig vellykket, avanceret og berørende montageroman. I romanen hører vi meget klart og tydeligt en stemme, Preislers stemme. Stemmen beretter i flere spor, der intrikat er vævet ind i hinanden, noget, der på samme tid er en slægtsroman, en selvbiografi og en bittersødt satirisk sædeskildring. Fordi spørgsmålet ' hvem er jeg?' stiller sig med en så brændende uafviselighed for et blandet væsen som skuespilleren Preisler, der er frugten af både pakistanske og danske rødder, kommer en stor del af romanen til at forme sig som en næsten detektivisk og kærlig skildring af de mange og umådeligt forskellige individer, der en dag endte med at frembringe et væsen som Preisler.") og 5 stjerner i Berlingske ved Merete Reinholdt, og på grund af al denne opkørt støjende foromtale - foruden interviews i både aviser  og i radio og på tv har Preisler via sin bogens Facebookside arrangeret og rapporteret fra flere bogrelaterede happenings (med forfatteren klædt ud som Lille sorte Sambo, ligesom på forsiden) - er forlaget allerede ved at trykke tredje oplag, og hvor er det bare godt, når nu bogen bare er god, selvom ret meget af støjen, før anmeldelserne, også skyldes at bogen er en god historie, som forfatter og forlag har forstået at vinkle aggressivt medie-attraktivt, men hvilket problem skulle hvem have med det, når bogen er god?

I en kommentar inde på FB-siden skriver Hans Hauge:

spændende: spørgsmålet er om denne roman kunne være skrevet af en mand fra Hjørring med en dansk mor og dansk far? kunne den være en fiktion? nej, forfatternavnet samt nationalitet er garantien - signaturen der gør teksten autentisk og giver den værdi -

Nej, men Scherfigs Det forsømte Foraar kunne heller ikke være skrevet en mand, der havde gået i landsbyskole i 5 år i det mørke Jylland og så var kommet ud og tjene, og hvad så? og ja, den autentiske hybriditet, og Preislers klovne-kritiske forholden sig til den, skaffer ham adgang til interview i aviser og på tv, men værdi i anmeldelserne, i min anmeldelse i det mindste, får bogen fandeme kun, fordi den kvalificerer sig sprogkunstnerisk, Hans!  

Jeg nævner Dan Turèll i min anmeldelse, men i forhold til bogens elegante-energiske, både sardoniske og melankolske ironi er det nærliggende også at pege på Pablo Llambìas, præ-sonetskrivende, og måske især det vistnok (I hope not) skrinlagte argentinske projekt, og Kristina Nya Glaffeys Padder og krybdyr.

OG HANS SCHERFIG SGU!
HVORFOR NÆVNTE JEG IKKE HAM I ANMELDELSE, HAN ER OGSÅ EN SATIRISK OG-MISBRUGER,
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!
SCHERFIG!

22:50 zebratid

- herren i går i Elsted, der indigneret og usmilende mente, at Martin A. Hansen vel nok havde humor, som reaktion på min sædvanlige påstand om, at mangel på humor er grunden til, at Martin A. Hansen er på tvangskanon i stedet for Hans Scherfig -

jeg sidder i IC3-kupe lige nu, på vej fra Hjørring og triple-foredrag nr. 2, med farvelagte jungletegninger af Scherfig, foran mig en grå hjort, en grå flodhest, i blå jungle?, og lyserød flodhesteunge, bag mig to blåstribede zebraer og en hvid dromedar, et præcist zoo, der gør mig i bedre humør end rimeligt er -

et enkelt digt af Scherfig i Digte til Drengene, fra Vild Hvede, dvs. Hvedekorn, 1931, mere bittert end sjovt, ligesom en togrejse, der for anden dag i træk varer alt, alt for længe:

FORSYN

Unge piger
som skal giftes i morgen
dør af blodforgiftning
og bliver kørt over af biler.
Og lamme mennesker
med smerter i knæene
blir ældre og ældre
og vil aldrig dø.
John D. Rockefeller
har et wc af guld
og hård mave
og dårlig fordøjelse.
Men en mand, som jeg kender,
mangler sin middagsmad.
Og jeg står og mangler 15 kroner.

Hvis foredragsholdere opførte sig ligesom håndværkere

Nå, det er et foredrag om Hans Scherfig, I har bestilt, lad mig lige tage cyklen/toget tilbage til Vodroffsvej og hente Det forsømte forår på mit arbejdsværelse, øjeblik ...

Autoritative kanoner for sjov

(fordi jeg i formiddags var inde i DR-byen (i den den modsatte retning af castingen til "familie-drama", sikke melankolske børn!) og blive interviewet om noget så trist som humor til et program om sjove mænd i litteraturen til DR K, der bliver sendt i næste uge, og jeg fattede så slet ikke det med sjove mænd, jeg synes kvinderne er lige så sjove, hvis ikke sjovere, og i hvert fald er ingen sjovere end Line, ikke engang Jens - eller røvsjovere, som hun selv plejer at formulere det)

De 5 røvsjoveste døde danske digtere

1. Gustav Wied
2. Per Højholt
3. Storm P.
4. P. Sørensen Fugholm (Per Barfoed)
5. Hans Scherfig / Anton Melbye & Axel Henriques

De 5 røvsjoveste levende danske digtere

1. Line Knutzon
2. Jens Blendstrup
3. Peter Laugesen
4. Jess Ørnsbo
5. Helle Helle/ Malk de Koijn