-->
Motivering
af Strunge-prisen til Caspar Eric
Jeg
begynder med slutningen og bagsiden… af Caspar Erics Nike:
It’s the things
we love most
that
destroy us
knus
Caspar
Der er
tydeligvis en flertydighed i dette afsluttende knus. ”Knus” kan opfattes som
afsendelsen en kærlig omfavnelse fra digteren til læseren, en opfordring til at
omfavne ham eller en bydemåde om at tilintetgøre ham. Og flertydigheden er
karakteristisk for den poesi, som Caspar Eric giver læseren i Nike, en titel, der på sin side har
mindst tre referencer: til sejsgudinden, til sportsfirmaet og til ekskæresten,
som digteren har lovet ikke at skrive om. Og det gør han selvfølgelig heller
ikke, for digtenes virkelighedsreferencer er ligesom ”knuset” hverken entydige
eller afbildende. Digtene er måder at forholde sig på til billederflader i
virkeligheden, i sproget, i tanker og forestillinger og i menneskelige forhold. Det fremhæves ofte i omtalen af bogen, at den
handler om at være handicappet og om et forlist kæresteforhold. Men betegnelsen ”handle om” passer dårligt på
digtene – de bevæger sig først og fremmest strømmende og associerende vidt
omkring i adfærd, normer, i oplevelser af lykkelig og ulykkelig kærlighed og af
krop og køn.
Digterens
skildring af kroppen, der er mærket af cerebral parese, er hverken en
sygehistorie eller handicapanalyse; den minder først og fremmest læseren om
kulturens indskrænkede normer og vurderende blik, når det gælder
menneskekroppen, normer, som får alt for mange til at regulært at hade deres
krop. Nike triumferer med sin skarpe
poesi over de indskrænkede kropsidealer og forventningerne til en handicappet.
Fordommene om den stakkels eller sympatiske handicappede eller om afvigeren,
der skal kanøfles, viser sig at stå i kø blandt voksne og børn, og Nike udstiller både disse fordomme og
digterens egne blinde pletter og narcissisme.
Nike
er formet som et langdigt, en recitation med en rytme som både jazzmusik,
spoken words og meditativ refleksion. Som sådant har langdigtet sine
forudsætninger og forbilleder i 1960´ernes digtning. Digtenes flotte glid i
gennem sproget skifter fart og brydes af gennem indfald og sammenligninger, der
griber ind i hinanden på en måde, så man ikke kan se hverken deres begyndelse
eller ende.
Et
sted i digtet bevæger digteren sig i en tankerække, der går fra Assistens
Kirkegaard via et fitnesscenter til et parkeringshus i Detroit, som jeget
sammenligner sig selv med: ”en følelse/ af at være et forladt/parkeringshus i
Detroit/ der umuligt kan betale tilbage/ for al den neon og de håb/ der er
blevet investeret i mig/ så mange ufærdige broer/så mange skyskrabere/ så mange
kontorpladser/ så mange tomme centre/ så mange forladte/ projekter hvis skæbne/
det er at blive glemt/ eller vente/ på at nogle unge/ hipstere kommer forbi/ og
giver den sprækkende/ beton en eller anden/ slumromantisk værdi/ perfekt til
crazyfucking/postqueertechhouserave/ som de kan tage entré for/ at være en del
af/ det fælleskab jeg/ bare skulle være glad for/hvis jeg var en bygning/ på
tvangsauktion for/ hvad fuck ville jeg/ ellers gøre når jeg ikke/længere kunne
bruges til/ det der var mening i Detroit fx” (s. 78-79).
Huset eller ligefrem jeg-huset er en
metafor i dansk digtning, som vi kender fra Ole Sarvig: ”Mennesker er huse /
med korsruder. / Alle er vi / huse i byen”, skrev han i sin samling fra 1944; i
Caspar Erics version bliver metaforikken godt nok opdateret og nærmest sparket
i nakken af sig selv. Og sådan går det ofte med sproget og billederne i Caspar
Erics langdigt: det velkendte får et tvist som det tvist i hoften, som
sygdommen har givet digteren. Som læser møder man således både sig selv og et
andet menneske i Nike. Digtene har ikke en ambition om at være
hudløst ærlige, de vil i stedet give os lov til at se huden, kroppen og sjælen
i et andet lys end perfektionens. Nike
skaber et mandsbillede, der minder om Michael Strunges portrætter af digteren
som ung mand til party, på S-togsstationen, på gaden, i sengen og i
lejligheden. Samtidig er Nike selvfølgelig så Caspar Ericsk, at
hver sætning har hans særlige tonefald.
Nike fortjener egentlig ikke prædikatet, ”den svære
to´er”, snarere betegnelsen den sejrende to´er, og derfor er det en fornøjelse at
tildele Caspar Eric Michael Strunge-prisen 2016.
("Detroit's Michigan Theater: A Most Beautiful Parking Lot")
Tak for det!
SvarSlet