Cecilie Lind, som jeg er umådelig stolt over at være kæreste med, har forrygende fortjent modtaget Modersmål-Prisen 2020 - her er hendes uoplæste takketale (trykt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 4, 2020):
Tak.
Tak for prisen for mit sprog.
Et modersmål.
Mit søvnløse sprog, lige nu, min datter; hendes sprog: gråden.
Min søn der har lært sætningernes logik - et ord er et ord - men to ord! To ord er magt.
Ud!
Ud. Nej ud.
Mælk, ja, ja mælk.
Mor far far mor (en sang).
Bo betyder
bolle
betyder
bog
betyder
båd.
Når drengen, min søn, Samuel, når han er sulten, og beder om bo! - en bolle - glemmer han hurtigt sin sult igen for nu vil han lege med
bo!
Sin båd
men så vil han ikke lege, så vil han læse
en bo!
en bog.
Samuel betyder
Gud har hørt
det håber jeg - han har
jeg har brug for en Gud - jeg har brug for at gud lytter.
Det her år, åh. Det her år der lyder så smukt.
Det her år der er et ekko.
Hedvig, Hedvig hedder min datter, jeg fødte hende med maske på - hvis jeg var syg -
hendes navn betyder strid, kamp.
Hun er så mild.
Hun bliver stærk og mild. Han bliver stærk og mild. Jeg kan kun skrive denne tak med moderhjertet, det er det hjerte jeg har til rådighed, den tak jeg har at give; jeg er så træt, jeg elsker så højt, jeg frygter så meget, ængstes så voldsomt, håber så stærkt
på
at fremtiden er til at bære
for de nye mennesker.
At de lærer et nænsomt sprog, et sprog der er klogt.
At de lærer digtenes sprog, at sætningerne kan slå sig og slå sig i stykker på tunger der ønsker at tale smukt og kærligt.
Ikke at ville sige
død
smerte
undergang
gerne ville sige
kærlighed
omsorg
lys
men jeg ved ikke hvad vi kan sige. For at passe på. Jeg ved ikke hvordan vi siger træ uden at græde over at træet snart vil fældes, en tåre, tusind, jeg siger jer, jeg græder dem.
Jeg ville gerne skrive
gråd
Jeg ville gerne skrive
kærlighed
jeg ville gerne skrive
helbredelse
jeg ville gerne skrive mit barn og mit barn
nej
sige det
dem
min krop har sagt børnene
min krop har sagt dem
som bøn og tak.
Og hvad sagde jeg med min tunge til min unge jordemoder imens hun hjalp pigen til verden,
ti stille, åh så ti dog stille.
Og hun tav.
Så kom Skriget.
Pigens.
En tunge er en muskel - hvor er det ækelt og godt.
Hvor er den ædel og våd.
Ikke et våben.
En blød blød klud.
Sådan gør jeg rent:
jeg kan ikke sige tak og ikke tænke kat. Ord vil spejle sig.
De er forfængelige.
Prinsesserne siger
jeg dåner
heksene siger
hekselatter
en frø siger kvæk, siger jeg til Samuel og Hedvig.
Siger jeg til jer; kvæk og tak og tak og kvæk.
Min replik er denne;
trøst,
tørst.
vin,
hvin.
Som sagt, jeg er træt.
Som sagt, jeg er digter.
I sagde det. Det siger jeg tak for. Jeg siger tak til min mor og min far. For de lærte mig mit sprog. Jeg siger tak til mit sprog. For jeg kan elske og hade det.
Jeg kan elske og hade med det.
Helst elske.
Helst kærligheden.
Jeg kan lære mine børn mit sprog. Så bliver det deres.
Det bliver et eje, et øje. På godt og ondt.
Helst børnene, tungen, træet, spejlet;
hvor er Gud dog dug.
Hvor er tak dog kat.
Træ dog ært.
Prinsesserne ligger på dem.
Prinsesserne bliver gule og blå.
Symboler er også vold.
Sprog kan gøre ondt.
dem
med
døm
mød
syl
lys
min søn griner og griner og griner;
jeg tager en pude på hovedet og jeg siger:
Hat!
Jeg tager en bamse på hovedet og jeg siger:
Hat!
Min søn griner og griner og griner.
Det er og ikke er. Hvor er det sjovt!
Hvor vakte det rædsel og fryd og uro i mig da jeg læste Peter Bichsels bog Børnehistorier - som barn, i den ene historie; så hed alt noget andet end det det hed, så hed hylde ovn og stol hed frakke og sol hed kys, noget i den stil, alt skred, sproget var ondt og godt og gjorde. Det var en rædsel for mig, at se opløsningen, bare ved at kalde noget for noget andet.
Gå i stykker. Opstå.
Hvilken magt. Hvordan bruge den magt? Hvordan tale?
Tak til min onkel der gav mig den bog. Tak til alle onkler der giver deres niecer de rigtige bøger. Tak til de rigtige bøger for at være skrevet, og tak tak tak til dem der skrev dem.
Tak til digtene. De findes jo. Jeg kan læse dem. For evigt.
Det hele er alvorligt. Alt lyser.
Ribs, savl, mælken.
Dagenes ende, den lykke.
Tak fordi I gider takke sproget.
Det skal nok bukke og neje. Det er pænt. Det er
opdraget.
Behersket.
Lige til at gå i rette med.
Til at bruge. Til at bøje sig for.
For hvad ellers?
Min datters hjertetunge.
Mit modersmål er dansk; hvad kan jeg sige om det?
Det vigtigste er at kærlighed er et længere ord end had.
Det husker jeg.
Tak
