Generationsloyalitet

Jeg slettede et indskud i min Stidsen og alt muligt andet-kommenar, som jeg rekonstruerer og udvider her:

"Men så huskede jeg mig selv på, at netop Stidsens kanoniseringer altid - undtagen når det gælder hendes generationssfæller fra senfirer-/90'ergenerationen, Simon Grotrian, Morti Vizki, Pia Juul, Niels Frank, Solvej Balle, Chitstina Hesselholdt, hvoraf flere har være og (uklar hvor mange ud over Frank) er forblevet nære venner  - har forekommet mig dundrende upræcise, også dengang hun gik i avantgardist-klæder;"

Altså, hun har jo evigt ret i, at sen80ergeneration er og bliver en great generation og at de nævnte forfattere er vældige forfattere (jeg er først nu blevet absolut Balle-fan, men det er jeg så også!), men forfatternes hyper-snurrige og (bortset lige fra Grotrian, men kristen opbyggelighed er helt forkert, kun humanistisk opbyggelighed gælder) anti-opbyggelige praksis (Nellies bog) har i stadig mindre grad passet til hendes stadig mere aformalistiske og opbyggeligt konservative litteratursyn og derfor har hun stadig mere anstrengt måttet forvride sine læsninger (hvis hun ikke bare har genoptrykt dem) for at få dem til at passe med litteratursynet, så loyaliteten med vold og magt kunne opretholdes. H
uf. igen Frank:

Stidsen er "den mest loyale person, jeg overhovedet kender. Hvis hun har dannet et venskab eller en åndelig forbindelse med dig, giver hun aldrig slip«