Ved Kirsten Hammann godt, at hun har skrevet Bannister?

"Poetik"-delen i Bruger De ord i kaffen?. 1997, handler (desperat) om hendes desperation over ikke at kunne lade være med at skrive vera winkelvir-agtigt om vera winkelvir fra romanen af samme titel, 1993.  Men hun har jo på udgivelsestidspunktet faktisk udgivet Bannister, 1997 - hvis eget nedskrivningstidspunkt selvfølgelig godt kan være efter poetikkens nedskrivningstidspunkt, men desperationen kommer jo unægtelig til at virke mindre uhjælpelig: det lykedes faktisk at nå videre fra vinkeelvirheden. "Roman"-delen er (kedeligere) en skematisk, prædikende historie om en forfatter i skrivekrise og i krig med den realistiske poetik, men igen: på det reale plan er skrivekrisen overstået og krigen vundet, med Bannister! Det er som om, at forfatteren faktisk ikke ved, at hun har skrevet dette mester- og hovedværk. Fra smørhullet var en storslået celebrering og undergravning af realismen i form af en momumentalt seriel klummisme, der - som jeg beskriver det i dagens anmeldelse - i de næste bøger, Svend Åge Madsen-idyllen En dråbe i havet, 2008, mega-rom-com'en Se på mig og nu den bedrøvelige "ægteskabsthriller" Alene hjemme er trivialiseret (her er det ord på plads, Stefan Kjerkegaard) til en kvik og grum, men alt andet lige helt ordinær, lineær og usprængt (kan hun heller ikke huske Søren- og Mette-begyndelsen på Fra smørhullet?) realisme, nøjagtig, på alle grundlæggende ledder, som enhver elendig kriminalroman. MEN HUN HAR TIL STADIGHED OG I AL EVIGHED SKREVET BANNISTER, DER ER ET TOTAL ORIGINALT ROMANKUNSTVÆRK: EN INDERLIG HALLUCINATORISK, SORT HUMORISTISK ALLEGORI, DER IKKE LIGNER NOGET ANDET I DANSK/INTERNATIONAL LITTERATUR, OG SOM HUN IKKE SIDEN HAR GJORT KUNSTNERISK MINE TIL AT SKRIVE VIDERE FRA, HVIS HUN ALTSÅ OVERHOVEDET VED, HUN HAR SKREVET DEN!?

Fra side 18-19. Bannister giver Ramona hendes første køretime (sammenlign med den gode slette, satiriske sex i Alene hjemme):

Koblingspunktet er vigtigt. Når Bannister bevæger sig og ud med voldsom kraft, skal Ramona overgive sig og slippe pedalen lidt efter lidt. På den måde forplanter hans bevægelser sig til hende, og hun kan begynde at gå den nye verden i møde.
  Men Ramona kan slet ikke kontrollere det. Hun rejser sig pludselig, så går alting i stå, og hun slår panden mod ruden ud til haven.
  - Kom herhen igen, siger Bannister.
  Ramona går tilbage til sengen og lader Bannister starte forfra. Stemplerne gungrer, og hun skal bare glide bagud med en millimeter ad gangen, så motoren får fat. Det er koblingspunktet, og det gør ubeskriveligt ondt at ramme det, men det vil blive lettere med tiden.
  - Er du klar? spørger Bannister.
  Ja, savrer Ramona.
  - Godt, så kører vi.
  Bannister speeder op og ramona vil gerne med på turen. Hun lukker øjnene i dybeste koncentration og slipper pedalen uendeligt langsomt. Og så kommer dét, man ikke kan blive fortalt, men er nødt til at opleve selv: "Det kan mærkes som en svag bevægelse i bilen, og det kan høres på, at motorlyden bliver dybere."
  Wrrum! Svinghjulene griber ind i hinanden og Ramona flytter fødderne, så Banniste rkan trykke speederen helt i bund. På den måde føres hans kraft videre til hende, og hans bevægelser ind og og ud ændres til en roterende bevægelse, der driver hende fremad.
  - Kom så, hurtigere! Du skal køre hurtigere! råber han.
  Bannister pisker hende fremad. han forbyder hende at stå stille og betragte det, hun har mistet.
  "Det hun har mistet". det står på et vejskilt, men de suser så hurtigt forbi, at Ramona ikke kan nå at få drejet af og se, hvad der gemmer sig bag disse ord. det er en form for hukommelsestab at køre så stærkt i en åben sportsvogn med en ny mad ved sin side. Bannister lægger hånden på hendes lår og siger, at hun skal glæde sig til middagen.
  - Jeg har bestilt bord til klokken 20, siger han.