Viser opslag med etiketten takketale. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten takketale. Vis alle opslag

søndag den 31. januar 2021

Cecilie takker sit modersmål

Cecilie Lind, som jeg er umådelig stolt over at være kæreste med, har forrygende fortjent modtaget Modersmål-Prisen 2020 - her er hendes uoplæste takketale (trykt i Modersmål-Selskabets blad Sprog & Samfund 4, 2020):

Tak. 

Tak for prisen for mit sprog.

Et modersmål.

Mit søvnløse sprog, lige nu, min datter; hendes sprog: gråden. 

Min søn der har lært sætningernes logik - et ord er et ord - men to ord! To ord er magt.

Ud! 

Ud. Nej ud. 

Mælk, ja, ja mælk.

Mor far far mor (en sang).

Bo betyder

bolle

betyder

bog

betyder 

båd.

Når drengen, min søn, Samuel, når han er sulten, og beder om bo! - en bolle - glemmer han hurtigt sin sult igen for nu vil han lege med 

bo!

Sin båd

men så vil han ikke lege, så vil han læse

en bo!

en bog. 

Samuel betyder 

Gud har hørt

det håber jeg - han har

jeg har brug for en Gud - jeg har brug for at gud lytter.

Det her år, åh. Det her år der lyder så smukt.

Det her år der er et ekko.

Hedvig, Hedvig hedder min datter, jeg fødte hende med maske på - hvis jeg var syg - 

hendes navn betyder strid, kamp. 

Hun er så mild. 

Hun bliver stærk og mild. Han bliver stærk og mild. Jeg kan kun skrive denne tak med moderhjertet, det er det hjerte jeg har til rådighed, den tak jeg har at give; jeg er så træt, jeg elsker så højt, jeg frygter så meget, ængstes så voldsomt, håber så stærkt 

at fremtiden er til at bære 

for de nye mennesker.

At de lærer et nænsomt sprog, et sprog der er klogt. 

At de lærer digtenes sprog, at sætningerne kan slå sig og slå sig i stykker på tunger der ønsker at tale smukt og kærligt. 

Ikke at ville sige 

død 

smerte

undergang

gerne ville sige

kærlighed

omsorg

lys

men jeg ved ikke hvad vi kan sige. For at passe på. Jeg ved ikke hvordan vi siger træ uden at græde over at træet snart vil fældes, en tåre, tusind, jeg siger jer, jeg græder dem.

Jeg ville gerne skrive

gråd

Jeg ville gerne skrive 

kærlighed 

jeg ville gerne skrive

helbredelse

jeg ville gerne skrive mit barn og mit barn

nej

sige det

dem

min krop har sagt børnene 

min krop har sagt dem

som bøn og tak.

Og hvad sagde jeg med min tunge til min unge jordemoder imens hun hjalp pigen til verden,

ti stille, åh så ti dog stille.

Og hun tav.

Så kom Skriget.

Pigens.

En tunge er en muskel - hvor er det ækelt og godt.

Hvor er den ædel og våd.

Ikke et våben.

En blød blød klud.

Sådan gør jeg rent:

jeg kan ikke sige tak og ikke tænke kat. Ord vil spejle sig. 

De er forfængelige.

Prinsesserne siger 

jeg dåner 

heksene siger

hekselatter

en frø siger kvæk, siger jeg til Samuel og Hedvig. 

Siger jeg til jer; kvæk og tak og tak og kvæk.

Min replik er denne;

trøst,

tørst. 

vin,

hvin.

Som sagt, jeg er træt.

Som sagt, jeg er digter.

I sagde det. Det siger jeg tak for. Jeg siger tak til min mor og min far. For de lærte mig mit sprog. Jeg siger tak til mit sprog. For jeg kan elske og hade det.

Jeg kan elske og hade med det.

Helst elske.

Helst kærligheden. 

Jeg kan lære mine børn mit sprog. Så bliver det deres.

Det bliver et eje, et øje. På godt og ondt.

Helst børnene, tungen, træet, spejlet;

hvor er Gud dog dug. 

Hvor er tak dog kat.

Træ dog ært.

Prinsesserne ligger på dem.

Prinsesserne bliver gule og blå.

Symboler er også vold. 

Sprog kan gøre ondt. 

dem

med 

døm

mød

syl

lys

min søn griner og griner og griner;

jeg tager en pude på hovedet og jeg siger: 

Hat!

Jeg tager en bamse på hovedet og jeg siger:

Hat!

Min søn griner og griner og griner.

Det er og ikke er. Hvor er det sjovt!

Hvor vakte det rædsel og fryd og uro i mig da jeg læste Peter Bichsels bog Børnehistorier - som barn, i den ene historie; så hed alt noget andet end det det hed, så hed hylde ovn og stol hed frakke og sol hed kys, noget i den stil, alt skred, sproget var ondt og godt og gjorde. Det var en rædsel for mig, at se opløsningen, bare ved at kalde noget for noget andet.

Gå i stykker. Opstå.

Hvilken magt. Hvordan bruge den magt? Hvordan tale?

Tak til min onkel der gav mig den bog. Tak til alle onkler der giver deres niecer de rigtige bøger. Tak til de rigtige bøger for at være skrevet, og tak tak tak til dem der skrev dem.

Tak til digtene. De findes jo. Jeg kan læse dem. For evigt.

Det hele er alvorligt. Alt lyser. 

Ribs, savl, mælken.

Dagenes ende, den lykke. 

Tak fordi I gider takke sproget.

Det skal nok bukke og neje. Det er pænt. Det er 

opdraget. 

Behersket.

Lige til at gå i rette med.

Til at bruge. Til at bøje sig for. 

For hvad ellers?

Min datters hjertetunge.

Mit modersmål er dansk; hvad kan jeg sige om det?

Det vigtigste er at kærlighed er et længere ord end had. 

Det husker jeg.

Tak



fredag den 3. november 2017

Brandtale som kampdigt

(WA's udsendte reporter Klaus Rothsteins snapshot af manuskriptet til Kirsten Thorups takketale, som hun ikke nåede at få op af lommen og derfor måtte forsøge at huske ordlyden af, hvilket hun jo gjorde i sigende præcis grad)


torsdag den 2. november 2017

For et øjeblik siden

på scenen i Helsinki (video på dette link)

"Det er meget overvældende og en stor ære. Jeg vil gerne takke juryen for at have valgt Erindring om kærligheden. Det er meget uvirkeligt at stå her, på denne scene og i denne store sal, som i et beskyttelsesrum, afskåret fra verdens trængsel, afskærmet fra den rå virkelighed, som jo er litteraturens element. Litteraturen befinder sig derude, lige ude på den anden side af væggene og murene, ude i kulden og sneen. I katastrofelandskaberne, i ruinerne, i blæsten gennem gaderne, i hjemløsheden befinder litteraturen sig. I smerten og sorgen, i ekstasen og kærlighedsvanviddet, i menneskevrimlen og i de lykkelige og ulykkelige, i mørket og i lyset befinder litteraturen sig. Tusind tak, hjertelig tak for prisen.

fredag den 30. juni 2017

Marie Kats takketale 1-4

(føljeton på Facebook efter modtagelsen af Bukdahls Bet - den Smalle Litteraturpris 2017 (her uden de stærke illustrationer, dem må man på FB efter))

MIN HEL EGEN TARKETAGLE DEL 1
Kæer elite og kæer almindelig lesere !!!!
Jge gføler at jeg med over raknignen af denne Pirs har bevæjet mig fra “kun” og vere en afholt “alminelig “ skirvene, selv om jeh gandske vist fra føslen af, har veret ud styret med et Jerte der banger fuld, af fortelle glæde og løst, til “ og lege med spproget”. Og over til os og vere en del nu, Af landets fineste literær Elite , nemlig "pirsvinder Kluben "- en kulb som vi vel og mærke ik, Lukker alle ind i!!! Tark for det klarp på skludren som jeg virkli' værd sætter!
Det glader mig MEN ,Det er OS et øje blik til selv reflæksion <🌈 Som med alle storer forandrignre i livet. Ogh den selv reflækxion er på plass Både for mig slev - så vel som for raste n, af eliten1!!
Man hra gjordt et stort numer ud af dette er Føreste gnag en Kat vidner ,en literar en Pris af så fin en kalibber som Lasr Budkals bæt ee. VAd man må ske SKU hage gjordt en støre “nummer” ud af er, det OS er føreste gang i tør jeg sige u’-mindelig tider en literatur PIrs er blvet givet til nogen forfater ,som det læsende FOlk ude i dAmnark rent fatkiks os gide,r Og lese”!!
Og her tenker jeg ik så megett på dem der, sider ud på biblitoekeen ,i landets mange læse klubber, dem der “følger med “ i de nyeste udgivesler og de senetste literar tendænser. NOget sire mig: et få tal af disse Menisker læser noget, Af lyst”!!
Nej. JEg tænker på hr og fry jesne!! på alle dem som ik htra tid til støve runt i de trændy bog kasser på Nøre bro, købe noget jæmmelavet hefte fra lille indig forlag,s idde dèr og ‘“spile moderne” på den inder bys’ cafe´re
"Se mig jge ka læse i noget usælgelit konkrætpeosi fra Nnorge og ha, En holning til det."
"uuh Det her udforerdre sellve læsnignes strutkurer".
"Uuh en både politisk og privat udgydlese om, det er synd for nogen!"
"i en kvier optik holder Jussis' betraktninger ik, for nøjer gransknign!!"
"Mætæt Høg jhar over hodet i k rat jeg finder det personlig SPænene læse om indhollet af ditkerens køle skab det sire ,enormt meget om at det er hårt og leve, på STudie lån."
Jeg tenker på Bo Hr Hansen Jensen og fru JEsen. Jeg tenker på dem som IK er Så inbilsk de slev troer de ka få noget ud, Af den her Stats finansiert konseptuel nagel piler “kunst” direkte dfra forafater skoglen eller for den sags skyl fra Galdiartors’ selv fninansieret jerne vaskeri akamdemi eller fra det potisk buraeu (som jeg blevet fortalt af min Menisker at, Man for guds skyl ik må lege med sælvom de udgir' Rimbo det for d ide er "bunen af føde kæden).... jge tlnker på dem der IK er Så indbilsk at de frivilig køber billet til performans kunst og moderne dandse taeter- sider snarker om frarnsk analytiger driker natur vin og over vejer, den veganske livs stil 🙀
JGe tænker på de mange VIRKLI menisker der ude!!! dem som læser Nyheder , ditke og mange Jerte varmende historier, på Face bbok og på ander af tidens, dejlige sosial Midier. DEnne pirs er os en Pirs til jer mine deljige fans som er hel almindelig menisker lisom jeg på en måde en gang hra veret, en "almindelig" hus kat før jeg blev "elite#"! oh Os sælvom i ik ka lig Lasr Budkal (vis I over hodet hhørt om ha.m


MIN HEL EGEN TARKETAGLE DEEL 2
I tagt med, vi her i Damnark afvekler den gamel dages kritig skiervet af kedelig Menisker var det må ske os på tiede og sætte pirs på den kutns der virkli’ har noget på JErte ?!? Der ved gør vi livet næmmer for den almindeigl daskner men så Søreme os for de debat profigler 🦅som i fram tiden ska gelajde hr og fruy jesne gennem junglen af de kutlurel tilbuyd…æ 🌴
SOm kat i smal forfater jæm ,er det ik så lit jeg hra sku st¨ “model “ til . Plikt skyldig bladre jeg genem min Meniskers ny indkøbte bøger .”nå nå” tneker jeg “den ee jo anmledt til hel 6 jerter i “sytsemet Politeken den, må vel nok vere Go’ så !?” og vad jeg finner så dèr i den så højt besygne ``? en Øørkevadnring af elitær slev fedme nænsom belakt med en genem skugelig hinde af påtaget klyng over, Et postulered “ fælles andliggende”. 😬serveret i et sprpg der er uvedkomende akademiks og svær, og forstå for hel alminnedlig hus kat! Dét slår, jo arldig fejel!!!!
NÅ, tenker man så, så måe det nok vere en meget Fin person som skiervet denne bog siden, der er så sver ,Og gutere”!! Men naj….. Når slev samme højt besugnen forfater før eller siden indfidner sig i MIT jæm hos Min forfater HArdl Veotman sker der al tid følgene: De sidder der driker bajer høre Jogn Mogensne langt ud, på natten kalder mig “fede kat” tale højt og grinende om nogen damers “bagdel “ eller brytser når ellers Johane først gået i seng for di hun rent fatkiks HAR ET ARBEDE (modsat visse ander🕵️ )Er dét den elite som i sygnes DAmnak har fortjent? uforståelig vrørvlene om dagen , og kun al for genem skugelig, om natten ?!? Ik så sjælden har je g måtte dele min Sofa med en, af den slasg (i ved, vem I er!!!) - det ka got vere de ee smalle om Dagen ,men Om natten ka de got finde ud af, og bræde sig!! ska jeg hils', og sige.
Og netob de smalles talent for, og bræde sig, er fore mig og se de t støreste problem når man som jeg skuger ud over dagbens kuæturelle Damnakr. Netob der for buyder jeg os mer end meget vel komen., til Anne Sofie hr MAdsens kærkomen forslag om ting bliger anmelt af
MIN HELT EGNE TARKETAGLE DEL TRA
I dcen her del af min tarke talge vil jeg got arpelere til, jers føgleser! Så vær sød, og gem jers fordømende miner væk pls !!!!
Mit liv hra ik al tid veret en dands, på Roser og så fram nogen sku vere i tvivel :det ee det stadig vek ik! 💔
SOm ganske lile blev min bror mand og jeg funnet i en Bag gård det for di vores Mor hun var død men den del fostod vi først sener.e I sitvatoin vi stod barer, og forsøkt væk hinder op fordi hun sov og hun, hade glemt vordan man trakker væjret.. Vågn op mor vågn po vi er sulten og vi vil got dirke noget melk ud af, din mave skidn! peb vi med vorers små bit stemer. Ik at vi ku’ tale men det var dèt som ,dét betød!!! Det regnet og var kold og, ingen af os ku åben vorers øjen det på grund af så meget øjgen betenesle ,som vi hade. (Af den grund har jeg heller ingen minde om vordan min egen Mor så ud 😿)Så vi stod og møffet lidt til hinder s liv løse krob med vores kilign snuder, peb så jjerte skærene ind til - lige pudslelig - grove barket nægver løfter os op. -VAd er for nogen små “lobbesække “? høre vi en u-blid stemme sige og vi forsøger, forgæves, protesterer mod dén usjenerøs karkteristik af vroes væsene! Naj naj sæt os ned vi pieb vores mor hra glæmt vordan man traker væjert vi, ska jo jelpe hinder med, og huske det igen!!! 💦
Den grove grobrijan som samelet os op puttet os i, en kasse og ngoen timer sener e blev vi hentet af en dame som frarket os, til Kate jem. Her ma n ritkig nok fjernet vors øjen betenesle og fjærnet lobber fra vors pels ,Men vi bode i et Burd i mange ure sammen med alle mulig for hærdet gade kate. Jeg ska ik lyve - det var nogen ritkig Håre ure i mit liv. Og vis nogen den gnag hade sakt til mig: DU ska vere vidner af en vitkig en literar Pirs som den føreste Kat nogen sidne så hade jeg nok leet en klædelig latter af dem og sakt :DÉt ka jeg nesten ik Troe på!!! Ik det sto minder må jeg os sige at nætob min tid på Kate jæm var med til og plante en U-vurderelig insikt i mit unge ,end nu formelig men os rat skørbelig sidn. HEr lærte jeg den vitkig lektie at opserver min omgivesler og lække nøje mærke til de ander vægseners karkte’rer. FOruden den gave som var hårt til kæmbet hade mit forfaterskab nok ik nået, de samme højfder og min beskirvelse af livet på freksemple Høje Tåstub rådhus hade sikert virket minder over bevisene.
På kate jæmmet bode jeg i et Burd i det som de med slet skuljt forakt kallet “Små kravls rumet. “ Mig kalte personalet for Zita sælvom jeg synes, den var en ritkig grim navn. JEg hra ik tal på vor mange gange jeg her på kate jemmet fik, en bekloget pote lige i face, bar for di jeg sku på bakken eller vil ha noget af det i ørvigt lav-kvalitæts tør foder man synes var “got nok” til os der på etiblissamentet.,.. Hurtig jeg måtte lærer og, pas på mig slev…. Efter gansk e få dage kom ,nogen menisker de tog min brore mand fra mig. Nej naj kom til bage med min bror mand han ee det eneste jeg har i livet jeg pieb - men pibet forgeves! Nu jeg var for alvor alene, i mit Burd og os i mere, i over ført betydnign…
VEm ku fo5 alvor ha trodet at, denne lile kilign fra baggåren, denne lile småkrarvl i Burdet ,som de kaldet Zita .,at hun en dag vil voske op og blige ,en hyldet ditker 👏?! MER om al det her i fjedre spænene del.
  MIN HEL EGNE TARKE TAGLE DEL FIRER
(min ti d på Kate jæmmet fort sat)
Jeg var alene på KAte jæmet... hel alen.e Min eneste bror mand var jo taget fra mig…. Og vær dag i min tid på Kate jæmet der kom Menisker, og tog en eller flerer af de andre kiligner .Nååh den ee jo sød, sage de og så, de puttet jo den i transport kase gik deres vej.
Jeg ka ik huske prasis vad nogen af pæersonalet på det Kate jæmet hed ,men efter som jeg -i fjedre del af min tarke tagle - har brug for, Og beskierve eèn af dem, jge finder bare på et navn til hinder lad os, kalde hinder Fru Skrarp.n
Af en eller anden grudn hun hade set sig gal, på mig og når Meniskkene kom, kiget på kiligner sage fru Skrarp al tid: "Naj nej i ska ik ta’ Zita for Zzita hun ee ik så Klog hun Krarvler runt på folks’ tøj sælvom de fra beder sig det hun, ee hel u-styrelig ,opmærksomheds krevene hun er alt for følesom hun, er ik en spor god “lege kamerat” for jeres børen. “
Intet af dette hade slevføglelig ,sin Ritkighed!!!!
DEr for var der ingen Menisker som fralset mig, fra Burdet jeg bode I vor jeg grad mig i søwen vær aften og general ik’ hade det, rat got eller optimal og vor det eneste trofatse sævlskab jeg hade, var min egen Lobber ! 💦
En dag der kom en lile lys hårrdet pige ind i Kate jæmets Små krarvls rum. ALle os Kiligner blev luket ud, af vores Burde for, at hun ku' kik på os og velge en Kilign som sku vere , hinders egen ven. DE løber runt og leger, “gør sig til” og “fetter” men Dén hre lile pige, hun bli’r bare Bange for dem ,(hihi )for lige som mig ee hun En jo em følesom sjægl.
JEg vil sige det så dan :der op står et øje Bliks forstågelse. To gamel sjæle genkedner hinandne. VAd ka vere ,mer magsik?!? 🦋🐟🌈Og sælvom fru Skrarp begønner på sin: “Naj naj I ska endlig ik ta Zita hun krarveler runt på folk og er ik så klog “ så insesterer denne lil’ Pige på, og fralse mig fra min Lidelsers dungkle Internat som ee det de kaldet, for KAte jæm.
Den lil’ pige var jo min egen elsket Ada <3 span=""> !!! i Fod-endne af hinders seng var det at jeg ik kun stiftet bikentskab med Omsorg og kerlighed 😻for alder Føreste gnag 💔men os’ siden hen stiftet bikentskab med Litraturen ,fortelligne og SProgets' hel egen Magi !!! Her vi læst både Wændyblad og de birømte klassiker som Arsetid Lidengræn og den Mummi-troll. ‘GUD Vor ee, literaturen dog kedelig,” tenket jeg 🙀men det, var os’ før jeg opdaget INter neten!
Så jeg føler at skyler og sige tark til Inter neten og særlig til min deljig Sosial midier for, Og vise mig at ik al meniskenes Literatur bihøver og vere, Så genemført kedelig , lige gøldig!!!
Vad mit eget liv andgår. Det gik fint i mange år. Så kom Diana Kat. Det var lit iriterene. Men så vant jeg jo, en Pirs !!!
1000 Tark fra bunden af mit Jerte til alle min deljhig Fans! Tark tli jer som har turret tro på mig hele vajern sælvom det nogen gange har føles U-sansynlig jeg sku blige den sykses Jeg fatkiks er nu. Det er jer min deljiste Fans og Vener på de sosial Midier som hel fra stareten hra veret med til, og gøre mit Liv hel og gnaske uforglæemtlig!!! ❤️🐛🌴🐥🐭🌈"

torsdag den 15. juni 2017

Scoop: Rasmus' takketale og TAKKE-BONUS-DIGT!

Rasmus Nikolajsen har eddervenligt overdraget Blogdahl sin takketale for Kritikerprisen og frem for alt sit TAKKE-BONUS-DIGT:

-->
"Tale og digt

Man 's a strange animal, and makes strange use
       Of his own nature
skrev Lord Byron i versromanen Don Juan. Hvis man foretager en lidt manipulerende
oversættelse, hvilket jeg har gjort hjemmefra, kan man få det til at blive til:
Mennesket er et mærkeligt dyr, der fremviser sin natur
på unaturlige måder

Få ting er mærkeligere, og mere unaturligt, måske, end litterære priser. Det skulle da lige være litteraturen selv. Og få ting er altså, hvis vi brygger videre på Byroncitatet, mere menneskeligt.

Mærkeligt eller ej, mærkelig eller ej, så er jeg både stolt over og glad for at modtage Kritikerprisen! Selvom jeg egentlig er ganske selvsikker, overbevist om at når jeg føler noget sammen med et digt, ja, så vil andre også kunne føle noget, vedbliver det at være et mysterium for mig, hvad der gør et godt digt. Dels fordi det flytter sig hele tiden. Dels fordi, selvsikker eller ej, så ved man jo aldrig. Når man har skrevet et digt, ved man aldrig om digtet kommer til live ude hos, inde i, læseren. For slet ikke at tale om hvordan. Jeg har hele tiden tænkt Tilbage til unaturen som en melankolsk bog, der digtes trods alt om menneskehedens undergang og klimakrise, skilsmisse, kødspisere, men efter udgivelsen opdagede jeg snart, at mange læsere fandt den, eller dele af den, sært opmuntrende. Det melankolske bliver åbenbart suppleret, eller tryllet om, af selve sprogarbejdet. Det lille smæld det giver når ordene finder på plads, i såvel skrivningen som læsningen, er glædesfyldt. Desuden er mange af digtene skrevet over samme mønster, eller i en ensartet bevægelse, som giver plads til både melankoli og glæde: Jeget gør sin entré i digtet med en forventning om at skrive noget bestemt, men ak, denne forventning skuffes og i stedet får vi så et andet og uventet digt, hvor solen aldrig står op og hunden gør ad havet.

Under alle omstændigheder er det altid en stor tilfredsstillelse for mig, når mennesker på den ene eller anden vis fortæller mig, at de har oplevet noget med mine digte. At digtene er kommet til live hos dem, kommet til live med dem. Og litteraturkritikere, har jeg lært med årene, er jo også mennesker. Litteraturmennesker endda, litteraturfreaks, my favorit kind of animal. Sammen med hval og krage.

Så tak! Og som yderligere tak vil jeg gerne, fra en litteraturfreak til alle jer litteraturfreaks, benytte lejligheden til at offentliggøre, ved at oplæse, et digt som ellers har været gemt af vejen, og som måske aldrig, hvem ved, finder en bog at bo i. Digtet blev, som det sidste, sorteret fra Tilbage til unaturen. Hvorfor sorterede jeg det fra? Ja, det ved jeg faktisk ikke. Måske fordi digtet ikke er godt nok. Måske fordi jeg begik en fejl og ikke sorterede godt nok, ja, eller sorterede lidt for godt. Eller måske fordi digtet ikke er melankolsk nok, der er simpelthen lidt for meget LOVE i det her digt.

Var digtet blevet inkluderet i Tilbage til unaturen, havde det haft titlen Hellebækgade 23, 4.th., 29. marts 2014, men nu hvor det er for sig selv, hedder det Påskeliljer.


Påskeliljer

Jeg må, inden de ryger ud
på bagtrappen, skrive om den
buket påskeliljer, jeg gav
din stue i går. De stod og
knirkede hele aftenen,
hver gang en af dem brød sit skjold,
sit æg, gav det et lille klak,
klik, som fra en dør der puffes

i hak. Den måde nuet gav
sig til kende på der. Så i
morges stod de og lignede
små gule studenter, følte
sig vist udødelige, men
en bladlus havde slået sig
ned i buketten og det var
svært ikke at tænke på den

som en engel der samler pant
i egoets bypark. Da jeg
så kom hjem i eftermiddags,
duftede din lejlighed af
rengøringsmiddel, men også
harskt. Det var liljerne der, nu
radioaktivt gule, stod
i deres seksualitet

og strålede. Du, der havde
været i det hele dagen,
havde slet ikke bemærket
hjemmets forvandling, men knap var
jeg kommet indenfor, før vi,
forheksede, elskede vildt
i den grå sofa. Den måde
man er rummet omkring sig på."



(foto: Louise Kønigsfeldt)