"Under koncerten (i Falconer sidste år LB) fløj mine tanker tilbage til alle de gange
ned gennem årene, hvor jeg har stået med åben mund og polypper og
betragtet Iggy Pop
satse sig selv et hundrede procent på en scene, standhaftigt kaste sig
ind i musikken (og ud blandt publikum) som var det en kamp på liv og død
med hans senede og hærgede krop som et fuldgyldigt instrument på linje
med guitar, bas og trommer. Lige meget hvor dårlige betingelser, han har
arbejdet under, har der aldrig været nogen slinger i valsen, ingen
halvhjertet indsats for lige at kradse ind til huslejen, ingen ringeagt
for de fremmødte, lige meget om der har været tale om få eller mange.
Jeg
husker således engang til endnu en jammerlig Midtfyn Festival i de åh
så svundne 90' ere, hvor britiske Blur peakede som teenageidoler, og
unge piger i stort antal søgte hen til scenen i god tid, for ikke at gå
glip af den krammeegnede kvartet (der siden skulle vise sig at være
gjort af solidt kunstnerisk stof). De havde så ikke taget højde for, at
den for dem givetvis ukendte Iggy Pop lige skulle give en koncert først.
Hans
i forvejen store øjne spærredes yderligere op, da han så det foran
scenen samlede kuvøseguf og kastede sig ud i en omgang så dødsforagtende
akrobatik, at de unge piger skrigende løb bort derfra. Men trods det
som tommelfingerregel pauvre fremmøde på Midtfyn til hvad som helst, der
ikke befandt sig i midten af midterbanen, gav han et fuldgyldigt show
af dimensioner, der fuldstændig tog vejret fra en lille fremmødt skare,
som ved selvsyn kunne konstatere, at for denne kunstner er det alt eller
intet. Hver gang.
Jeg mødte sammesteds repræsentanten fra Iggy Pops
pladeselskab, som fortalte mig, at han havde tilbragt timerne op til
koncerten i selskab med en høflig, belæst og lavmælt mand, som en time
før showet begyndte at pumpe jern foran et kropsstort spejl og i
processen forvandledes fra ydmyge Jim Osterberg til Iggy Pop,
rock'n'roll-animal! Men der er som bekendt ikke noget som den
allerførste gang. Jo, jeg ved det godt, de fleste store forandringer
sker gradvist, men ikke desto mindre står den 19. september 1977 på
spillestedet Daddy's Dance Hall som fuldstændig skelsættende for mig.
Ikke kun dengang, men som retningsgiver for mit indimellem noget
famlende liv lige siden.
Daddy's lå ud mod Jernbanegade i
det kompleks, der i dag huser det nedrivningstruede Palads
biografkompleks, en spytklat fra min dengang nyerhvervede toværelses med
petroleumsovn og gasvandvarmer i køkkenet, og grundet diverse artikler i
det engelske musikblad New Musical Express og den David
Bowie-producerede lp The Idiot løste jeg billet til begivenheden. Nok de
bedste penge jeg nogensinde har givet ud. Daddy's var en rigtig
rockklub, propfuld og med kondensvand løbende ned ad væggene og med en
rytmegruppe bestående af brødrene Hunt og Tony Sales var det nok det
vildeste, mine unge øjne til dato havde bevidnet. Når han ikke faldt om
grundet hvad der lignede elektrochokstød, kravlede han rundt på scene og
PA og ud blandt og ovenpå publikum, mens han snavede pigerne oppe
foran. Og så havde han den flotteste hale påsat lænden, han lignede et
fabeldyr på amfetaminer. Han sang tilmed forbløffende godt og missede
aldrig et cue."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar