Rådvild fremragendehed

Umulig kaldte jeg Lars Frosts Havet i min anmeldelsesfrustration, for den er også helt umulig at anmelde, herunder at anmelde retfærdigt, og godt jeg ikke giver stjerner, men man kan sgu da ikke give den fire hjerter, hvis man også giver Ib Michael fire hjerter, sådan som det skete i Politiken, det er at jævnføre (eksploderet) ruskomsnusk og (rullende) lagkage. Her er to tekststykker fra romanen, som begge er fremragende skrevet, men ligesom helt uden at hjertet eller andre stilistiske organer og væsker (galden fx, så afgørende for Froststilen tidligere, sortner ved sit fravær er med på patsiche-legen, første citat er en hvirvlende hyldest til skriftlighede, men ligesom det næstefølgende citat rimer DANSANT hele tiden på DISTANT og den pærcisetse anmeldelser er måske netop bare: Dandsen var uhyre animeert:

Gennem telegrafisternes vidtstrakte kontorlandskaber; over telegrafens tikken høres gråd —— Guldrandede dokumenter, salgsaftaler, krøllede og fedtede traktater, et udkast til en (på papiret) langt mere elegant grænsedragning i en politisk sprængfarlig del af verden, hede kærestebreve, ægteskabskontrakten, fødsels– og dåbsattester, andre lødige attester, bunker af stive, kaffeplettede attester, rødvinsplettede skilmissepapirer, bandbuller, samizdater, festtaler en masse, opbyggelige! limericks, partituret til både en strygerkvintet og en fuldtonet komisk opera, librettoer, ere forkastet, men også den, man i sidste ende valgte: Libretto di risparmio per bambini... ——— Handel, krig, familie, litteratur: Romaner og knækket poesi, skæbnefortællinger, skjoldede folieark med blækket myresnak, tætskrevne, pinagtige erindringer, følsomme, personfølsomme, kælne og modvillige erindringer, små, smertefulde glimt fra en tåbelig aften, løfter om nye tider og et aldrigmere ligger og smuldrer, står i vakkelvorne stabler svimlende, rådner.

 
&

Valsen er til ende. Orkesteret hviler.
Celloen er gået ud for at trække lidt frisk luft på dækket. Frisk luft og et nip af lommelærken, det er, hvad celloen går på dækket efter. Celloen er øm i lårene. Lommelærken er snart tom. Celloen savner sin familie derhjemme. Celloen betragter havet: Livligt. Celloen ser på sine hænder; ser især på den venstre. Hun stikker den højre — buehånden — i bukselommen. Med den nere hud på venstrehåndens tommel ngers blomme kærtegner hun den hårdere hud på de øvrige fi ngerspidser.
Violinen og bratschen konfererer med flyglet. Endnu en vals? Det lader til, at der er enighed om endnu en vals.
En træskovals!
Enkefru Karlsen slipper professorens hånd og parret bryder op. Fra bordet har man fulgt dansen med stor indlevelse.
Dommen lyder, at Dandsen var uhyre animeert!